Nu udvides Østerild og Høvsøre

Vindenergi Energi

Udvidelsen af de to testcentre i Jylland er blevet godkendt i Folketinget. Loven om udvidelsen træder i kraft 1. juli 2018. Fra 2019 vil nye vindmøller blive testet i Østerild

Inden længe bliver de to vindmølletestcentre i henholdsvis Østerild og Høvsøre udvidet. Tirsdag blev det nemlig besluttet i Folketinget, at de to centre begge skal udvides med to testpladser, så det i fremtiden vil være muligt at teste ni vindmøller i Østerild og syv vindmøller i Høvsøre. Konkret udvides Østerild i Thy med en vindmølle nord for de eksisterende syv testvindmøller samt en vindmølle syd for.

Større vindmøller
Samtidig bliver det muligt at placere vindmøller, der er større end hidtil. I Østerild vil man kunne teste vindmøller på op til 330 meter i totalhøjde, dvs. fra jord til øverste vingespids. Indtil nu har det været muligt at teste op til 250 meter høje vindmøller i Østerild.

Også i Høvsøre bliver der ændret på størrelsen af vindmøllerne. I dag er det muligt at teste vindmøller op til 165 meter, mens det i fremtiden vil være muligt at teste vindmøller på op til 200 meter.

Forventes klar i 2019
Vindmøllebranchen kan fra 2019 teste og afprøve fremtidens vindmøller i Østerild, mens man i Høvsøre må vente lidt længere. Her afventer udvidelsen nemlig en endelig blåstempling af Natura-2000 i EU-Kommissionen. Det sker, da den sydligste af de to nye standpladser vil blive placeret i et Natura-2000 område, der er underlagt EU-beskyttelse. Med placeringen af teststanden i Natura-2000 området vil der blive foretaget færre ekspropriationer.