Produktion og Konstruktion - bachelor

Niveaukrav

Matematik A
Fysik B eller Geovidenskab A
Kemi C eller Bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B

Studiepladser

72

Adgangskvotienter

Se adgangskvotienter fra sidste optag

Optagelsesområdenr.

15060

Studiestart

29.-30. august 2024
Læs mere om studiestart

Produktion og Konstruktion - bachelor

De teknologiske produkter og konstruktioner omkring os har stor betydning for, hvordan vi lever. På bacheloruddannelsen Produktion og Konstruktion lærer du at udforme og fremstille den teknologi, der skaber det gode liv – både for mennesker og for planeten.

Produktion og Konstruktion

Udform fremtidens løsninger

Samfundet er fyldt med løsninger, der gør dagene nemmere og bedre, som for eksempel høreapparater og benproteser, elektriske biler og genanvendelige materialer.

Læser du Produktion og Konstruktion, er det dig, der kan designe det næste banebrydende produkt og udvide vores muligheder for et sundere, friere og grønnere liv.

Det er nemlig ingeniører fra Produktion og Konstruktion, der skaber konkrete løsninger på store udfordringer inden for energi, sundhed, klima, transport og rumtrafik.

På uddannelsesretningen lærer du at gennemskue hele produktionsprocessen, så du kan drive forandring fra design til masseproduktion.

Du får en innovativ tilgang til produktionen, der gør dig klar til at nytænke alverdens konstruktioner, og du lærer at have blik for bæredygtighed, så du kan skabe alt det, der skal drive den grønne omstilling.

Sådan bliver du klar til at give form til de teknologiske løsninger, der forandrer vores hverdag – fra kunstige organer til ny grøn energi eller optimering af shippingbranchen.

Hvad lærer du?

Med en bacheloruddannelse i produktion og konstruktion kan du udtænke de næste konstruktioner og forstå produktionsprocessen i alle led fra start til slut.

Du lærer om materialer, deres bearbejdning, og hvordan de kan fremstilles smart og klimavenligt.

Du lærer at producere og anvende energi effektivt, at planlægge en produktionsproces og at forstå de forskellige produktionsmetoder.

Samtidig tænker du brugeren ind i processen, når du lærer om fremstilling, funktionalitet og brugervenlighed. Kort fortalt får du en bred uddannelse med et højt ingeniørfagligt niveau, dyb teknologisk viden og en unik helhedstilgang til produktfremstilling.

Uddannelsesretningen er skabt i tæt samarbejde med industrien. Det betyder, at din uddannelse altid afspejler virkelighedens behov og lærer dig at finde de ingeniørløsninger, som verden venter på.

I løbet af din bacheloruddannelse arbejder du på flere projekter, hvor du sammen med dine medstuderende finder konkrete svar på spørgsmål stillet af danske virksomheder. På den måde gør studiet dig klar til at blive en del af et arbejdsmarked, der mangler ingeniører, som kan planlægge, samarbejde og tænke kreativt og i helheder.

Sådan er studiet bygget op

En bachelor i Produktion og Konstruktion tager tre år og er sat sammen af kurser, der i alt svarer til 180 ECTS-point. 

I løbet af dit første år har du både grundlæggende og studiespecifikke kurser, der sammen giver dig det bedste ingeniørfaglige udgangspunkt.

Du opbygger en grundlæggende viden om matematik og fysik, og så får du en række ingeniørfaglige og teknologiske værktøjer – fra modellering, maskinforståelse og mekanisk design til programmering og formidling.

Undervejs tester du din viden på forskellige gruppeprojekter. Heriblandt et bæredygtighedsprojekt, hvor du sammen med dine medstuderende arbejder på en konkret case stillet af for eksempel Grundfos.

På andet studieår afslutter du dine grundlæggende kurser og dykker længere ned i din ingeniørfaglighed.

Du tager kurserne ’Fluidmekanik’, ’Materialelære’ og ’Konstruktion og problemløsning’, der gør dig klogere på både flydende energi, materialets indflydelse på det færdige produkt, og på hvordan du finder den bedste løsning på et teknologisk problem.

Samtidig arbejder du og din gruppe på et fagprojekt, hvor I konstruerer og fremstiller en mekanisk løsning på en udfordring fra industrien.

Sidste år på Produktion og Konstruktion skal du have valgfrie kurser enten på DTU eller på et universitet i udlandet. De valgfrie kurser er din mulighed for at specialiserer dig inden for det emne, du interesserer dig for.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt, hvor du løser en ingeniøropgave – ofte i samarbejde med en virksomhed.

Hvis du ønsker det, har du mulighed for at følge et anbefalet studieforløb. De anbefalede studieforløb er forslag til, hvordan du kan sammensætte dine valgfrie kurser og give din uddannelse en særlig profil.

Anbefalede studieforløb på Produktion og Konstruktion:

  • Konstruktion og Mekanik
  • Energi
  • Materiale og Procesteknologi
  • Planlægning og Ledelse
  • Maritim teknik
  • Fast Track, der gør det muligt at færdiggøre uddannelsen på fem semestre

Læs mere om de anbefalede studieforløb på studieinformation.dtu.dk 

Her kan du se eksempler på, hvordan en undervisningsuge på Produktion og Konstruktion ser ud på 1. og 2. semester, hvis du følger et anbefalet studieforløb.

Ugeskema, de første to semestre

 
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
8-12
 
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
41000
Ingeniørarbejde
Campus Lyngby
 
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
12-13
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
13-17
 
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
41000
Ingeniørarbejde
Campus Lyngby
02002
Programmering (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
41000
Ingeniørarbejde
Campus Lyngby
17-18
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
18-22
 
 
 
 
 

I januar følges 41714

 
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
8-12
10060
Fysik (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
41714
Produktionsteknologi og Produktionsstyring
Campus Lyngby
 
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
12-13
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
13-17
41501
Styrkelære 1
Campus Lyngby
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
41714
Produktionsteknologi og Produktionsstyring
Campus Lyngby
 
 
17-18
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
18-22
 
 
 
 
 

I juni følges 02403 Introduktion til matematisk statistsik.

Udlandssemester

5. semester er dit udlandssemester, hvor du oplever en bid af verden og styrker din faglige profil.

Du kan gøre vejen dertil overskuelig ved at benytte en af DTU’s udvekslingsaftaler, som du finder på DTU Beyond Borders.

Vil du vide mere om de forskellige muligheder for et semester i udlandet, kan du besøge DTU Study Abroad.

Er et udlandsophold ikke det helt rigtige for dig, kan du i stedet bruge tiden til at tage kurser på DTU, på et andet dansk universitet, eller tage et EuroTeQ online kursus hos en af vores europæiske partnere.

Studerende på Produktion og Konstruktion
En del af undervisningen på Produktion og Konstruktion foregår i værkstedet, hvor du prøver kræfter med at konstruere konkrete projekter.

Undervisning på Produktion og Konstruktion

Undervisningen på Produktion og Konstruktion er tilrettelagt, så den minder om den hverdag, du kommer til at møde på arbejdsmarkedet.

Derfor er undervisningsformerne en blanding af forelæsninger, projekter, opgaver og værkstedsøvelser, og ligesom i industrien bruger du meget af din tid på gruppearbejde.

Her arbejder du sammen med dine medstuderende på forskellige projekter, hvor du bruger alt det, du har lært i undervisningen til at finde konkrete løsninger på aktuelle problemer.

Sådan får du en alsidig studietid, hvor du både bliver ekspert i gruppearbejde, læser op på teorien og tester den via eksperimenter og fremstillinger i laboratoriet og værkstedet.

Studieliv på Produktion og Konstruktion

Vælger du at læse Produktion og Konstruktion, bliver du en del af et studie med masser af muligheder for at være social – både i forbindelse med undervisningen og i fritiden.

Når du starter, bliver du tilknyttet en studiegruppe med andre fra uddannelsesretningen, som på DTU hedder et ’kagehold’. Sammen kan I alt fra at arbejde i grupper til at støtte hinanden igennem de teoretiske kurser, tage på sommerhustur, lave fællesspisning eller gå en tur i fredagsbaren.

Produktion og Konstruktion har sammen med uddannelsesretningerne ’Design og Innovation’ og ’Data Science og Management’ sin egen fredagsbar kaldet Diamanten. Her venter alt fra en god snak til flere fester, og I kan selvfølgelig altid besøge DTU’s andre fredagsbarer.

Uanset om du søger medbestemmelse i Studierådet, vil dyrke sport eller arrangere udflugter, byder DTU på masser af muligheder. Du kan tage med dine medstuderende til de årlige fester på campus eller møde andre i musik-, keramik- eller klatreklubben.

Har du lyst til at engagere dig aktivt i livet på DTU, kan du for eksempel melde dig ind i studenterorganisationen Polyteknisk Forening eller være med til at arrangere studiestarten for nye studerende.

Som studerende på Produktion og Konstruktion foregår din undervisning på DTU’s campus i Lyngby. Her finder du undervisningslokaler og værksteder i verdensklasse, moderne kollegieboliger og campusfaciliteter, der giver dig masser af muligheder for et socialt og hyggeligt studieliv.

Læs mere om studielivet på DTU

Fremtidsudsigter

De fleste studerende på Produktion og Konstruktion vælger at læse videre på en kandidatuddannelse, hvor de opnår titlen som civilingeniør. Kandidatuddannelsen udbygger deres færdigheder og gør dem klar til arbejdslivet som ingeniør.

Bachelor + kandidat = civilingeniør

Når du har gennemført en bacheloruddannelse i Produktion og Konstruktion, skal du fortsætte på en kandidatuddannelse, før du er civilingeniør.

Som bachelor i Produktion har du mulighed for at blive optaget på disse kandidatretninger på DTU:

Vær opmærksom på at optagelse på nogle af kandidatuddannelserne forudsætter, at du har bestået specifikke kurser på din bacheloruddannelse. Under den enkelte kandidatuddannelse kan du se, hvilke adgangskrav der gælder.

En bachelor i Produktion og Konstruktion kvalificerer dig også til at blive optaget på kandidatuddannelser på andre danske og udenlandske universiteter.

Hvor kan du få job?

Uanset hvilken vej du vælger, er du som ingeniør i produktion og konstruktion meget eftertragtet på arbejdsmarkedet, hvor en lang række brancher venter på dig, der kan skabe konkrete løsninger.

Som færdiguddannet civilingeniør kan du løse opgaver inden for alt fra produktudvikling og produktion til kreativt design, og du kan blandt andet få titler som designingeniør, produktudvikler eller produktionsingeniør. Når du har været på arbejdsmarkedet i et par år, kan du vælge at blive projektleder, leder eller designanalytiker.

Mange fra Produktion og Konstruktion får en karriere i medicinalbranchen. Her kan du for eksempel skabe nyt behandlingsudstyr eller udvikle produktionen af moderne medicin for Novo Nordisk, Coloplast eller Oticon.

Er du særligt interesseret i at forstå og udvikle nye intelligente materialer, kan du arbejde for virksomheder som Lego eller Bang & Olufsen og være med til at formgive hverdagens kvalitetsprodukter.

Ingeniører, som har studeret Produktion og Konstruktion, har også mange muligheder for at opbygge en karriere inden for bæredygtig energi. Du kan få job i energifirmaer som Vestas og Ørsted og skabe de produkter, der skal drive den grønne omstilling.

Er du mere til transport og logistik, kan du for eksempel optimere shippingbranchen hos Mærsk.

Vil du være din egen chef, har du stærke forudsætninger for at blive selvstændig og skabe dit eget, og vil du blive i universitetsverdenen, kan du gå forskervejen.

Uanset hvilken karriere du vælger, venter et arbejdsmarked, der mangler civilingeniører. Her er der brug for dine evner til at analysere og forstå komplicerede problemstillinger, nedbryde problemer og skabe de rigtige skræddersyede løsninger.

Med en uddannelse fra DTU venter en verden af jobmuligheder, hvor du kan gøre en forskel.

Drømmer du om en karriere som maritim ingeniør?

Med en ingeniøruddannelse fra DTU inden for det maritime område er du klædt på til en karriere i den maritime industri - en industri, som i stigende grad efterspørger højt specialiserede ingeniører, der kan udvikle og omstille den maritime sektor til en grønnere fremtid.

Se dine muligheder