Matematik og Teknologi bacheloren er for dig der elsker matematik og gerne vil arbejde med den i en ingeniørmæssig sammenhæng.
I løbet af studiet bliver du indført i matematikkens grundlæggende områder og anvendelser. Du får indblik i algoritmer og computerbaserede løsninger af store beregningsopgaver.
Du kommer til at beskæftige dig med løsning af differentialligninger og statistiske metoder til at beskrive og analysere informationer.
Du lærer at tænke kreativt og abstrakt, så du f.eks. kan arbejde med udviklingen af kunstig intelligens i robotter og med den matematik, der ligger bag computergrafik og billedanalyse.
Du kan også arbejde med udvikling af programmer til at optimere processer og produkter i industrien.
Matematik er et stort område, og du vil komme til at fokusere på de dele af matematikken, der er nyttige i den virkelige verden.
Du lærer dermed at analysere data, beskrive fænomener matematisk og finde løsninger på teknologiske problemer.
Kort sagt, du lærer om matematik, så du kan gøre en forskel i den virkelige verden.