DTU's hovedindgang. Foto: Vibeke Hempler

Millioner til forskning i antibiotikaresistens og bedre lægemidler

Celler Sundhed og sygdomme Gener og genomer Syntetisk biologi Medicinske apparater og systemer

Novo Nordisk Fonden bevilger 300 mio. kr. til ambitiøse forskningsprojekter inden for antibiotikaresistens og udvikling af bedre lægemidler.

Tre DTU-ledede projekter modtager hver 60 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til forskning i antibiotikaresistens og udvikling af bedre lægemidler. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Bevillingerne er en del af Novo Nordisk Fondens Challenge Program, fondens største faste støtteprogram. Fonden uddeler årligt op til 360 mio. kr. fordelt på op til seks bevillinger af hver 60 mio. kr. over seks år. Programmet har skiftende temaer fra år til år.

”Med Challenge Programme sigter Novo Nordisk Fonden efter at understøtte og fremme verdensklasseforskning, der er fokuserer på at finde svar på nutidige udfordringer inden for global teknologi eller sundhed,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, leder af Research and Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden.

Global overvågning af antibiotikaresistens

En af bevillingerne går til professor Frank Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet, der sammen med kolleger fra DTU og University of Edinburgh vil indsamle og analysere ikke-renset spildevand fra flere end 100 byer i hele verden med det formål at øge viden om global forekomst og overførsel af resistens. Derigennem håber forskergruppen at kunne danne basis for nye procedurer og metoder til at begrænse forekomsten af resistens på verdensplan og optimere anvendelse af de mest effektive antibiotika.

”Vi håber at kunne vise, at det er muligt at overvåge forekomsten af resistens i op mod halvdelen af jordens befolkning. Sådan et overvågningsprogram vil skabe en meget bedre forståelse for forekomst og spredning af resistens samt hvilke forholdsregler, de enkelte lande skal tage,” siger Frank Aarestrup, professor ved Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Læs mere om projektet.

Produktion af antibiotika via cellefabrikker

Seniorforsker Tilmann Weber fra Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU, har modtaget støtte til et projekt, hvor han i samarbejde med Sydkoreanske KAIST og spanske Fundación Medina vil anvende innovative screeningteknologier til at identificere nye potentielle antibiotika og de gener, der koder deres biosyntese.

Projektgruppen vil anvende innovative screeningteknologier til at identificere nye potentielle antibiotika og de gener, der koder for deres biosyntese. Ved brug af disse data vil bakterier blive brugt som såkaldte cellefabrikker, der producerer antibiotika i store mængder. Projektet vil identificere tusindvis af ukendte gener, der er involveret i syntesen af antibiotika, samt udvikle nye biosyntetiske produktionsveje. Vigtigst af alt vil projektet finde molekyler, der potentielt kan videreudvikles til antibiotika.

”Vores nuværende antibiotika bliver hurtigt ineffektive og efterlader patienter med risiko for at dø af selv simple infektioner. Vi har brug for at finde nye antibiotika nu – og vi har brug for at optimere de måder, vi kan finde dem på,” siger Tilmann Weber.

Læs mere om projektet.

Fra kanyle til kapsel

Inden for forskning, der kan understøtte udvikling af bedre lægemidler, har professor Thomas Lars Andreasen fra DTU Nanotech, modtaget støtte til projekter, hvor han sammen med Harvard Medical School (USA) og Monash University (Australien) fokuserer på udvikling af ny viden om og metoder til optag af lægemidler gennem tarmen.

Insulin er et af de lægemidler, som i dag kun kan administreres ved brug af sprøjter og kanyler. Injektioner medfører stort ubehag for mange patienter, skaber risiko for infektioner og kræver ofte uddannet sundhedspersonale, hvilket er dyrt for samfundet. Hvis vi kan udvikle metoder, der muliggør, at medicinen i stedet kan tages som kapsler, vil det have stor betydning for patienter og samfund. Den største begrænsning for at dette kan lykkes er, at mange af de vigtige lægemidler, specielt proteiner, ikke optages i tarmen.

”I det nye center skal vi udvikle nye metoder, der kan give markant øget optag af farmaceutiske proteiner i tarmen, så disse stoffer kan gives til patienter som tabletter eller kapsler,” siger Thomas Lars Andresen.

Læs mere om projektet