Dyreplankton udgør en vigtig fødekilde for de småfisk i vandsøjlen, som de hurtige rovfisk, som for eksempel sværdfisk, lever af. Foto: Rodrigo Almeda.

Tun eller torsk – forskning forklarer rovfisks geografi

Havforskning Økosystemer Fiskeri og fiskebestande

Hvorfor lever tun og sværdfisk i troperne, mens torsk og fladfisk dominerer som rovfisk i kolde egne? Det har ny forskning fra DTU Aqua svaret på. 

Når store rovfisk som tun og sværdfisk findes på varmere breddegrader i modsætning til torsk og fladfisk, som blandt andet lever på vores breddegrader, så er det faktisk ikke temperaturen på vandet, der er afgørende. Det viser det første store sammenlignende studie af rovfisk i landingsstatistikker fra hele verden, som er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Ecology and Evolution.

"For at forstå den globale variation i rovfisk, skal man se på de allermindste enheder i fødekæderne, nemlig planteplankton. Produktionen af plankton er en måleenhed for, hvor meget føde eller energi der er til rådighed i havet, og fordelingen af energi i havene er det, der bestemmer forekomsten af de forskellige fiskearter," forklarer postdoc Pieter Daniël van Denderen fra DTU Aqua, der er hovedforfatter på artiklen. 

Hurtige rovfisk som tun, marlin og sværdfisk er specialister, der jager deres føde oppe i vandsøjlen. Langsommere rovfisk som torsk og hellefisk er generalister, der kan finde mad både i vandsøjlen og nede på bunden. Derfor finder man først og fremmest de hurtige og specialiserede rovfisk i de varme områder, hvor der ikke er ret meget liv og dermed føde på havbunden.

Årstider giver flere bunddyr

I tempererede og arktiske områder medfører årstidernes skiften, at der sker en eksplosiv produktion af planteplankton om foråret, som dyreplanktonet ikke kan nå at spise. Derfor synker en stor del af planktonet ned på bunden, hvor det bliver spist af bunddyr, som igen bliver spist af fisk som fladfisk og torsk. I subtroperne og troperne er der derimod en jævn produktion af planteplankton hele året, som betyder, at der ikke er så meget af den, der synker ned på bunden. Derfor er der ikke meget føde til de langsomme rovfisk, der har behov for føde fra havbunden. Der er også andre faktorer, der gør, at der synker mere plankton ned på bunden i nogle egne – for eksempel dybde og temperatur. 

"Vi kendte allerede fødekædernes grundlæggende strukturer. Det, vi nu har fundet ud af, er, hvordan de globale mønstre for energitilførslen til havbunden ser ud," siger Pieter Daniël van Denderen.

For at kortlægge forekomsten af de store rovfisk har forskerne brugt landingsstatistikker fra hele verden i årene 1970-2004. Her har de trukket på en database, som den australske forsker Reg A. Watson har udarbejdet. 

Forskerne har sammenlignet landingstallene med energistrømmene i havene, det vil sige i hvor høj grad planteplankton synker til bunds eller bliver spist, mens det stadig er i vandsøjlen. Ud fra dette er de i stand til at skabe modeller, der viser, hvordan forekomsten af rovfisk hænger sammen med produktionen af føde i havet. Ud for Afrikas kyst er der for eksempel ikke stor nedsynkning af planteplankton, og her fanges der rigtig mange tun, mens der i Østersøen synker masser af plankton ned til havbunden, og det passer med den høje forekomst af torsk.

Når vi alligevel ser tun på vores breddegrader, så er der tale om en gæst på besøg. Tunen formerer sig ikke hos os, og i det store billede er der også tale om få tun, understreger Pieter Daniël van Denderen. 

"Modellen viser et statisk billede over rovfiskenes udbredelse. Tunen følger føden, og derfor vil der ske naturlig migration," siger han.

Rovfisk og klimaforandringer

Perspektiverne for undersøgelsen er især at kunne forudsige, hvordan rovfiskenes tilstedeværelse vil påvirkes af klimaforandringer. Hvis der for eksempel kommer mindre nedfald af planteplankton til bunden i vores del af verden, så vil det i sidste ende betyde, at torsken får svære vilkår. Det er noget af det, forskerne forventer, kan komme til at ske i takt med, at de store iskapper smelter, forklarer Pieter Daniël van Denderen:

"Det forventes, at klimaforandringerne medfører, at de forskellige lag i havet i fremtiden vil blandes mindre med hinanden. Det vil betyde, at der synker mindre plankton ned til havbunden. Hvis det sker, vil antallet af generalister blandt rovfiskene, for eksempel torsk, falde."

Han understreger dog, at der er behov for mere forskning på dette felt for at kunne komme med præcise forudsigelser.

Modellen illustrerer, hvordan det er produktionen af plankton, der er afgørende for, hvilke store rovfisk der kan leve i farvandet. (Gengivet med tilladelse fra Nature Publishing Group)

Modellen illustrerer, hvordan det er produktionen af plankton, der er afgørende for, hvilke store rovfisk der kan leve i farvandet. Er der meget nedsynkning af plankton, skaber det mulighed for generalisterne blandt rovfiskene, her illustreret ved en torsk, der kan jage både på bunden og i vandsøjlen. Er der ikke meget nedsynkning, er forholdene gode for de specialiserede rovfisk, som f.eks. tun. (Gengivet med tilladelse fra Nature Publishing Group)