Photo: Bertel Henning Jensen

I fremtidens skanner skal man ikke ligge stille

Informationsteknologi Hardware og komponenter Medicin og medicoteknik Medicinske apparater og systemer
Seniorforsker Oline Vinter Olesen er i gang med at virkeliggøre en syv år gammel idé til en virksomhed med DTU, Harvard og Rigshospitalet i ryggen.

Det begyndte som en stille undren på Rigshospitalets gange. Her havde Oline Vinter Olesen sin daglige gang som specialestuderende i medicin og teknologi ved DTU og KU SUND. Hendes studie havde bragt hende ind i hospitalets klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET (Positron Emissions Tomografi), som dr. med. Liselotte Højgaard står i spidsen for. Her så hun, hvilke problemer man havde med patienter, der kom til at bevæge sig under skanningen - ikke mindst børn og neurologiske patienter med f.eks. Parkinsons sygdom.

”Da jeg observerede udfordringen, fik jeg den idé, at det kunne vi da gøre smartere. Hidtil har man nogle gange måttet ladet være med at skanne navnlig børn og patienter, der er tilbøjelige til at bevæge sig. Andre gange er man nødt til at bedøve patienten. Det kunne være optimalt, hvis det ikke længere var nødvendigt,” forklarer Oline Vinter Olesen.

Derfor søsatte hun udviklingen af det, der blev til ’Tracoline’ - et system, der registrerer patientens bevægelser i en skanner - med det sigte, at patienterne ikke længere behøvede at ligge fuldstændig stille. Oline Vinter Olesen forklarer:

"Det var en teknisk udfordring at lave et hardwaresystem, der kan fungere i et kraftigt magnetfelt, og som ikke ødelægger MR-billederne."
Oline Vinter Olesen, seniorforsker, DTU Compute

”Vi har lavet et computervision-system, som vi integrerer med medicinske skannere. Systemet er en modificeret overfladeskanner med tilhørende software, der registrerer, hvordan patienter bevæger sig. Vores produkt understøtter den første del, altså en robust og valid registrering af, hvordan patienten bevæger sig. Den næste del er at korrigere for bevægelsen. Og målet på den lange bane er en universal løsning til alle skannere, så de bevæger sig med patienten. Men allerede nu kan vi gøre en forskel.”

Harvard var med til ph.d.-forsvar

Oline Vinter Olesens tanker blev i første omgang omsat til en erhvervs-ph.d. i samarbejde med Siemens.

”Da jeg forsvarede min ph.d., var Dr. Bruce Rosen, der bl.a. er tilknyttet Harvard University og Massachusetts General Hospital, tilfældigvis til stede. Efterfølgende spurgte han, om jeg kunne udvikle et system, der også virkede til en MR-skanner. Det kunne man jo næsten ikke sige nej til,” erindrer hun.

Sagen er nemlig, at de magnetiske MR-skannere er svære at integrere med eksternt elektronisk hardware på grund af påvirkningen fra den magnet, som er kernen i en MR-skanner. Den knude gik Oline Vinter Olesen straks i gang med at løse.

”Det var en teknisk udfordring i at lave et hardwaresystem, der kan fungere i et kraftigt magnetfelt, og som ikke ødelægger MR-billederne. Samtidig havde det et stort kommercielt perspektiv. Begge dele motiverede mig til at gå i gang,” siger Oline Vinter Olesen.

Prototype på Riget

I dag er udviklingen af produktet kommet så langt, at det er blevet til virksomheden TracInnovations, hvor Oline Vinter Olesen sammen med en kommerciel partner og en softwareudvikler skal kommercialisere idéen og produktet. Det har indtil videre ført til en prototype, der bliver anvendt på Rigshospitalet med positive resultater. Desuden er der et nært samarbejde med både DTU, Harvard University og Massachusetts General Hospital, der har tilkendegivet, at de ønsker næste prototype. Idéen til at kommercialisere projektet har egentlig hele tiden været der, forklarer Oline Vinter Olesen:

”Jeg har altid gerne villet gøre en forskel og løse nogle konkrete problemer for en bred patientgruppe. Jeg vil gerne lave noget, som kan stå ude på hospitalerne og blive brugt, og det er nu lykkedes,” siger hun, men modererer med det samme:

”Der står nu ét system på ét hospital. Jeg bliver først rigtig stolt, når der står ti systemer - eller hundrede. Det er det, der driver mig frem.”

For at komme i gang med første del af kommercialiseringen har der været fokus på at skaffe kapital, og det er nu lykkes at få en kombination af offentlige midler og privat investorkapital. Så Oline er klar til næste fase med videreudvikling af Tracoline og virksomheden TracInnovations.