Første rumkandidater dimitterer fra DTU

Rumforskning
De første kandidater med en hel bachelor- og kandidatuddannelse i Geofysik og Rumteknologi er netop blevet færdige på DTU Space. Uddannelsesretningen har fokus på at udvikle teknologier til at overvåge og kortlægge Jorden og udforske rummet. Det får stor betydning for vores dagligdag i fremtiden.

De to første kandidater i Geofysik og Rumteknologi, som har gennemført både bachelor- og kandidatuddannelsen i Geofysik og Rumteknologi, er netop dimitteret fra DTU. De to dimittender er Lukas Christensen og Ricard Llado Grove, der begge startede i 2012 og har taget uddannelsen på normeret tid. De har desuden begge været på udveksling i USA på henholdsvis CalTech og Clarkson University. I går blev de fejret ved en reception på DTU Space.

”Begivenheden er en markering af, at de første kandidater er kommet igennem hele processen fra bachelor til kandidat. Det er en milepæl i uddannelsens historie,” siger Henning Skriver, der er studieleder for kandidatuddannelsen i Geofysik og Rumteknologi.

Uddannelsen er populær
Geofysik og Rumteknologi er en uddannelsesretning, der har fokus på at udvikle, designe og anvende teknologiske løsninger til at overvåge, kortlægge, modellere og forudse fysiske strukturer og processer i stor skala – på Jorden og i rummet. Og uddannelsen er populær.

I dag er der indskrevet cirka 235 studerende. Adgangskravet for bacheloruddannelsen i kvote 1 er fra 2014 til 2016 vokset fra 6,5 til 8,5. De 35, som allerede har taget en kandidat på feltet før sommeren 2017, er efterspurgte. I dag arbejder de bl.a. i rumfartsindustrien hos eksempelvis Airbus og franske CNES samt hos COWI, Rambøll, Grundfos og DMI, på gymnasier, i Forsvarsministeriet og som ph.d.-studerende. Rumkandidaterne er bl.a. med til at udnytte de satellitdata, som er tilgængelige til at overvåge Jorden.

Ifølge Henning Skriver vil hele rumområdet undergå store forandringer de næste år. Her vil nye teknikker og missioner til at overvåge Jorden og udforske universet se dagens lys:

”I takt med at vi får mere nøjagtige data fra navigations-satellitter, billeder fra jord-observationssatellitter og forbedrede muligheder for kommunikation, vil antallet af nye systemer og anvendelsesmuligheder inden for navigation og kortlægning eksplodere. Vi vil bl.a. se, at der bliver brug for nye metoder og systemer til at overvåge miljø og klima, så man kan kortlægge ændringerne og bedømme effekten af de initiativer, der bliver iværksat.”

“Den stigende interesse for udnyttelse og udforskning af rummet, vil også efterspørge ingeniører, der kan udvikle nye teknikker og instrumenter.”