Island ferry (Photo: Colourbox)

Ny DTU rapport om autonome skibe

Elektroteknologi Robotteknik og automation Transport og logistik
DTU har for Søfartsstyrelsen udarbejdet en foranalyse af potentialet for autonome skibe. Sikkerhedsmæssigt er der mange gevinster at hente. 

Autonome skibe kan i fremtiden få en central rolle for Det Blå Danmark. Men der er behov for at udvikle teknologiløsninger og indtænke driftssikkerhed til fremtidens autonome skibe. Det viser en foranalyse udarbejdet af DTU og Søfartsstyrelsen. 

Overalt i hele transportsektoren arbejdes der i disse år på højtryk med at udvikle autonome løsninger. Særligt inden for biler og lastbiler er udviklingen langt fremme, men også inden for skibsfarten vil man fremadrettet komme til at se mere og mere til nye autonome teknologiløsninger, ligesom droneteknologi vil blive mere udbredt. Derfor har Søfartsstyrelsen i samarbejde med DTU set nærmere på udviklingspotentialet i autonome skibe. 

”Det Blå Danmark skal – ligesom resten af det danske erhvervsliv - være helt i front på teknologiudvikling. Autonome maritime løsninger vil øge produktiviteten, lette logistikken og højne sikkerheden. Nu skal vi så sikre, at rammevilkårene er på plads, så der ikke er tekniske eller reguleringsmæssige barrierer, som spænder ben for udviklingen. Søfartsstyrelsens og DTUs arbejde er i den sammenhæng vigtigt, da vi får nogle klarere pejlemærker i forhold til, hvilken retning udviklingen forventes at gå,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. 

Næste skridt er foreløbigt et videre samarbejde mellem DTU, Force og Søfartsstyrelsen om et projekt vedrørende elektronisk udkig. Det er hensigten at undersøge hvilke sensortyper, herunder kamera, radar og lidar-teknologi, der skal i brug, for at computeralgoritmer kan opfatte og forstå skibets situation, så sikker navigation kan opnås.

”Både DTU og kolleger i udlandet har længe arbejdet med at udvikle disse teknologier og de tilhørende algoritmer og matematiske modeller, der er nødvendige for at kunne sejle sikkert med et autonomt skib. Hvis vi i Danmark ønsker at være med i front på dette område, skal vi sikre yderligere studier og også bygge et eller flere testfartøjer, som bl.a. Norge og Finland er i gang med,” siger professor Mogens Blanke, DTU Elektro, der som en international kapacitet indenfor maritim automation og fejltolerante systemer har bidraget til at udarbejde rapporten sammen med medarbejdere fra Transport DTU

I foranalysen er der især fokuseret på mindre skibstyper i nærtrafik, såsom mindre ø-færger, slæbebåde, pramme, forsynings- og serviceskibe til boreplatforme og vindmøller samt autonome overfladefartøjer til servicering af undervands- og droneenheder til offshore-inspektion.

Analysen peger desuden på flere områder, hvor der skal foretages udviklingsprojekter og pilotforsøg, som skal medvirke til at få en sikker platform for autonome fartøjer til søs.

Udarbejdelsen af rapporten er støttet af Den Danske Maritime Fond, og du kan læse den på Søfartsstyrelsens hjemmeside.