Årsfesttale 2002

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 3. maj 2002.

Samfundets behov for universiteternes produktion af forskningsresultater og højt kvalificerede kandidater, af ny teknologi og innovation er fortsat voksende. Og forståelsen for, at de offentlige bevillinger bør stige betydeligt, er lige så udbredt som erkendelsen af, at det er svært af finde finansieringen.

Universiteter fungerer imidlertid ikke som produktionsmaskiner, hvor produktionen, der kommer ud, er lige så stor som mængden af råvarer, der går ind. Tit synes debatten – også fra universiteternes side – at antyde denne enkle sammenhæng. Man råber på flere ressourcer, som om det var en naturlov, at flere penge giver tilsvarende flere resultater. Sådan er det ikke for universiteter, eller for den sags skyld mange andre samfundsinstitutioner, men det er en udbredt myte, så udbredt, at man ofte måler ”aktiviteten” i ”ressourceforbruget” og ikke i den reelt producerede ydelse. På universiteter, både nationalt og internationalt, kan man se, at det er højst forskelligt, hvad der kommer ud af de tilførte - typisk offentlige – midler. Hvor forskningens kvalitet eller kvantitet i forvejen er ringe, fører flere ressourcer i reglen til skuffende resultater. I en institution med dårlig arbejdsmoral vil ressourcerigelighed kunne gøre mere skade end gavn, og det gælder også et universitet. Universiteter med middelmådigt omdømme har svært ved at tiltrække stærke forskere og undervisere i en vækstsituation. Uden aktiv ledelse på alle niveauer vil anvendelsen af ressourcerne være præget af tilfældighed eller regelstyring, - og begge dele er lige slemt. Skal flere ressourcer udnyttes effektivt, kræver det et igennem mange år opbygget grundlag, dvs. etablerede faglige miljøer, samt fremadrettede rammebetingelser, der muliggør effektiv ledelse.

DTU er i dette perspektiv i en meget misundelsesværdig situation. Vi har faktisk et berettiget godt international omdømme som et førende teknisk naturvidenskabeligt universitet. Inden for områder som nanoteknologi, bioteknologi, telekommunikation og teknisk matematik er vi blandt de førende i Europa, og målt på vores publikationsmængde og citationer har vi høj kvalitet og produktivitet. Jo, såvel talent som arbejdsmoral er til stede, og med den nye DTU-lov er muligheden for ledelsesmæssig ageren væsentligt forbedret. Nu kan der i et egentligt ledelsessystem træffes beslutninger og bæres ansvar, - for så vidt styringen ikke kommer udefra.

I den forbindelse skal jeg ikke undlade at påpege, at i det omfang universiteternes ressourcer stammer fra øremærkede programmidler udefra og typisk endda med krav om intern medfinan­siering, ja så er ledelsens muligheder tilsvarende begrænsede. Andre begrænsninger ligger i, at universiteterne er bundet af statens løn- og ansættelsespolitik, er underlagt ministeriel godkendelse af nye uddannelsestiltag og tvinges til harmoniseringer, der står i vejen for nytænkning.

Ønsker man at høste de store fordele ved selvstændiggørelse af universiteterne, dynamisk udvikling af forskning og undervisning, professionalisering af ledelsen, så må samfundets styringsmekanismer afspejle dette: størst muligt ansvar og kompetence må ligge på universiteterne. Dette betyder helt konkret, at bevillingerne skal gøres frie fremfor bundne, og at regler skal erstattes med mål. Altså et opgør med den tanke, at embedsmænd i et ministerium nok er bedre til at styre udviklingen end de ledelser, der sidder på universiteterne, og som faktisk har gjort det til deres profession at have forstand på forskning, undervisning og universitetsdrift. Og i vores tilfælde med en bestyrelse med eksternt flertal som overordnet ledelsesorgan.

Dette betyder ikke, at vi er nærtagende med efterfølgende at blive kontrolleret i, hvorledes vi har forvaltet de betroede midler og det ledelsesmæssige råderum. Tværtimod, vi går gerne til eksamen og bliver bedømt på, hvad vi har opnået. Og her kommer ministeriets embedsmænd selvsagt ind til at arrangere peer review, benchmarking m.v. og sammenstille resultaterne til minister og Folketing, så man på borgernes vegne kan se, hvad man har fået for deres penge.

På DTU går vi gerne foran med at tage ansvar for aktiv universitetsudvikling, foretage omdisponeringer, satse på lovende forskningsområder, skære det forældede væk, udvikle uddannelserne, imødekomme erhvervslivets behov for efteruddannelse m.v.

Tilbage til produktionsmaskinen. Analogien holder altså ikke, for ikke alle universiteter får lige meget ud af de tilførte midler. DTU stiller gerne op til en national og international sammenligning og står til regnskab for, hvor meget vi har fået ud af de midler, samfundet stiller os til rådighed.

På ét punkt holder analogien dog, og det gælder karakteren af produktionen. Der kan f.eks. ikke produceres æblemost af appelsiner eller appelsinjuice af æbler. Således er det også med universiteter, der kan ikke produceres teknisk videnskabelige resultater ved teologisk forskning eller omvendt. Og her ligger der et væsentligt prioriteringsspørgsmål, som universiteterne ikke selv kan løse. Hvilken type forskning skal styrkes relativt mest på bekostning af andre. Alle rektorer og dekaner ser naturligvis gerne netop deres universitet eller fakultet tilgodeset, ligesom forskningsrådsformænd alle ønsker deres område styrket.

At vi i Danmark skal have aktiviteter i alle hovedområder: naturvidenskab, teknisk videnskab, lægevidenskab, humaniora, samfundsvidenskab m.v., det kan der hurtigt skabes enighed om. Men fastsættelsen af det relative omfang må foretages af landets politikere, hvor de afvejer, hvorledes skatteborgerne får mest for pengene, hvorledes fremtiden sikres. Og det er ikke ligegyldigt, hvor der satses.

Værdi skabes, når nye produkter kan sælges med fortjeneste til en pris, der er lavere end værdien for køberne.

Det er det, der gør, at sælger tjener penge samtidig med, at køber føler sig rigere. At dette kan lade sig gøre synes måske næsten selvmodsigende, men ikke for ingeniører. Det er netop vores profession at skabe sådan merværdi, og det sker på et teknisk naturvidenskabeligt grundlag.

Teknisk videnskab og naturvidenskab er ikke det samme. De er beslægtede og giver gensidigt næring til hinanden, men er principielt nærmest modsatrettede. Naturvidenskab handler om at observere og forstå naturen og dens lovmæssigheder. Teknisk videnskab handler om at udnytte naturlovene og ved syntese skabe noget, som er nyttigt, noget der gavner os som mennesker.

Teknologiens udnyttelse af naturvidenskaben er baggrund for de fremskridt og den velfærdsstigning, der har fundet sted gennem de seneste århundreder. Uden denne, ingen industrialisering, ingen velfærdsstater, ingen rigdom og overskud til sygdoms- og fattigdomsbekæmpelse, til kunst og kultur, til underholdning og luksus, og ingen mulighed for at løse de miljøproblemer, som væksten også har ført med sig.

Naturvidenskabelig indsigt er imidlertid kun indsigt og ikke af nytteværdi, før den tekniske videnskab transformerer indsigt til innovative produkter. Derfor er erhvervslivets succes helt betinget af, at der til stadighed skabes nye teknologiske løsninger til nye produkter og serviceydelser. Derfor er det også helt naturligt, at DTU er et erhvervsrettet universitet, hvis formål det er at uddanne højt kvalificerede ingeniører til erhvervs- og samfundsliv, og også på anden måde overføre forskningsbaseret teknologi til erhvervslivet. Det gør vi med glæde, uden at vores akademiske frihed som universitet lider overlast herved. Tværtimod giver industrikontakten inspiration til den teknisk videnskabelige forskning. Hermed også være sagt, at teknisk videnskabelig forskning ikke er forskning på lige fod med alle andre forskningsområder. Uden teknisk videnskabelig forskning bliver det svært at se, hvordan regningen for al anden forskning på længere sigt skal blive betalt. Og det ville være ærgerligt af mange grunde. Een af dem er, at vi alle – også ingeniører - helst vil leve et fuldt og varieret liv, der nyder godt af andre områders resultater inden for kunst og kultur, oplevelser og samfundsliv, fællesskab og gensidig omsorg. Men regningen skal altså betales.

Også i dette lys står DTU i en misundelsesværdig position. Vi arbejder med noget af det mest spændende – og krævende – man kan beskæftige sig med. Og det er nyttigt, ikke blot således at vore studerende kan få et godt job som ingeniører, men nyttigt for erhvervslivet og hele det danske samfund. Idéen om den praktiske nytte går helt tilbage til DTU’s stiftelse som Den Polytekniske Læreanstalt i 1829. Idéen var fra starten at nyttiggøre de naturvidenskabelige landvindinger i praksis, civilt som militært, i håndværk, til fabrikation og ved anlæg, kort sagt i tekniske anvendelser.

Af en eller anden grund er det imidlertid, som om prestigen ved at være ingeniør er faldet i forhold til tidligere. Det er egentlig besynderligt i betragtning af, at efterspørgslen efter ingeniører er større end nogensinde og forventes at stige yderligere fremover. Det er også uforståeligt i lyset af, at vi alle omgiver os med - og tit ligefrem er duperede af - teknologiske frembringelser, som ikke bare letter vores hverdag, men giver den mere indhold og større glæder.

Vores profession er af nogen blevet gjort synonym med en samling nørder, der er særdeles dygtige til deres kolde, fjerne og nærmest ubegribelige fag. Dette billede skal vi ikke vedkende os. I det hele taget skal vi ikke lade os sætte i bås af personer, der ikke har indlevelse til at forstå eller værdsætte vores fag. Vi skal som ingeniører ranke ryggen og ikke blot være os selv bekendt, men stolte af vores profession, begejstrede for teknikkens frembringelser og være taknemmelige for, at vi har haft lyst, evner og energi til at gøre en ingeniørgerning baseret på teknisk naturvidenskabelig forskning til vores levebrød.

Vi er, hvem vi er, og det skal vi ikke give nogen undskyldning for.