Energibevarelse

Energibevarelse er en af de mest fundamentale fysiske love. Loven om energibevarelse siger at energi ikke kan opstå eller gå til grunde, men er konstant. Eller sagt på en anden måde: den samlede energi af et lukket system er bevaret, dvs. den ændrer sig ikke med tiden.

Det kan umiddelbart synes at stride mod vores dagligdags erfaringer: Bolden der trilles hen ad græsplænen, holder til sidst op med at bevæge sig og ligger stille, dvs. dens kinetiske energi er blevet formindsket. Men det skyldes, at der virker gnidningskræfter på bolden der efterhånden omdanner den kinetiske energi til friktionsvarme, dvs. til uordnet bevægelse af molekylerne i bolden, græsset og den omgivende luft. Hvis man holder styr på alle de forskellige energiformer der indgår, vil man opdage at den samlede energi faktisk ikke har ændret sig.

Jorden er ikke et lukket system, da den modtager strålingsenergi fra Solen og selv udstråler energi til verdensrummet. Jordens samlede energi er imidlertid meget nær konstant, da den udstråler næsten lige så meget energi som den modtager (forskellen er det der i sidste ende driver den globale opvarmning). Man kan derfor spørge sig selv om hvorfor man har energikriser og får at vide at man skal spare på energien.

Det skyldes at ikke alle slags energi er lige meget værd.