DTU's prorektor overrækker Brinchs legat til professor Torsten Dau, DTU Elektro. Foto: Katrine Krogh-Jeppesen

Hæderspris til høreforsker

Lyd Elektroteknologi Høreapparater Medicinske apparater og systemer
Professor Torsten Dau fik Brinchs legat som en anerkendelse af, at hans forskning inden for hørelse er på højeste internationale niveau.

Fredag den 7. marts blev professor Torsten Dau fra DTU Elektro’s Center for Anvendt Høreforskning hyldet ved en prisoverrækkelse på DTU. Fabrikant Ulrik Brinch og hustru Marie Brinchs legat uddeles på skift til en ’yngre videnskabsmand for fremragende videnskabeligt arbejde inden for henholdsvis medicin, teknik og landbrugsvidenskab’.

”På kun 10 år har Torsten Dau formået at bringe denne forskningsaktivitet på DTU op på højeste internationale niveau. På DTU er vi stolte over at have en sådan kapacitet inden for høreforskningen,” indledte prorektor Henrik Wegener ved prisoverrækkelsen.

”Torsten Dau har opbygget Center for Anvendt Høreforskning, i dag en del af Hearing Systems, og centeret er i dag en central faktor i både høreapparatindustrien og i de videnskabelige kredse. Torsten Dau er også i færd med at etablere det, der sandsynligvis bliver verdens hidtil mest avancerede laboratorium for audiovisuel forskning samtidig med, at de audiologiske forskningsfaciliteter udbygges. Torsten Dau er således både en yngre, erfaren og entreprenant mand, en kapacitet, som vi er særdeles stolte over at have på DTU. Med hædersprisen følger 80.000 kroner, som anerkendelse af dine fremragende resultater og støtte til dit fortsatte videnskabelige arbejde,” sagde Henrik Wegener.

Både kolleger og samarbejdspartnere fra DTU, repræsentanter fra høreapparatindustrien og familie og venner var med til at lykønske Torsten Dau, som var meget beæret over anerkendelsen:

”Jeg er meget stolt over, at bestyrelsen har udvalgt mig inden for det tekniske område i år. Det betyder meget for mig, fordi blandt de mange forskellige opgaver, vi har her på universitetet, er det netop især muligheden for at forske og bidrage med ny viden til samfundet, der er drivkraften i mit virke. Derfor er denne anerkendelse betydningsfuld, og det takker jeg legatbestyrelsen for. Samtidig vil jeg gerne takke DTU og især vores institutdirektør for Elektro Kristian Stubkjær for hans store interesse i vores fagområde høreforskning og høreteknologi, og hans input og inspiration i forskellige sammenhænge. Jeg vil også gerne takke mine kolleger og venner fra den danske høreapparatindustri: Oticon, Widex og GN Resound, som med deres økonomiske støtte har gjort det muligt at opbygge vores centre Center for Anvendt Høreforskning, CAHR, og nu også Oticon Centre of Excellence for Hearing and Speech Sciences, CHeSS. Det er et enestående samarbejde med fælles idéer og visioner, på trods af konkurrencen blandt os alle,” sagde Torsten Dau.

Fabrikant Ulrik Brinch og hustru Marie Brinchs legat

Fabrikant Ulrik Brinch blev født den 9. marts 1863 i Korsør. Han var blandt andet driftsbestyrer på Kjøge Aktiebryggeri, direktør for Esbjerg Bayersk- og Hvidtøl Bryggeri, og drev agenturforretning i bryggeriartikler og var medindehaver af firmet Brinch og Spehr. Efter hans død i 1945 tog hustru Marie Brinch initiativ til et legat til ære for yngre danske videnskabsmænd inden for medicin, teknik og landbrugsvidenskab. Legatet blev første gang uddelt 9. marts 1970, og der uddeles af legatets renter af en kapital på cirka 2,4 mill.kr. på skift imellem de tre forskningsgrene medicin, teknik og landbrugsvidenskab for fremragende videnskabeligt arbejde.