Studerende hyldes til årets Blue Dot Diploma Award
På tværs af semestre og studieretninger samarbejder studerende på store ingeniørprojekter, som er til gavn for samfundet. Projekterne udspringer af DTU Blue Dot, der hvert år uddeler diplomer for de studerendes indsats.
Diplomer til holdet bag DanSTAR, som har haft travlt med at bygge raketter. Foto: Mikal Schlosser.
mandag 06 november 2023
Magnus Stenaa Jensen
En bil, der skal tilbagelægge 3000 km på tværs af Australien ved hjælp af solenergi, og et klimavenligt madprodukt baseret på blåmuslinger er nogle af de i alt otte projekter, der bliver fejret til årets Blue Dot Diploma Award Ceremony.
Det er tiende år i træk, at ceremonien finder sted. I år skal der uddeles diplomer til 59 studerende fordelt på de otte projekter.
På biblioteksscenen på DTU Lyngby Campus står Jakob Fritz Hansen, direktør for afdelingen for forskning, rådgivning og innovation, med mikrofonen i hånden:
”I traditionen tro fejrer vi endnu engang vores Blue Dot-projekter. Diplomet, I vil modtage, er ikke bare et stykke papir. Det er et symbol på, at I har gjort noget ekstraordinært ved siden af jeres studie.”
Projekterne giver de studerende erfaring i praksis, hvor de udvikler deres tekniske kompetencer, og skaber et fællesskab på tværs af studieretninger og semestre.
Internationale topplaceringer
En efter en bliver de studerende fra hvert projekt kaldt op på scenen. Her giver de en kort præsentation af deres projekt, og modtager derefter et håndtryk og et diplom fra Jakob Fritz Hansen, der bliver efterfulgt af et holdfoto og et bifald fra publikum.
De første til at blive kaldt op på scenen er DTU Windracer. De studerende på projektet bygger vindturbiner og en vinddreven bil, der kan køre hurtigere end vinden i direkte modvind. Bilen var med i en international konkurrence i Holland:
”Vi fik en andenplads med vores gamle bil på trods af dårlige vejrforhold. Til næste år kommer vi med en ny bil, og så kan vi forhåbentlig vinde,” siger en af de studerende fra holdet.
Blue Dot-projekterne deltager hvert år i minimum én international turnering eller event, hvor de ofte opnår flotte resultater.
Eksplosion stod i vejen for deltagelse
Det store hold fra DanSTAR træder nu op på scenen. De designer, bygger og opsender raketter. I hånden står en af de studerende med en ødelagt raketmotor. Rakettens skæbne får vi vist på skærmen bag dem:
”Five, four, three, two, one…” lyder det i videoen, som viser en test af holdets raket, der skulle stå klar tre uger senere til European Rocketry Challenge i Portugal. Men raketten letter ikke. I steder lyder der et højt brag, og den går op i flammer. DanSTAR måtte droppe at have en raket med til eventet.
”Næste år kan vi forhåbentlig vise jer en succesfuld opsending,” lyder det optimistisk fra DanSTAR-holdet.
Jakob Fritz Hansen slutter af med at takke alle de fremmødte, og håber på at se endnu flere blive en del af DTU’s Blue Dot-projekter i fremtiden.
DeTectUs arbejder med at udvikle en biosensor, der hurtigere kan opdage blodforgiftning. Foto: Mikal Schlosser.
DTU RoboCup er en årlig konkurrence, hvor robotter bygget og programmeret af studerende gennemfører en omfattende forhindringsbane. Foto: Mikal Schlosser.
DTU Roadrunners Solar Team arbejder på en soldrevet bil, der bl.a. skal køre tværs over Australien. Foto: Mikal Schlosser.