Årsfesttale 2011

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 6. maj 2011

Ærede ministre, excellencer, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.

Velkommen til DTU’s årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.

For ni år siden stod jeg her og holdt min første årsfesttale, så det er altså den tiende i år (ja, den er god nok). Det er således en form for jubilæum, hvorfor jeg mener det berettiget at gøre en slags status, så meget desto mere, som vi nu har levet ti år i rammen af den dengang nyligt vedtagne universitetslov. Den gjaldt alene for DTU, der dengang ikke nød den anerkendelse og måske ej heller følte det selvværd, som man kunne tro var grunden til denne fornemme særbehandling.

I indledningen til min første tale undskyldte jeg, hvis jeg som ny rektor virkede for overstrømmende i min begejstring for den virkelyst og fremtidstro, som jeg efter et halvt år på posten allerede havde oplevet i forlængelse af DTU-loven, der havde givet mulighed for at sætte mange stærke kræfter fri. Nu håber jeg tilsvarende på overbærenhed, hvis en noget mere erfaren rektor stadig måtte kamme lidt over i sin begejstring for vores fags betydning og mere specifikt DTU’s rolle og resultater i den sammenhæng.

Den polytekniske ide blev undfanget i begyndelsen af 1800-tallet, og DTU’s stifter H. C. Ørsted gjorde den til Den Polytekniske Læreanstalts raison d’être. Den polytekniske ide handlede om at gøre de nylige naturvidenskabelige gennembrud nyttige for samfundet gennem teknologi. Den polytekniske ide er uændret DTU’s raison d’être i dag, som den er det for tekniske universiteter verden over. Vort arbejdsfelt er naturvidenskab og teknisk videnskab, to væsensforskellige videnskaber, der i nært samspil kan udrette det utroligste. Så succesrigt har samspillet været, at mange i dag tror, det er én og samme videnskab i en teoretisk henholdsvis anvendt version. Men skal man forstå vores fags væsen og begejstres for dets udøvelse kræves den indsigt, at teknisk videnskab er en videnskab om det menneskeskabte i modsætning til  naturvidenskab, der netop handler om naturen.

Pudsigt også hvor misforstået vort felt er, når mennesker i en ikke speciel ond mening sætter det i kontrast til de såkaldt kreative fag. Nok fordi man ser vores fag som eksakte og derfor objektive og ideelt set personuafhængige, og følgelig ikke kreative. Logikken er dog bristet et par gange i denne tankerække.

Naturvidenskabelige resultaters objektive gyldighed betyder ikke, at deres erkendelse har været upersonlig. Den syntese, der leder til en ny teknisk videnskabelig færdighed, er udtænkt af dem, der har skabt den. Når endelig naturvidenskabelig indsigt og teknisk videnskabelig duelighed går i kreativt samspil så udfoldes essensen af vores fag, det der på engelsk kaldes ”engineering”, og som vi desværre ikke har et godt ord for på dansk. Nærmest kommer vel det alt for højtidelige og altmodisch klingende ”ingeniørkunst”, men som dog understreger den sandhed, at vores fag er et kreativt fag.

Uden vores fags kreativitet så det sort ud for Danmark i en globaliseret verden. Ingen virksomhed kan i dag leve af et trygt hjemmemarked. Kan man ikke klare sig ude i verden, bliver man også udkonkurreret hjemme. Konkurrencekraft opnås ved at udbyde en vare eller en ydelse bedre og/eller billigere end konkurrenterne. Det fordrer enten lavere lønninger end i de konkurrerende lande eller højere teknologiindhold i produkterne, herunder deres fremstilling og markedsføring. Skal man undgå en lønkonkurrence med Østeuropa, Indien, Kina m.fl. - og den konkurrence tror jeg de fleste vil betakke sig for - så må man alternativt fæste lid til, at vi kan konkurrere på teknologi. Overskud på vidensbalancen kan skabe overskud på betalingsbalancen og samtidig højt velfærd. Det er der lysende eksempler på kan lykkes, også i mindre stater f.eks.

Massachusetts og Singapore; men de satser godt nok også meget mere på teknisk videnskab, end vi gør i Danmark.

Jeg tror ikke det er for sent at omprioritere, for kvaliteten af dansk forskning i ”engineering” er enestående høj målt på en international skala. En nylig undersøgelse fra Times Higher Education viser faktisk, at vi ligger som nr. 1 i verden også foran Schweiz og Singapore, der i volumen per indbygger ligger som nr. 1 og 2. I volumen er Danmark desværre kun nr. 11.

Den internationalt høje kvalitet kan kun opretholdes, hvis man som universitet er internationalt. Ikke at man skal udviske sin danskhed; dyrket med kritisk selvindsigt kan den udgøre en ekstra attraktion. International bliver man imidlertid primært ved forskningsmæssigt at have noget så interessant at byde på, at særligt kvikke hoveder fra andre lande søger til, og at internationalt førende universiteter ønsker samarbejde.

For så vidt angår det første opnås ikke blot et for landet værdifuldt ”brain gain”, men også et mere spændende campusmiljø. De studerende kan måle deres indsats og dygtighed op mod stræbsomme studiekammerater fra andre lande og dertil opnå et tidligt kulturelt udsyn. Vore forskere på alle niveauer oplever en større konkurrence, først om stillingerne senere om bevillingerne, hvilket er en meget konkret inspirationskilde til at yde sit bedste og dermed være med til at løfte DTU internationalt.

For så vidt angår universitets-samarbejderne, er de universiteter man beundrer mest såvel de mest ombejlede som de mest krævende i deres forventninger til deres partnere. Det betyder, at et universitet ikke bare kan vælge sine partnere, man skal også vælges af dem. Og lykkedes det så at skabe en prestigefyldt alliance, så føles det ikke som en lettelse over at et ambitiøst mål er nået, men som en vældig udfordring at leve op til de gensidige forventninger. En situation det kun er lykkeligt at befinde sig i, hvis man virkelig hungrer efter at være i eliten. Og det er den ultimative test på universitetets niveau og dermed garantien for, at DTU kan leve op til sin nationale rolle som teknisk-naturvidenskabelig dynamo for dansk industri og erhvervsliv samt vidensbase for myndigheder.

I dag er DTU medlem af Nordic Five Tech bestående af de fem førende tekniske universiteter i Norden: Chalmers og KTH i Sverige, NTNU i Norge, Alto i Finland og altså os selv.

Vi er også medlem af European University Alliance med Technische Universität München, Technische Universiteit Eindhoven og fra næste uge også det schweiziske EPFL som ved et rektormøde i München optages som fjerde og nok næstsidste medlem i, hvad der allerede er Europas stærkeste universitetspartnerskab. EPFL er nylig i Leidens Crown Indicator ranking rykket op som Europas førende tekniske universitet.

Vi har indgået forpligtende aftaler med Rensselaer i USA og Nanyang i Singapore, herunder en helt enestående studenterudvekslingsaftale.

Herudover har vi indgået aftaler på enkeltområder med en lang række, navnlig amerikanske universiteter, herunder Caltech, Stanford, Wisconsin, Illinois, Michigan, MIT m.fl., men også Tsinghua i Beijing, Hongkong University of Science and Technology m.fl.

I næste uge indgås en perspektivrig aftale om fælles ”signature projects” inden for Integrated Water Technology og Bio-Sustainability med KAIST, Koreas førende eliteuniversitet. Trods stor afstand, geografisk og kulturelt, har de senere års samarbejde vist, at vi har meget tilfælles: Vi er dedikerede til at skabe nytteværdi, vi tror det bedst sker gennem ”science and technology” angrebet grundvidenskabeligt og gennem praktisk technology transfer, vi går ind for aktiv universitetsledelse med maksimal decentralisering af ansvar og kompetence, og vi sikrer os at ord bliver til handling.

”Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”. Jo vi er ganske godt tilfredse med vor akademiske omgangkreds.

DTU værner nidkært om den akademiske frihed og videnskabelige uafhængighed.

Man kan ikke lovgive sig til frihed eller med tvang gennemtrumfe uafhængighed. Det modsatte er derimod muligt.

Akademisk frihed og videnskabelig uafhængighed må bæres af en stærk universitetskultur, hvor integritet i forskningen vejer højere end aktuel politisk korrekthed, kortsigtet økonomisk gevinst eller bekvem slaphed. Og det koster nogle gange for universitetet og for den enkelte. Frihed og uafhængighed er ikke gratis.

Men ukontrolleret uafhængighed kan imidlertid føre til videnskabelig uredelighed. Der må være mekanismer, der sikrer, at friheden ikke misbruges til snyd, dovenskab eller dilettanteri. Ingen love, regler eller bekendtgørelser kan tage kampen op mod sådan odiøs adfærd, men det kan en stærk universitetskultur. DTU’s nultolerance over for misbrug, balancerer vores performancefremmende vinderkultur, der netop fordrer frihed og uafhængighed.  Denne kontante konsekvensledelse er DTU undertiden blevet kritiseret for, det bliver vi nok ikke lige for tiden.

Der er yderligere ting, vi er glade for og stolte over. Ja, man skal ikke prale, men man må jo have lov til at sige sandheden:

  • Vi har haft øget studentersøgning hvert eneste år siden 2001 og er her gået imod den generelle udvikling i det meste af den vestlige verden, hvor søgningen til det teknisk-naturvidenskabelige område har været fortsat vigende.
  • Vore dimittender er simpelthen dygtige, og de bedste måler sig uden vanskeligheder med de bedste fra de bedste universiteter i verden.
  • Vore innovationsaktiviteter målt i virksomheds- samarbejder er vokset til knap 1000 i 2010 - en flerdobling i perioden.
  • Vi har indgået omfattende, længerevarende aftaler med førende industrivirksomheder, danske og udenlandske.
  • Vi rådgiver og foretager udredninger for danske myndigheder, men også for organisationer uden for landets grænser, når objektiv, autoritativ viden skal fremskaffes eller standarder sættes.
  • Vi har tiltrukket stadigt stigende udenlandske midler til forskning og mere end tredoblet denne kompetitive finansieringsform alene over de sidste 5 år.
  • Vi er af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og af Novo Nordisk Fonden blevet betroet store donationer til henholdsvis ”state of the art” infrastruktur og strategisk grundforskning. Ny Carlsbergfondet har ydet store kunst-bidrag.
  • Vi har målrettet kommunikeret med vores omverden, bl.a. gennem udgivelsen af vort kvartalsmagasin DYNAMO med et oplag på over 60.000 eksemplarer.
  • Vi har sparet staten for bunker af penge gennem bygningsselvejet, ja hundredvis af millioner kroner.

Vores i 2001 nedslidte Lyngby Campus skinner i dag.

  • Vi har en i international sammenligning meget lille administration, der til gengæld er særdeles kapabel.
  • Vi har orden i økonomien – hvert år.
  • Vi har af institutionsrevisor og rigsrevisionen modtaget henholdsvis en ”blank påtegning” og noget så sjældent som ”ingen bemærkninger”; hvilket er den højest tænkelige ros, man kan få fra de kanter.
  • Vi har haft en næsten 100% målopfyldelse af vores udviklingskontrakter med ministeriet.
  • I Leidens Crown Indicator ranking, der af mange anses for den mest objektive, ligger DTU på en 7. plads af alle europæiske universiteter og som nr. 3 blandt de tekniske.
  • I Times Higher Education ranking i engineering ligger vi nr. 1 i Norden, nr. 4 i Europa og nr. 30 i verden.

 

Alt dette giver DTU branding. Nogen tror branding skaber resultater, men det forholder sig lige omvendt: det er resultater der skaber branding. Branding er ikke en reklameoverfrakke, man køber hos et PR bureau. Et brand er en delagtiggørelse i, hvad man faktisk er. Er man ikke noget særligt, er branding en rigtig dårlig ide. Men er man noget særligt, som man oven i købet er lidt stolt af, så kan man offensivt stille sig til skue og opnå et brand. Branding er betydningsfuldt for et teknisk universitet med DTU’s ambitioner. For det tiltrækker personligheder, der ønsker at identificere sig med vores måde at tænke og handle på, og vi lukker med glæde dem ind, der ud over ønsket også har evnerne og energien. Branding kan hermed styrke en opadgående spiral, hvor resultater skaber DTU brandet, brandet styrker DTU’s talent- og kompetencebase, som igen styrker DTU’s brand.

Men - vi har også mødt modgang.

På bygningsområdet hvor staten i 2009 under fanfare afsatte 6 mia. kr. til laboratorierenoveringer er DTU’s andel udregnet på en så besynderlig måde, at den ikke bliver de ca. 20-30 % som vores størrelse og fagområde kunne berettige, men tilsyneladende lander på 5%. Måske, for ikke en krone er frigivet endnu. Vi er ikke vrede - vi er skuffede !

I fordelingen af basisforskningsmidler skal forskningens kvalitet fremover indgå. Det var vi henrykte over indtil vi opdagede, at det lykkedes at konstruere en særlig dansk målemetode, der placerer DTU særlig dårligt og under dansk gennemsnit selvom vi internationalt er førende. Vi er ikke skuffede - vi er forundrede !

 

I justering af statens taxameterbetaling for uddannelse, 

STÅ-erne, har man hævet de lave taxametre til humaniora og samfundsvidenskab, helt modsat konklusionen i den konsulentanalyse, man baserede beslutningen på, og som påpegede, at det var de høje teknisk-naturvidenskabelige STÅ-er, der var mest underfinansierede.

Vi er ikke forundrede - vi er målløse !

Bevar’s, vi kunne selvfølgelig imødegå denne økonomiske urimelighed ved at begynde at uddanne humanister og samfundsvidenskabskandidater selvom vi ikke har de helt store kompetencer her. Ja, grin ikke, andre danske universiteter uddanner ingeniører og det der ligner.

Nej, vi forfalder ikke til selvmedlidenhed eller klynk; og status viser jo også, at det meste  og det afgørende er gået godt. Vi holder imidlertid under alle omstændigheder fast i DTU’s strategi. Vi erindrer os Clausewitz’ vise ord om strategisk tænkning: ”Forstår man at kæmpe, og forstår man at sejre, så resterer der kun lidt mere”. Det betyder også, at vi ikke vil kæmpe de slag, vi ved, vi vil tabe mod ignorants, misundelse og forstenethed. Men vi vil i alliance med andre gode kræfter her i landet, også de næste ti år kæmpe for at placere engineering centralt i udviklingen af samfundet. Faktisk helt i overensstemmelse med regeringspartiernes erklærede politik - og vistnok også alle de øvrige partiers politik - som Christiansborg dog i en politisk logik, jeg ikke har forstand på, ret konsekvent har undladt at sætte handling bag. Underligt, for den polytekniske ide er fortsat at skabe de løsninger, man så ivrigt søger.

Kunne vi have gjort ting anderledes i perioden? Har vi fortrudt noget? En kendt sang giver nok vores svar: ”Regrets, we’ve had a few, but then again too few to mention”. I kender resten af sangen.

Måske er dette svar en smule kækt, men vores institutionelle selvværd fejler ikke noget.

Det undskylder vi ikke.

For vi er som vi er og det vil vi ikke give nogen undskyldning for.