Foto: Colourbox

National vindtunnel til DTU

tirsdag 15 maj 12

Kontakt

Anders Overgaard Bjarklev
Rektor
45 25 10 00

Uddannelsesministeriet offentliggør i dag beslutningen om at etablere en ny national vindtunnel ved DTU Risø Campus med et samlet budget på 74 millioner kroner. Vindtunnellen skal blandt andet bidrage til udvikling af de kommende generationer af vindmøller.

Vindtunneller anvendes til undersøgelse af strømninger omkring blandt andet bygninger, biler, fly, skibe og vindmøller. Der findes allerede en række af dem i Danmark, men før nu har ingen kunnet leve op til de fremtidige forskningsmæssige krav, som må stilles ved udviklingen af morgendagens vindmøller.

Vindtunnellen vil derfor være en stor gevinst på vindenergiområdet, hvor Danmark i forvejen har stor forskningsmæssig og industriel ekspertise, og hvor DTU gennem mange år har været førende.

”Hvis man skal sikre Danmarks fremstående forskningsposition på vindenergiområdet, er det helt afgørende, at forskningsinstitutioner og virksomheder kan tilbydes adgang til en konkurrencedygtig infrastruktur. Vi er derfor ualmindeligt glade for, at det nu er blevet besluttet at lade DTU stå for realiseringen af en national vindtunnel, og at vi på den måde er med til at understøtte videreudviklingen af Danmark som et kraftcenter for forskning og uddannelse inden for bæredygtige energiteknologier,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.

Vindtunnellen vil være ejet af DTU, mens etablering, drift og udvikling af vil foregå i et bredt samarbejde med private og offentlige brugere. Ministeriet bevilger 40 millioner kroner til byggeriet, som suppleres af 14 millioner kroner fra Region Sjælland og 20 millioner kroner fra DTU. Dermed når det samlede budget for etableringen af vindtunnellen op på 74 millioner kroner.

Læs mere i pressemeddelelsen på Uddannelsesministeriets hjemmeside her.

Relaterede Videoer  

Vis flere