Bygning 306 - nye eksperimentelle læringsrum

Ombygningen af auditorierne i bygning 306 omfatter en transformation af fire auditorier til to store eksperimentelle læringsmiljøer.

Matematiktorvet er med de mange undervisningsbygninger en hovedpulsåre for studerende og studieliv på DTU, hvor ny arkitektur blander sig med Koppels klassiske auditoriebygninger omkring torvet. Renoveringen af auditorierne i bygning 306 er del af DTU store plan om en modernisering og renovering af alle auditoriebygningerne på Lyngby Campus.

Ombygningen af auditorierne i bygning 306 omfatter en transformation af fire traditionelle auditorier tæt på foyerområdet, som omdannes til to store eksperimentelle læringsmiljøer. Lokalernes nuværende podieopbygning nedlægges og rummene udformes og indrettes fleksibelt, så de nemt kan tilpasses forskellige holdstørrelser, undervisningsformål og eksperimenter.

De to eksperimentelle læringsrum får et råt værkstedslook, der skal invitere til at prøve nyt, da der ikke er faste opstillinger til specifikke forsøg - det er en legeplads og et værksted. De to store rum har plads til samlet 150 studerende og skal også kunne bruges samlet på tværs af gangen Rumhøjden vil kunne udnyttes til forsøg via balkon fra gangen.

Derudover omfatter projektet en renovering af bygningens øvrige fire traditionelle auditorier, der blandt andet skal give forbedret lys, akustik og luftforhold.

Renoveringen af bygning 306 betyder også at der bliver åbnet op med glasdøre mellem auditorier, fælles- og foyerområder. I stueplan ved den sydlige gavl etableres ny trappe i gangarealet der fører til 1 sal, hvilket både vil betyde en lettere og bedre adgang til auditorierne og optimering af flugtvejsforhold. Desuden etableres en ny ud- og indgang i sydgavlen, der skaber direkte forbindelse til et af DTU’s nye tværstrøg mellem bygning 307 og den nye bygning 310 og til det flow af liv, der udfolder sig mellem bygningerne. 


Fakta

Bygherre: DTU
Areal: ca.2.500 m2
Budget: ca. 55,9 mio. kroner 
Arkitekt: Rørbæk & Møller
Ingeniør: EKJ 
Entreprenør: NHH

Kontakt

Marina Cholakova
Projektleder
CAS
93 51 19 60

Kontakt

Lars Robert Kruse
Projektleder
CAS
45 25 13 01