Foto: Pernille Erland Jensen

Mineaffald skal gøre nytte i byggematerialer

Byggematerialer Affaldshåndtering Råstoffer og råstofudvinding
DTU er partner i nyt EU-projekt, der skal nyttiggøre mineaffald i byggematerialer.

Kritiske råmaterialer bruges ofte til små, men afgørende elementer i vores hverdag. Til gruppen af kritiske råmaterialer hører bl.a. litium, som anvendes til batterier i smartphones, tablets og lignende. 

Udvinding af kritiske råmaterialer er imidlertid både vanskeligt og miljøskadelig. Derfor er der behov for dels at finde alternativer til de kritiske råmaterialer og dels at finde nye og bedre metoder til udvinding af materialerne. 

”e.THROUGH – Thinking rough towards sustainability” er et nyt forskningsprojekt under EU, som sætter fokus på sidstnævnte. Forskningsgruppen ZeroWaste Byg på DTU Byg deltager i projektet, hvor de sammen med de øvrige partnere vil fokusere på udvinding af kritiske råmaterialer fra mineaffald og samtidig arbejde med at opgradere det partikulære materiale til gode råstoffer, som kan bruges til produktion af byggematerialer.

Mineaffald kan bruges i byggematerialer

Projektet har til formål at sikre, at minedriften i naturen og fra sekundære ressourcer foregår på den mest miljøvenlige og bæredygtige måde. Det indebærer blandt andet, at mineaffaldet ikke hober sig op i naturen, som det er sket mange steder i verden, med store negative miljøkonsekvenser til følge. 

Mineaffaldet skal derimod nyttiggøres, eksempelvis i byggematerialer, og det er et område, som DTU Byg har stor erfaring med.

”Dette projekt passer perfekt ind i vores forskning inden for anvendelse af sekundære ressourcer i beton og tegl. Det er min forventning, at det netværk og den viden, vi bygger op gennem projektet, vil sætte positive aftryk på andre områder inden for udviklingen af nye bæredygtige byggematerialer,” siger professor Lisbeth M. Ottosen fra DTU Byg, som er meget tilfreds med at være partner i e.THROUGH-projektet.

Studerende hjælper med at udvikle forskningen

DTU Byg arbejder med konceptet projektfamilier, hvor de studerende angriber samme tema fra forskellige vinkler. Det giver bedre studenterprojekter og bedre bidrag til forskningen. 

Sidste år stod lektor Pernille Erland Jensen i spidsen for en projektfamilie af bachelorstuderende, som screenede de eksperimentelle muligheder for at anvende en række forskellige typer af mineaffald fra forskellige dele af verden i beton. 

Resultaterne viste stort potentiale for nogle af typerne, som DTU Byg derfor har valgt at arbejde videre med.

"Det er min forventning, at det netværk og den viden, vi bygger op gennem projektet, vil sætte positive aftryk på andre områder inden for udviklingen af nye bæredygtige byggematerialer"
Lisbeth M. Ottosen

”Det er vigtigt, at mineaffaldet som minimum ikke forringer betonens kvalitet i forhold til både egenskaber og miljø. Vi håber derfor, at de gode, indledende resultater kan optimeres, så mineaffaldet blive en yderst nyttig ressource i betonproduktion,” forklarer Pernille Erland Jensen. 

Nye laboratorier giver bedre mulighed for udvikling af bæredygtige byggematerialer 

En stor del af arbejdet med projektet vil foregå i DTU Bygs nye laboratoriefaciliteter. Til maj står to nye laboratoriebygninger færdige på instituttet. Den ene indeholder udstyr, der vil forbedre mulighederne for at forske i arktisk teknologi og udvikling af bæredygtige byggematerialer. 

Laboratoriet skal bruges til at opgradere mineaffaldet til genanvendelige ressourcer, og efterfølgende skal byggematerialerne produceres og afprøves i DTU Bygs ByggematerialeLab, der står over for en større opgradering i løbet af de næste år.

Forskningsassistent Anne Mette Tholstrup Simonsen er en af de forskere, som skal bruge de nye laboratoriefaciliteter til at arbejde videre med de typer af mineaffald, som viste størst potentiale i screeningen fra de studerende i projektfamilien.

”Vi kan ikke lade de potentialer, som vi har set, ligge. Vi må videre med forskningen,” understreger Anne Mette Tholstrup Simonsen, som samtidig med forskningen søger finansiering fra forskellige kilder til at starte et ph.d.- projekt om emnet.