100 DTU-studerende indtager Roskilde Festival

torsdag 25 jun 15

Kontakt

Martin Etchells Vigild
dekan
45 25 10 09

Om samarbejdet:

  • I 2010 indgik Roskilde Festival og DTU et formelt samarbejde om at benytte festivalen som et fremtidslaboratorium og skabe innovative ingeniørløsninger på nogle af festivalens udfordringer.
  • De studerende optjener fem ECTS-point i løbet af projektperioden.
  • Samarbejdet har blandt andet medvirket til, at DTU-studerende, der står bag startup-virksomhederne Volt, DropBucket, Kubio og PeeFence, har haft en platform for at afprøve deres teknologi, inden de startede virksomheden.
  • DTU’s egen dækning kan følges på http://www.dtu.dk/

Pressekit

Download pressekit med beskrivelser af projekterne: 

dtu.dk/rf-presse

Roskilde Festival samarbejder igen i år med DTU om at finde ingeniørløsninger på de udfordringer, der opstår, når 130.000 mennesker samles på ét sted.

En gang om året er Roskilde Festival med sine over 130.000 indbyggere Danmarks fjerdestørste by. Og netop fordi denne by bygges op og pakkes væk i løbet af ganske kort tid, opstår der en lang række ingeniørmæssige udfordringer. For eksempel hvordan man sikrer, at det affald, der produceres, bliver bortskaffet på den mest bæredygtige måde, eller hvordan man kan mindske el- og vandforbruget.

For blandt andet at imødegå de udfordringer har Roskilde Festival siden 2010 samarbejdet med DTU-studerende om at skabe en endnu bedre og mere bæredygtig festival.

Således også i år, hvor omkring 100 studerende vil bidrage med en lang række projekter, der spænder fra køling, over affaldshåndtering og akustik, til et lokalt smart grid, som måske en dag kan gøre festivalen uafhængig af strøm udefra. Det betyder, at festivalgængerne vil støde på DTU-projekter ude på campingområdet, hvor der blandt andet er forsøg med bedre skiltning og mere effektiv sortering af affald.

Når festivalen åbner, får de også mulighed for at besøge DTU’s TechLab, hvor de studerende hver dag vil fortælle om deres projekter og blandt andet invitere publikum til at bygge deres eget klimavenlige køleskab. Alt sammen løsninger, der skal være med til at gøre forholdene på festivalen endnu bedre, samtidig med at den bliver grønnere.

”At gøre en by som Roskilde Festival stadig mere bæredygtig er et konstant og kæmpestort projekt. Samarbejdet med de studerende fra DTU hjælper os med at lokalisere de steder, hvor det giver bedst mening at sætte ind, samtidig med at de kommer med gode idéer til, hvordan vi kan gøre det,” siger talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde.

”DTU-projektet PeeFence gav os for eksempel sidste år et rigtig godt bud på, hvordan vi får urin væk fra hegnene, og det projekt arbejder vi videre med i 2015. På den måde handler samarbejdet også om at hjælpe unge talenter på vej. Det har vi for eksempel set meget flot med både mobilopladeren VOLT og den bæredygtige affaldsløsning DropBucket, der begge startede som DTU-projekter. Det er et andet aspekt af samarbejdet, som vi er meget stolte af,” siger hun.

"Samarbejdet med de studerende fra DTU hjælper os med at lokalisere de steder, hvor det giver bedst mening at sætte ind, samtidig med at de kommer med gode idéer til, hvordan vi kan gøre det"
Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival

Samarbejdet mellem Roskilde Festival og DTU har kørt siden 2010, og dekan på DTU, Martin Vigild, som var en af initiativtagerne til samarbejdet, er meget glad for, at DTU-studerende som led i deres uddannelse har mulighed for at bruge Roskilde Festival som laboratorium for deres gode idéer:

”På DTU har vi stort fokus på, at vores studerende er innovative og entreprenante. Det er det, de skal leve af, når de er færdige. Det er en ingeniørs fornemste opgave at kunne skabe løsninger, hvor der er behov - og at kunne gøre det i tæt samarbejde med en aftager. Roskilde Festival er det perfekte laboratorium for vores studerende, både fordi omgivelserne stiller meget store krav til deres løsninger, og fordi vi gennem alle årene har haft en tæt dialog med festivalen, samtidig med at de rent faktisk bruger de studerendes idéer og resultater som en del af deres videre arbejde,” siger Martin Vigild.

Mød de studerende, og hør mere om deres projekter i TechLab mellem Pavilion og Avalon.

Download pressekit med beskrivelser af projekterne: dtu.dk/rf-presse

TechLab har åbent onsdag 16-20 og torsdag til lørdag 12-20.

DTU’s journalister vil være til stede under hele festivalen og kan kontaktes for yderligere oplysninger om projekterne: 

Tore Vind Jensen, 3026 7710 / tovi@adm.dtu.dk  
Henrik Larsen, 2020 9523 / 
hkln@adm.dtu.dk  

For yderligere oplysninger om samarbejdet mellem Roskilde Festival og DTU kontakt en af DTU’s journalister eller Roskilde Festivals presseservice: 3010 8281 / press@roskilde-festival.dk