Årsfesttale 2003

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 2. maj 2003.

Deres Majestæt, ærede ministre, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter,
mine damer og herrer.

Velkommen til årsfesten på Den Polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Universitet arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.

I den danske universitetsverden har det forløbne år været præget af den nye universitetslov, som der er blevet indgået politisk forlig om, og som nu forventes vedtaget af folketinget i indeværende samling. Man kunne tro, at denne lov var af marginal interesse for DTU, eftersom vi allerede har en lov, DTU-loven, som i sit hovedindhold helt svarer til den nye universitetslov. Men vi har med stor interesse fulgt og også givet vores bidrag til lovprocessens faser, herunder høringsrunden, og vi havde set frem til en spændende offentlig debat om universiteternes rolle i samfundet.

Denne debat blev ikke så medrivende, som man kunne have håbet. Den gav ikke anledning til løftende inspiration og fik aldrig placeret universiteterne i befolkningens bevidsthed som fornyere, inspiratorer, værdiskabere.

Loven er imidlertid meget markant i sin retning mod at give universiteterne større autonomi. Den knæsætter væsentlige universitære værdier, den tager stilling til en professionalisering og ansvarliggørelse af ledelsen, - og så er der jo også noget omkring pengene. Selvom det er det sidste og i nogen grad det næstsidste, der har fyldt meget i debatten og  mediernes behandling af loven, er det jo i den anførte rækkefølge, at den relative betydning ligger.

Universiteter er ikke forretningsvirksomheder eller avancerede finansielle instrumenter, men kendetegnet ved uafhængigt og kritisk bestandigt at søge sandhed og indsigt uafhængigt af tidens magthavere eller tidsåndens krav til korrekthed, hvad enten der så måtte være tale om politisk, økonomisk, religiøst, militært eller kulturelt pres.

Denne uafhængighed har gode universiteter til enhver tid forsvaret efter bedste evne – omend evnerne desværre ikke altid har slået helt til.

Den nye universitetslov siger, at

Universiteter er selvejende institutioner; og beskriver det som: ”at universiteterne har fagligt selvstyre og er uafhængige af særinteresser”, og som: ”øget frihed fra central statslig styring.”

Desuden fastslås, at Universiteterne har forskningsfrihed; og beskriver det som: ”værne om forskningsfriheden og sikre at der altid udøves uafhængig, selvstændig og perspektivrig forskning.”

Det anføres i loven, at Universiteterne er viden- og kulturbærende institutioner;

og beskriver det som: ”en stor, bred samfundsmæssig betydning som viden- og kulturbærende institution.”

Og endelig fremgår det af loven, at Universiteterne skal tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat; og beskriver det som: ”aktivt at bidrage til og deltage i den offentlige debat om vigtige samfundsmæssige forhold også i internationale sammenhænge.”

I sandhed vigtige principper som universiteterne kan være meget tilfredse med at have lovfæstet. Denne tilfredshed har måske ikke givet sig særligt overstrømmende udtryk. Men den dag nogle måtte påtænke at pille ved disse principper, er jeg sikker på, at det vil afføde så voldsomme protester, at man helt vil kunne forstå, hvor henrykte vi er for disse vigtige elementer i den nye universitetslov.

Vedrørende ledelseselementerne i universitetsloven minder de meget om DTU-loven med et princip om udpeget ledelse på alle niveauer med de muligheder for professionalisering, delegering og ikke blot ansvarliggørelse, men også ansvarligholdelse, som dette åbner for. Dertil en bestyrelse som øverste myndighed med et eksternt flertal som en klar og velkommen refleksion af, at universitet ikke eksisterer for sin egen skyld, men for det omgivende samfunds. Loven giver udstrakt mulighed for, at de enkelte universiteter over deres vedtægter kan skræddersy ledelsens organisering til egne behov med den kloge balance, at vedtægten efter vedtagelse i bestyrelsen også skal godkendes af ministeren.

Ja, og så et ord omkring økonomien, for - som det vil være mange bekendt - har DTU’s selvejeøkonomi ikke været ligetil; og vanskelighedernes realitet er da også afspejlet i, at de øvrige universiteters selvejemodel ikke, som DTU’s, omfatter ejerskabet til bygningerne. Jeg er af interesserede – også journalister – blevet stillet det direkte spørgsmål, om DTU er blevet ”snydt”.  Et ordentligt svar kræver to led.

Er overgangen til selveje gået som DTU havde regnet med ?

Nej, det er den ikke.

Er DTU da så ikke blevet snydt ?

Nej, selvfølgelig ikke.

Sagen er, at ikke alt var forudset og tænkt igennem ved DTU-lovens vedtagelse. Et af de største problemer er sammenhængen mellem et statsligt bevillingsregnskab og et regnskab svarende til årsregnskabslovens krav. Investeringer behandles helt forskelligt. I det første betaler man kontant og straksafskriver, i det andet kan man anskaffe for lån eller anden passiv-finansiering og betaler så som afbetaling over en længere årrække svarende til afskrivningsperioden. I begge tilfælde skal der betales, og i realiteten samme pris.

Var det en fejl, at man gennemførte DTU-loven uden at alt var forudset ?

Nej igen.

Her er et område hvor politik, videnskab og ingeniørkunst har noget væsentligt tilfælles. Der sker aldrig fremskridt, hvis man ikke tør handle uden komplet forudsigelighed. Så går alt i stå.

Der skal netop ageres på den blanding af viden og intuition som skønnes tilstrækkelig i forhold til satsningens betydning og muligheden for efterfølgende at rette eventuelle misforhold op.

Det er, hvad der er sket med DTU-lovens vedtagelse; og vi er i fællesskab med Videnskabsministeriet kommet langt med at finde løsninger på mange afledte problemer, hvoraf få fortsat udestår. Det primære hensyn er naturligvis til uddannelse, forskning og innovation til gavn for samfundet herunder det danske erhvervsliv. Men der er også økonomiske sammenhænge, tidsmæssige begrænsninger og politiske realiteter, som må respekteres. Ærlig talt synes vi, at samarbejdet med Videnskabsministeriet om at afklare disse komplekse forhold har været endog særdeles godt, givet at en række modsatrettede hensyn simultant har skullet tilgodeses.

Lad mig også for god ordens skyld slå fast, at vi anser det bygningsmæssige selveje for at være af afgørende betydning for et moderne teknisk universitets udvikling. Denne frihedsgrad er vi allerede i fuld gang med at udnytte med opførelse af nye tidssvarende undervisningsbygninger, der også medvirker til den fortætning, som vil give plads til nye innovationsaktiviteter i forskerparken SCION·DTU. Desuden forskningssatsningen DANCHIP indenfor nanoteknologi, og så har vi flere tanker endnu, som resultat af vor nylig afholdte konceptkonkurrence illustrerer.

Jeg vil nu gå over til at tale om universitetsledelse, noget vi tillægger stor betydning på DTU. Ledelse bliver tit - ikke mindst i universitetssammenhæng - forvekslet eller sammenblandet med administration. Ledelse bliver også tit synonymiseret med at bestemme og gerne med en centralistisk underforståelse.

Ikke underligt, hvis ledelse i sådanne fortolkninger kan blive opfattet som et næsten universitetsfremmed (omend nødvendigt) onde  -  noget, der mere hører hjemme i en statslig centraladministration eller i forretningsverdenen. Men ledelse er da også noget ganske andet.

Naturligvis er der i alle store organisationer brug for dygtig og effektiv administration. Det er blot ikke en egentlig ledelsesdisciplin, snarere en fagdisciplin og i realiteten en fælles betegnelse for en række ekspertiseområder. DTU lægger i disse år store kræfter i at professionalisere sin administration til nutidens og navnlig fremtidens ændrede og større krav. Det er en forudsætning for ledelse af universiteter, men er ikke ledelse i sig selv. Spørgsmålet om at bestemme fylder faktisk heller ikke ret meget i ledelse. Ledelse handler i virkeligheden om at få de rigtige ting til at ske, herunder ikke mindst at få identificeret hvad ”de rigtige ting” egentlig er.

Dette store spørgsmål har DTU adresseret i sin strategi 2003-2008, som vor bestyrelse vedtog på sit møde den 5. november 2002. Strategien kan læses af alle i vores årsberetning eller på nettet.

De læsere, der kender DTU godt, vil kunne se – og til de andre skal jeg oplyse – at strategiens tilblivelse har haft en udpræget karakter af systematiseret lytteproces på kryds og tværs af universitetet.

En strategi for et universitet må tage udgangspunkt i, hvad det skal, hvad det kan, og hvad det vil. Ledelsesopgaven ligger ikke i at digte noget nyt fra grunden, men tværtimod i at ekstrahere og kondensere og på dette grundlag lægge en sammenhængende strategi med overordnede mål og midler. Og navnlig er det en ledelsesopgave at sikre, at det hele ikke går op i snak, men konstruktivt bliver udmøntet i handling.

Dette sker ikke ved en central såkaldt udmelding om, hvem der skal gøre hvad, men er på DTU gjort ved institutternes udarbejdelse af ”Udviklingsmål og Virkemidler”. Dette dokument - eller udviklingskontrakt om man vil - tegner indsatsen indenfor uddannelse, forskning og innovation over de næste 3 år. DTU’s strategi  er hovedpejlemærket, men aktiviteterne bygger igen på en såkaldt ”bottom-up” proces fra de enkelte forskergrupper, undervisningsmiljøer etc.

Egentlig føler jeg det lidt misvisende at kalde implementeringen af DTU’s strategi for en ”bottom-up” proces, for det er svært at se vores førende videnskabelige medarbejdere som ”bottom”, når det helt berettiget af mange vil opfattes som toppen af en videnskabelig karriere at ende som professor på DTU.

Imidlertid er det vigtigt at understrege, at universitetsledelse på DTU ikke er et centralistisk fænomen, men en fuldstændig udbredt aktivitet langt ud over institutlederniveauet.

Noget af det allervigtigste ligger faktisk i ledelsen af de enkelte forskningsgrupper; ja, egentlig i den enkelte videnskabelige medarbejders ansvarlige selvledelse. Men DTU’s strategi er i denne sammenhæng helt afgørende for den fælles succes. Der er ikke tvivl om, at medarbejdere også på et universitet generelt ønsker at være loyale overfor deres arbejdsplads. Imidlertid er det ikke let at være loyal overfor et fælles grundlag, man ikke kender. Med DTU’s strategi 2003-2008 kendes det.

Jeg skal ikke give mig i kast med at gennemgå DTU’s strategi her, men dog fremhæve vores mission:

”DTU skal gennem polyteknik etablere grundlag for værdiskabelse og velfærd i samfundet. Dette sker ved uddannelse, forskning og innovation.”

Hermed markerer DTU, at vi er, ser os selv som og ønsker at være et ekstrovært universitet. Faktisk går denne helt moderne idé om det samfundsrettede helt tilbage til DTU’s stiftelse i 1829 som Den Polytekniske Læreanstalt. Begrebet polyteknik var på det tidspunkt nyt og havde en betydning, der afveg noget fra den, som er den gængse i dag, nemlig ”multiteknik” eller synonymt med ”ingeniørfagene”. Dengang var man optaget af at nyttiggøre navnlig naturvidenskabelige landvindinger teknisk til gavn for samfundet. Polyteknik blev faktisk forstået som samspillet mellem teknik, videnskab og samfund.

Dette finder vi højaktuelt i dag og vi tager gerne denne betydning af polyteknik til os: Teknik og videnskab for samfundet.

Jeg vil også gerne fremhæve, at et af strategiens mål er:

”DTU skal samlet være blandt de 10 førende tekniske universiteter i Europa vedrørende uddannelse, forskning og innovation samt campusliv.”

I sandhed et ambitiøst mål landets størrelse taget i betragtning; men ville et mindre mål samfundsmæssigt være acceptabelt? Ville vi i et stadigt mere åbent Europa kunne holde på fremragende forskere, hvis deres muligheder for tæt samarbejde med førende kollegaer var væsentlig ringere her end andre steder i Europa? Ville vi kunne tiltrække dygtige, stræbsomme studerende, hvis deres uddannelse og dermed karrieremuligheder var væsentlig bedre andre steder? Og uden forskere, lærere og studerende, der hører til den europæiske top, hvem skal så skabe grundlaget for den teknologi som Danmarks velfærd er fuldstændig afhængigt af?

Ja, den skulle importeres fra de lande, der måtte være førende, og som derfor i værdiskabelse og vækst klarede sig bedre end Danmark. Skal Danmarks velfærdsniveau i forhold til det øvrige Europa ikke gradvis udhules, må Danmark være nettoeksportør af teknologi. Derfor det ambitiøse mål.  Det har vi al mulig brug for samfundets, erhvervslivets og samarbejdspartneres støtte til at nå. Herunder må vi  samarbejde med andre danske universiteter, der indenfor deres komplementære ekspertiseområder er førende.

Lad mig med dette afsæt komme lidt nøjere ind på, hvad det virkelig drejer sig om på DTU. Vi tror på fortsat værdiskabende teknisk udvikling, ikke på nulsumsspillets triste trædemølle. Uden at kunne føre sandhedsbevis herfor tror vi, at det til stadighed vil være muligt at skabe væsentligt bedre teknikker ved evolution eller teknologispring, at udvikle mere bæredygtige fremstillingsprocesser, at udvikle nye, værdiskabene produkter og serviceydelser; - altsammen på grundlag af naturvidenskabelig indsigt og teknisk-videnskabelig syntese.

Denne tro giver glæde i arbejdet, som ikke er let i vores fag. Man kan ikke bare snakke sig til rette eller indleve sig. Man må arbejde med de hårde fag, lære dem, forstå dem og anerkende deres begrænsning. Vi tror på tværfaglighed, men man kan ikke være tværfaglig, før man har været faglig. Derfor kommer faglighed før tværfaglighed, som bogstaver før ord og ord før sætninger.

Interessant nok lærer børn ord før bogstaver. Ja, de lærer at tale, før de kan bogstavere; men lærer de aldrig de abstrakte grundelementer, bogstaverne, vil de trods evnen til at tale forblive analfabeter.

Indenfor det teknisk-naturvidenskabelige område forholder det sig på tilsvarende vis. Uden at tilegne sig faglighed, også abstrakt faglighed, vil tværfaglige projekter aldrig kunne løfte sig over den praktiske mands snusfornuft og akkumulerede erfaring om, hvad der formentlig virker og ikke virker. Og det er ikke nok for ingeniører.

Tværfaglighed kommer altså ikke af at rode fagene sammen, men kræver kreativitet i syntesen af flere fag eller deres delelementer. Når det lykkes, og der skabes noget nyttigt, så har ingeniøren det godt med sig selv og med sit fag.

Sådan nogle som os kan blive kaldt mange ting: fornyere, tekniske eksperter, samfundsopbyggere, fagidioter, fremtidsskabere, teknokrater, værdigeneratorer - eller nørder. Selv opfatter vi os nok som mennesker med et ægte engagement for polyteknik; men man må gerne kalde os nørder, hvis det er et kærligt ord for folk, der holder af og har forstand på det, de beskæftiger sig med.

Vi er, hvem vi er, og det vil vi ikke give nogen undskyldning for.