Danfoss og DTU i partnerskab med internationale ambitioner

torsdag 12 jun 14

Kontakt

Jacob Østergaard
Professor, Centerleder
DTU Elektro
45 25 35 01

Yderligere informationer

Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88
Danfoss og Danmarks Tekniske Universitet har netop indgået et strategisk partnerskab. Målet er innovation og forskning på internationalt topniveau inden for fremtidens intelligente energisystem.

Over de næste fem år vil Danfoss med samlet 10 millioner kroner sikre, at DTU’s Center for Electric Power & Energy kan forske fokuseret i fremtidens intelligente komponenter og energiløsninger. Beløbet betales dels af selve Danfoss og dels af fonden bag selskabet, Bitten og Mads Clausens fond. Partnerskabet har det som sit erklærede formål at skabe banebrydende, international forskning, der kan imødekomme fremtidens øgede behov for effektive og bæredygtige energisystemer.

Kim Fausing, koncerndirektør og COO hos Danfoss, fortæller, hvorfor industrikoncernen er gået ind i partnerskabet:

”Vi har i forvejen en række gode partnerskaber med danske og internationale universiteter. Men muligheden for at fokusere på netop dette område sammen med DTU fik os til at skrue yderligere op for engagementet. Dygtige danske ingeniører, ikke mindst fra DTU, er en stor del af forklaringen på, at vi i dag er verdensførende inden for energieffektivitet. Hvis vi skal fastholde den position også i fremtiden, kræver det et løft af forskningen. Derfor giver det både samfunds- og forretningsmæssig mening for os at støtte op.”

"Dygtige danske ingeniører, ikke mindst fra DTU, er en stor del af forklaringen på, at vi i dag er verdens- førende inden for energieffektivitet."
Kim Fausing, koncerndirektør og COO hos Danfoss

Og prorektor ved DTU Henrik Wegener tilføjer: ”Det er meget glædeligt, at Danfoss vælger at indgå i et langvarigt og strategisk samarbejde med et af DTU’s centre. Samarbejdet understøtter DTU’s satsning på perspektivrige teknisk-naturvidenskabelige forskningsfelter, særligt begrundet i samfundsnytte, erhvervsrelevans og bæredygtighed.”

Partnerskabet medfører samarbejde mellem DTU’s forskere og Danfoss’ eksperter inden for en række områder. Blandt andet vil der blive lagt vægt på udvikling inden for system- og net-integration af komponenter i energisystemet, intelligent distribueret energistyring, fleksibelt forbrug og samtænkning af energiformerne el, gas og varme.

Kort sagt de aspekter, der skal spille sammen i fremtidens intelligente og effektive energisystem.

Hos Center for Electric Power & Energy ved DTU Elektro ser institutdirektør Kristian Stubkjær frem til partnerskabet: ”Det er en stor glæde for os, at Danfoss som en af landets største virksomheder går ind i dette partnerskab med os. Elektrisk energi vil spille en stadig stigende rolle, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan komme op med løsninger, der er skræddersyet til fremtidens intelligente el-net.”

Som følge af partnerskabet er to Danfoss-repræsentanter indtrådt i centerkomitéen.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere