Studerende fra hele verden dystede om den grønneste ide

mandag 27 jun 16

Kontakt

Martin Etchells Vigild
dekan
45 25 10 09

Kontakt

Bente Rasmussen
Kommunikationskonsulent
DTU Learn for Life
45 25 12 15

Læs mere

Læs mere om et af vinderprojekterne på DTU Byg's website:"Genbrug af bygningskomponenter gavner både miljø og byggeomkostninger".
DTU har afholdt sin femte Grøn Dyst-konkurrence, hvor mere end 270 ingeniørstuderende præsenterede deres ideer og projekter, der kan føre til en mere bæredygtig verden.

Studerende fra Sydkorea, Kina, Singapore og en række europæiske lande som bl.a. Holland, Tyskland, Finland og Storbritannien stillede op side om side med DTU-studerende ved Grøn Dyst 2016 fredag den 24. juni. Tilsammen præsenterede de over 100 projekter, og holdet bag hvert projekt skulle overbevise 27 dommerpaneler om, at lige præcis deres bæredygtige projekt var en præmie værd.

Fårekyllingfarme, orme og asfalt

Ideerne spændte fra etablering af fårekyllingefarme til bekæmpelse af underernæring i u-lande, over hvordan man fjerner uønskede orme i vandværkers sandfiltre, til mere slidstærk asfalt ved hjælp af ståluld og flyveaske. Det er femte gang, at DTU afholder Grøn Dyst, som giver de studerende anledning til at bruge deres ingeniørstudier til at tænke i bæredygtige baner.

Verden har brug for ingeniører

Christine Antorini (S), Formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget, holdt åbningstalen og sagde bl.a. til de dystende ingeniørstuderende:

”Vi har et ansvar for at sikre de kommende generationer ren luft og rent vand, samt tilstrækkelig med energi og mad. Og det er her, at I kommer ind i billedet. Jeg er overbevist om, at teknologi er løsningen på flere af vores miljøudfordringer. Som ingeniører har I kompetencerne til at anvende teknologien til disse formål. Danmark og resten af verden har brug for flere af jeres slags.”

Dommerpaneler med ind- og udenlandske eksperter
"Bæredygtighed er ikke en specifik uddannelse på DTU. Det er noget, der er i ingeniørfagets DNA. Det er et instinkt."
Dekan Martin Vigild, DTU

De grønne ingeniørstuderende pitchede i løbet af dagen deres ideer og projekter over for dommerpanelerne, der bestod af bl.a. virksomhedsledere, professorer fra ind- og udland, politikere bl.a. Lyngby-Taarbæk borgmester, Sofia Osmani, samt tidligere vindere af Grøn Dyst.

Projekterne var inddelt i otte kategorier, og der blev uddelt 1., 2. og 3.-præmier i hver kategori. Præmierne blev overrakt af Sydkoreas ambassadør i Danmark, Young-sam Ma.

Se vinderne her.

Plads til sjov og hygge

Dagen rummede ikke kun hårdt arbejde, pitches og points; der var også plads til underholdning med trylle-standup-manden Rune Klan, og ved aftenstide blev grillen tændt i Grønnegården med DJ og senere en lille intimkoncert singer/songwriter Annika Aakjær.

Samarbejdspartnere besøger DTU Aqua og Østerild

af Christina Tækker 

Tre af DTU’s tætte samarbejdspartnere fik sig en ekstra oplevelse, da de besøgte DTU den 23.-24. juni. Ud over at de medvirkede som dommere i Grøn Dyst, havde DTU-dekan Martin Bendsøe inviteret dem til Jylland for at besøge forskningsstationerne DTU Aqua og Det Nationale Testcenter For Vindmøller i Østerild.

Dommerne kommer fra de strategiske partneruniversiteter Korea Advanced Institute of Science & Technology (KAIST) og Nanyang Technological University i Singapore (NTU) og tæller professor Steve Ahn, vicepræsident Er Meng Hwa og seniorforsker Dr. Narasimalu Srikanth.

På rundturen var der bl.a. oplæg om det nye forsøgsanlæg til produktion af åleyngel i Hirtshals. Bag anlægget står EEL-HATCH-konsortiet, som støttes af Innovationsfonden og ledes af DTU Aqua. Desuden gik turen forbi Thisted for at besøge Østerild. Programmet var sat op som en del af DTU’s relationspleje i forhold til strategiske internationale partnere med henblik på at synliggøre rækkevidden af DTU’s forskningsaktiviteter og kompetencer. Kontorchef Anne Mette Holt var vært på turen.


Relaterede Videoer  

video thumbnail image