NTNU Gløshaugen Campus, Trondheim. Foto: Erik Børseth, Synlig design og foto as/NTNU Info

Topmøde om universiteters betydning for samfundet

onsdag 08 jun 16

Kontakt

Martin P. Bendsøe
Professor Emeritus
21 36 27 13

Kontakt

Marianne Thellersen
Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab
45 25 10 08

Kontakt

Lars Kolind Jensen
Chefkonsulent
Afdelingen for Forskning og Relationer
45 25 12 62
Fem førende tekniske universiteter i Norden er samlet for at diskutere universiteternes bidrag til samfundet, og hvordan man måler det.

Den strategiske alliance af fem tekniske universiteter i Norden - også kendt som Nordic Five Tech (se mere i faktaboks nedenfor) - er i disse dage samlet i Trondheim, Norge, til topmødet ”Nordic Summit on Universities for Impact”. Topmødet samler ud over universiteterne også repræsentanter fra industri, regeringer samt forsknings- og innovationsmiljøer.

DTU-koncerndirektør åbner topmødet

DTU’s Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab, Marianne Thellersen, var en af topmødets to åbningstalere:

”Universiteternes rolle og bidrag til samfundet er højt på den politiske dagsorden. Regeringerne har høje forventninger og tillid til, at universiteterne kan spille en central rolle i vores samfunds innovation og forvandling. Samtidig sætter regeringerne spørgsmålstegn ved afkastet på investeringer i forskning i forhold til behovet for at støtte sundhedssektoren eller infrastrukturprojekter. En sådan sammenligning er selvfølgelig svært, og derfor er vores mål med dette topmøde at udvikle en fælles forståelse af, hvordan universiteterne bidrager til samfundet, samt diskutere hvordan dette kan omsættes til politisk strategi.”

10 års jubilæum for Nordic Five Tech

Topmødet omfatter oplæg og workshops, hvor også universiteternes eksempler på best-practice inden for samarbejde mellem universiteter, industri og samfund præsenteres.

Topmødet afholdes i anledning af 10 års jubilæet for Nordic Five Tech-alliancen.

Nordic Five Tech (N5T)

Nordic Five Tech (N5T) er en eksklusiv, strategisk alliance mellem de fem førende tekniske universiteter i Norden:

  • Kungliga Tekniska Högskolan, KTH i Stockholm
  • Norges Teknisk Naturvitenskapelige Universitet, NTNU, i Trondheim
  • Aalto Universitetet i Helsinki
  • Chalmers Tekniska Högskolan i Gøteborg
  • Danmarks Tekniske Universitet

Målet med alliancen er at udnytte fælles styrker og skabe synergi i uddannelse, forskning og innovation. Alliancen samarbejder om syv kandidatuddannelser og samt ph.d.-uddannelser.


Læs mere om alliancen og samarbejdet på N5T’s website.