Foto: Colourbox

Blockchain kan gøre bitcoin til en rigtig valuta

Fysik
En dansker med en ph.d. i kvantemekanik fra DTU hjælper storbanker og myndigheder med at spore kriminel brug af internet-valutaen bitcoin. Med den nyeste blockchain-teknologi er bitcoins tættere på at blive til rigtige penge.

En mystisk afhandling blev publiceret i årene efter finanskrisen. Den beskrev en ny valuta, som kun eksisterede på internettet. Valutaen, der i dag er kendt som bitcoins, skulle eksistere i et nyt elektronisk pengesystem – en såkaldt blockchain. Idealet var klart: Bitcoins og blockchainteknologi skulle simpelthen erstatte vores nuværende pengesystem og fjerne behovet for banker som mellemled ved transaktioner.

Selvom prisen på en bitcoin er steget fra 10 til over 4000 dollar de seneste fire år, så har mange stadig svært ved at anerkende valutaen som rigtige penge. Men hvis man lægger mærke til den udvikling, som blockchain-teknologien bag bitcoins går igennem lige nu, kommer man måske på andre tanker.

En af de personer, som er med til at drive udviklingen, er danskeren Michael Grønager, der har en ph.d. i kvantemekanik fra DTU. Sammen med to kammerater har han stiftet virksomheden Chainalysis, der specialiserer sig i at spore bitcoins, som er blevet brugt til kriminalitet. I dag har Chainalysis skannet bitcoins til en værdi af mere end 15 mia. dollar for virksomheder, heriblandt den britiske storbank Barclays, FBI, EuroPol og senest Nets.

"Vores mål er at integrere bitcoins i det eksisterende pengesystem, så de overholder alle regler," siger Michael Grønager, som er direktør for Chainalysis.

Bitcoins har længe været umulige at spore. Derfor har det været ulovligt for pengeinstitutter at tilbyde denne type investeringer til deres kunder. Nationale myndigheder stiller nemlig krav om, at pengeinstitutter skal kunne dokumentere, hvor penge kommer fra, og hvor de skal hen – også kendt som hvidvaskningsloven.

"Pengeinstitutterne var skræmt af, at der ikke var nogen data om køber og sælger at forholde sig til. De ville gerne hjælpe deres kunder med at handle med bitcoins, men de ville ikke gå i fængsel for dem, hvis investeringerne viste sig at være ulovlige," siger Michael Grønager.

Der fandtes faktisk data om køber og sælger, som man kunne forholde sig til, allerede dengang. For hver gang der handles med bitcoins, bliver transaktionen automatisk registreret i en offentlig database, der er frit tilgængeligt for alle. Problemet var på det tidspunkt, at ingen kunne aflæse databasen. Så hvis pengeinstitutterne tilbød investeringer i bitcoins til deres kunder, kunne de komme til at hjælpe kriminelle med at hvidvaske penge, fordi de ikke kunne se, hvor pengene kom fra.

Men det kan man i dag.Med den software, som Chainalysis har udviklet, kan man spore bitcoins og forhandlere via unikke serie- og referencenumre og kortlægge alle handler, de nogensinde har været involveret i. Man kan derfor se, om bitcoins er meldt stjålet, eller om forhandleren før har købt eller solgt noget på ulovlige markeder på internettet. Hvordan? Det handler om, hvordan den såkaldte blockchain-teknologi virker, og det vender vi tilbage til.

Sikkerhed åbner markedet

Alle bitcoins er i virkeligheden bare talværdier med et serienummer, som ligger gemt i blokke i en kæde på internettet – deraf navnet blockchain. Denne kæde er ikke beskyttet af en enkelt server, som en normal hjemmeside er. En identisk kopi ligger derimod gemt på tusindvis af computere rundt om i verden, som alle automatisk godkender tilføjelser til kæden. Det er derfor umuligt at hacke bitcoinnetværket et enkelt sted fra, og man kan ikke ændre i data, som allerede er tilføjet.

Når man køber eller sælger en bitcoin, registrerer en algoritme data om handelen i en ny blok og tilføjer den i toppen af kæden af eksisterende data. Man bygger derfor hele tiden ovenpå og vil altid kunne gå tilbage og se, hvem der har overført penge til hvem.

"Det interessante ved blockchain er, at vi for første gang har et økonomisk mål på, hvor sikker teknologien er. Hvis der var en fejl på blockchainen, ville man kunne hacke den og stjæle bitcoins for over 70 mia. dollar," siger direktør for Chainalysis, Michael Grønager.

Selvom bitcoins består af blockchain, så har blockchain-teknologien potentiale til meget mere end bitcoins. Den er et middel til at overføre data på en måde, som er umulig at manipulere. En teknologi, som nordiske Nets, der bygger digitale betalingssystemer, også har fået øjnene op for:

"Vi har arbejdet med blockchain i nogle år – primært på grund af de grundlæggende muligheder i teknologien, som kan give simplere, men smartere processer med høj gennemsigtighed. Med blockchain-teknologi kan vi potentielt bygge alt fra betalingsløsninger til id- og arkivsystemer og meget mere og samtidig være sikker på, at vi får et sikkert og effektivt produkt," siger Simon Buchwaldt- Nissen, director, Corporate Strategy.

Boligmarkedet er et eksempel på en anden mulig anvendelse af blockchainteknologien. X vil sælge sit hus og sætter det til salg på blockchainen. Y ser opslaget og anmoder X om at købe huset - på blockchainen. X accepterer Y’s tilbud, og de skriver begge under virtuelt, f.eks. med NemID, hvorefter algoritmen automatisk udfører transaktionen. Alle data om handelen bliver gemt i blokke og tilføjet til en kæde af data om huskøb, som vil stå der til evig tid. Og når Y vil sælge huset igen, så gentager man bare processen.

Nyt elektronisk pengesystem

Værdien af alle bitcoins i hele verden er siden januar 2017 steget fra 10 mia. til 70 mia. dollar. Det svarer til, at alle bitcoins lige nu er det samme værd som en tredjedel af Danmarks BNP i 2016. Så selvom bitcoins nu lever op til myndighedernes dokumentationskrav og derfor kan handles på lige fod med penge, så er der lang vej, før den digitale valuta rent mængdemæssigt kan konkurrere med nationale valutaer. Michael Grønager fra Chainalysis har sit bud på, hvad markedet mangler:

"Hvis det her økosystem af bitcoins og andre kryptovalutaer skal vokse, så skal der langt større pengemængder ind i det. Men før kapitalfonde gider investere, eller før man kan begynde at tilføre pensionsmidler, så skal systemet være helt gennemsigtigt," siger han.

Om bitcoins rent konkurrencemæssigt bliver ligestillet med nationale valutaer de næste år, handler altså om udbud og efterspørgsel. Det samme kan man sige om den bagvedliggende blockchainteknologi, som ifølge it-sektoren har potentiale til at revolutionere måden, vi bygger computerprogrammer til data- og værdioverførsel på.

Teknologien er nemlig aldrig blevet hacket, og den fjerner ifølge professor Jan Damsgaard, som forsker i digitale betalinger ved Copenhagen Business School, behovet for banker og andre mellemmænd ved transaktioner – hvilket netop var det oprindelige formål.

"Mellemænd vil ikke kunne tjene penge på blockchain-området i fremtiden. De må genopfinde sig selv gennem en digital transformationsproces. Det er svært – se bare på problemerne, som postvæsenet oplever i disse år," siger han.

Om Chainalysis

Chainalysis blev grundlagt i 2014 og er i dag verdens førende leverandør af anti-hvidvask software til bitcoins.

Virksomheden har i dag over 20 medarbejdere, som arbejder fra filialen i København eller hovedsædet i New York.

 

Forstå softwaren
  • Chainalysis kan finde ud af, om bitcoins er meldt stjålet ved at scanne deres unikke serienumre. Her kan de også se på blockchainen, hvilke handler specifikke bitcoins tidligere har været en del af.
  • Chainalysis kan finde ud af, om en sælger/køber før har været involveret i kriminalitet på bitcoin-netværket. Det kan de, fordi de har sendt bitcoins til alle tænkelige børser såvel som sorte markeder på nettet.
  • I disse handler har de skrevet alle de unikke referencenumre ned, som er dukket op på i blockchainens hovedbog og dannet en slags telefonbog over, hvilke referencenumre der hører til hvilke parter. De kan altså fortælle deres kunder, om de sikkert kan handle bitcoins med en bestemt part, fordi man kan spore både bitcoins og handlendes komplette historik i blockchain-netværket.