Foto: Colourbox

Smart city-løsninger eksporteres til Asien

Miljø og forurening
DTU og Climate-KIC arbejder på at trække nordiske løsninger til Singapore gennem smart city-labs. Målet er at skabe byer, der er rare at bo i.

Grøn omstilling, klimaløsninger og bæredygtighed. Norden er rollemodel for resten af verden, når det gælder velfungerende byer, der er rare at bo i. Nu skal de nordiske smart city-løsninger eksporteres til Singapore og testes i en række beskyttede værksteder i form af smart city-labs. Det sker gennem projektet Smart City World Labs.

Projektet er udvalgt og finansieret af EU’s platform for innovation, Climate-KIC, og involverer DTU, Quercus Group, Gate 21, Københavns Kommune, Danmarks ambassade, Singapore og Nanyang Technological University, Singapore og bygger videre på en bevilling fra Industriens Fond.

”I Norden er vi gode til at tænke i hele koncepter, der både handler om bæredygtighed, tekniske løsninger og mennesker. Det er især vigtigt i Asien, hvor mange bor på meget lidt plads. Singapore er allerede langt fremme med at gøre byen ’liveable’, og bystaten fungerer som en hub for andre asiatiske lande. Målet er således at skabe grønne og bæredygtige byer, der er rare at bo i – også uden for Singapore,“ siger Anne Marie Damgaard, projektleder på DTU Compute og tilknyttet Climate-KIC inden for smarte byer.

Indgange og interesser
Idéen er at etablere et Smart City Living Lab, der kan fungere som samarbejdsplatform mellem danske virksomheder og markedet i Singapore og Asien mere bredt. Projektet tager udgangspunkt i tre eksisterende danske living labs;

Tanken er, at danske startups og små og mellemstore virksomheder ved at bruge det etablerede samarbejde med living labs i Singapore vil få mulighed for at identificere singaporeanske indgange og interesser, som efterfølgende kan bane vej for dansk eksport. Der er allerede omkring 70 danske og nordiske virksomheder, organisationer, universiteter og kommuner, som har meldt deres interesse i at være en del af Smart City World Labs. Projektet varer et år.