Fablabs gipsprinter arbejder på to kopier af modellen til højre i billedet. Foto: Thorkild Christensen

Det fabelagtige 3D-laboratorium er åbent

Maskinkonstruktion Innovation og produktudvikling

Med DTU Fablabs 16 3D-printere kan de studerende gøre sig til dygtigere innovatører.

3D-print er en teknologi med stor fascinationskraft. Det beviste de over 100 gæster ved åbningen af Fablab, der er DTU’s nye åbne laboratorium for 3D-print. Blandt de besøgende var også rektor Anders Bjarklev og bachelordekan Martin Vigild. De tre nyindrettede lokaler i bygning 414 var stuvende fulde af nysgerrighed, da institutdirektør på DTU Mekanik, Henrik Carlsen, mandag eftermiddag åbnede indvielsen.

”Vi må indse, at Danmark næppe bliver et konkurrencedygtigt masseproduktionsland igen. I stedet bør vi satse på at skabe en mere adræt, innovativ og bæredygtig produktion, og her kommer 3D-print og vores nye Fablab ind i billedet,” sagde han.

Institutdirektøren mindede om, at mange kalder 3D-print for starten på den tredje industrielle revolution, og at det derfor er vigtigt at give de kommende ingeniører mulighed for at lege med teknologien.

Værkstedet skal fungere som en åben printshop for de studerende, der vil afprøve skalamodeller eller bygge fuldt funktionsdygtige dimser. Samtidig vil gymnasieklasser her blive budt indenfor i 3D-printens fascinerende verden og på den måde lære om DTU’s uddannelser og livet som ingeniør. Lige nu er syv af de 16 printere installeret, og de sidste forventes at være på plads i løbet af marts

Se ingeniøren.dk's omtale af DTU's Fablab her.