Opbakning fra kollegaer og personligt drive blev nøglen til nye muligheder

Den fleksible masteruddannelse gjorde det muligt for Maryam Azad at kombinere flere års praktisk erfaring med teoretisk viden. Den fleksible masteruddannelse boostede hendes faglige profil og samtidig indfriede den hendes egne ambitioner, som hun igennem mange år havde lagt på hylden.

Praksisnær læring gør det muligt at bygge videre på eksisterende kvalifikationer

Tre et halvt års slid udløste endelig i 2016 den eftertragtede titel ”Master in Urban Water Engineering” til Maryam.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville videreuddanne mig. Jeg ville udfordres med sværere opgaver. Når jeg fik at vide, at jeg skulle løse en opgave i et projekt, var jeg altid nysgerrig og ville vide, hvorfor den skulle løses på en bestemt måde fremfor en anden. Det har dog været svært at finde en god løsning, da det tidligere kun var muligt at tage enkeltfag ved siden af

fuldtidsarbejdet,” fortæller Maryam Azad.

 

For at du kan blive godkendt og blive optaget som fleksibel masterstuderende kræver det, at du har minimum to års relevant erhvervsuddannelse, da meget af masteruddannelsen fokuserer på praksisnær læring. Det der gør masteruddannelsen fleksibel er først og fremmest, at du sammen med en vejleder fra DTU, sammenstykker uddannelsesforløbet, så det passer til dine behov.

”Jeg brugte mine chefer til at finde ud af, hvilke fag der var mest relevante for det arbejde, jeg gerne ville lave. På den måde kunne jeg skabe en uddannelse der passede lige til mig og mine ønsker for min fremtidige karriereudvikling,” forklarer Maryam.

Den fleksible master gjorde at Maryam kunne bygge videre på de faglige kvalifikationer, som hun havde med sig fra Iran. Med den nye masteruddannelse kan hun nu følge projekterne til dørs og få de udfordringer, hun så længe har efterspurgt.

”Det har været det helt rigtige for mig. Jeg har fået meget mere ansvar, og jeg er blevet meget mere selvsikker, fordi jeg nu har den teoretiske baggrundsviden med,” fortæller Maryam.

Store omvæltninger gav nye udfordringer

Det var ikke nyt for Maryam at arbejde, mens hun studerer. Da hun tog sin bachelor i matematik og statistik i Iran, hvor Maryam oprindeligt er fra, arbejdede hun også i en bank og fik erfaring. Efter uddannelsen fortsatte hun med at arbejde i banken, indtil hun for tolv år siden valgte at flytte til Danmark, hvor hendes mand boede.Det stillede store krav til Maryam. Hun skulle starte helt forfra med et nyt liv i Danmark. Hun skulle skabe et nyt netværk, finde arbejde og finde ud af at forstå en helt ny og anderledes kultur.

”Det var hårdt i starten – særligt de første to år. Jeg kendte ikke sproget, og det var svært at få arbejde med min uddannelse, da det var en bachelorgrad, og bankverdenen krævede et godt dansk. Både for at blive bedre til dansk, og det var en vej ind til det arbejdsområde, jeg fandt spændende. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gå efter for at dygtiggøre mig, og hvad der ville føre til et spændende arbejde efterfølgende.”

 

Maryam fik en praktikplads hos Carl Bro, som nu i dag hedder Sweco. Planen var at læse videre på DTU efter praktikken. Men så fik hun tilbudt fast arbejde hos Sweco og hun skulle derfor vælge mellem fast arbejde eller videreuddannelse. Hun valgte at tage i mod tilbuddet om fast arbejde. Samtidig kunne hun dygtiggøre sig på vandområdet og blive bedre til det danske sprog, da hun allerede efter praktikperioden kunne se en tydelig forbedring.

Opbakning blandt kollegaer

Sprogbarrieren gjorde det ekstra svært i begyndelsen. Det var svært at følge med i snakken på kontoret, som naturligt foregik på dansk. Det var også sprogbarrieren, der skabte bekymringer for Maryam, da hun kastede sig ud i endnu flere omvæltninger med den fleksible masteruddannelse:

”Da jeg valgte at tage masteren, var jeg da nervøs over at skulle skrive store opgaver på masterniveau, men jeg ville ikke lade sprogbarrieren begrænse mig. På det punkt fik jeg dog hjælp fra mine kollegaer, der hjalp mig med opgaveskrivningen, hvilket gav lidt mere ro i maven,” fortæller hun.

 

Planlæg og hav styr på dit bagland

Den fleksible masteruddannelse kræver meget fra den studerendes side. Maryam brugte både fritid og ferie på studierne:

"Det har været rigtig hårdt. Efter arbejde har den stået på læsning og opgaver, og det samme gælder weekenderne. Jeg har brugt al min ferie på studiet blandt andet på kurser om sommeren.” Selvom det har været hårdt, har det stadig været det hele værd.

Maryam kan give to gode råd med på vejen til andre, der kunne tænke sig at tage en fleksibel master. Det første er at have planlægningen i orden og have styr på baglandet derhjemme. Det kræver en meget fast plan at kunne jonglere det hele på én gang. Det andet råd er, at det er meget vigtigt, at arbejdspladsen er med på ideen, så de kan levere støtte i løbet af uddannelsen.

Kontakt

Mail efteruddannelse@dtu.dk

Telefon 45254525