Mikrokapsler med medicin er hver især mindre end et sandkorn. Der kan således sidde hundredevis af mikrokapsler på spidsen af en pegefinger. Foto: Jesper Scheel

Medicinen når frem med mikrokapsler

Medicin og medicoteknik Nanomedicin
Medicin i pilleform duer ikke, når det gælder f.eks. diabetespatienter. DTU-forskere er kommet med et forslag, der kan løse problemet.

grundforskningscenteret IDUN (Intelligent Drug delivery and sensing Using microcontainers and Nanomechanics) er forskere under ledelse af professor Anja Boisen i gang med at udvikle en ny type pille, som skal gøre anvendelsen af medicin mere intelligent og effektiv.

Det kan være noget af en udfordring at få medicin ind i kroppen på den rigtige måde, leveret de rigtige steder og i de rigtige mængder. Hvis man har sukkersyge og skal have insulin, ville det være en fordel, hvis man bare kunne sluge det og ikke behøvede stikke sig med kanyler. Men insulin bliver ikke optaget i kroppen, når man spiser den som en almindelig tablet, så derfor har forskere fra DTU udviklet mikrokapsler af polymer, som kan løse dette problem.

I prototypen af den nye pille er der hundredevis af mikrokapsler med medicin i mikromængder. Når patienten sluger pillen, vil dens gelatineskal blive opløst, når den har passeret mavesækken, og de små medicinkapsler vil strømme ud i tarmen, hvor de sætter sig fast og afleverer medicinen direkte ind mod tarmvæggen, hvor den kan optages i kroppen. På den måde kan medicinen leveres direkte, hvor den har effekt, og i meget mindre mængde end ellers.

Mikrokapsler

Foto: Jesper Scheel  

Gelatine holder på medicinen

Pillen består af et hylster som dem, vi kender fra lægemidler, der smager grimt og derfor bliver kapslet ind. Hylsteret består primært af gelatine, som opløses i mavesækken eller tarmen. Gelatine er et fortykkelsesmiddel fremstillet af animalske proteiner. 

Foto: Jesper Scheel
 

Medicin i mikrokapsler

Inde i gelatinehylsteret er der hundredevis af mikrokapsler, som hver især er mindre end et sandkorn. Der kan således sidde hundredevis af mikrokapsler på spidsen af en pegefinger. Det er inde i de små kapsler, medicinen findes.

Foto: Jesper Scheel  

Mindre end et sukkerkrystal

Her er mikrokapslerne sammenlignet med sukkerkrystaller fra sukkerskålen. Den enkelte kapsel måler kun en brøkdel af sukkerkrystallerne.

Foto: Jesper Scheel   

Som Toffifee

Mikrokapslerne kan sammenlignes med Toffifee-chokolader - hvis de altså var så små, at man kunne sluge dem. Den ønskede medicin (hasselnødden) lægges i små beholdere (karameldelen). Medicinen dækkes herefter med et lag (chokolade), der beskytter den på dens vej gennem mund, spiserør og mave og helt frem til tarmen, hvor den optages i kroppen. Fremstillingen af mikrokapslerne foregår med nanomekanik på guldplader med 625 på hver.