Renoveringen auditoriebygning 116 udnytter de eksisterende kvadratmeter bedre, skaber studiemiljøer i verdensklasse og inviterer samfundet udenfor til at blive en del af livet på DTU Lyngby Campus.
Renoveringen er samtidig sket med et bæredygtigt sigte, hvor materialer er blevet genbrugt og energiforbruget reduceret markant. Som f.eks. det originale skifergulv, der er bevaret og repareret, stolene i auditoriet, der er blevet ompolstret og de originale Lundtoftearmaturer, der har fået installeret LED-lys.
Under renoveringen har der været stort fokus på at skabe et sundt arbejdsmiljø både for håndværkerne på pladsen og bygningens brugere efterfølgende. Der er derfor valgt materialer med en minimal miljøpåvirkning. Undervejs har der været inddraget en række specialister og eksperter for at få de bedste løsninger i forhold til farvesætning, lys og bæredygtighed.
Den ambitiøse tilgang til renoveringen er nu blevet belønnet med en nominering til Renoverprisen, som uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
”Vi er stolte over anerkendelsen, som viser, at renoveringen rækker langt ud over DTU’s mure. Vi har skabt et studiemiljø i international særklasse og har samtidig åbnet bygningen op, så vi kan invitere resten af byen indenfor til debataftener, koncerter og bogreceptioner,” siger campusdirektør på DTU, Anders B. Møller.
Prestigefyldt pris
Renoverprisen er en af byggeriets mest prestigefyldte priser, og i år var 144 projekter indstillet til prisen. Nu er i alt 9 projekter udvalgt i 3 kategorier, og auditoriebygning 116 er en af de nominerede til prisen inden for kategorien institutionsbyggeri.
Baggrunden for indstillingen af DTU til prisen er, at renoveringen har åbnet bygningen op med store glaspartier og bedre forbindelser til campus og resten af Lyngby. Mørke garderoberum er forvandlet til lyse inspirerende studiemiljøer, og de brede gangarealer er udnyttet til imødekommende og uformelle læringsmiljøer.
De enkelte holdlokaler har også fået et moderne udtryk, ligesom bygningens auditorier er blevet opgraderet med bedre udstyr og en mere tidssvarende indretning, der inspirerer til større interaktion mellem de studerende og underviseren. Samtidig er der passet på den oprindelige arkitektur, der på nogle områder er ført tilbage til udgangspunktet med et mere enkelt materialevalg.