Foto: Joachim Rode

DTU øger mængden af forskningsmidler fra EU

fredag 15 dec 17

Kontakt

Katrine Krogh Andersen
Forskningsdekan
45 25 10 04
DTU har nået en række markante milepæle i hjemtaget af forskningsmidler fra EU’s forsknings- og udviklingsprogram Horizon 2020.

DTU har skærpet sin indsats på ansøgninger til EU’s forsknings- og udviklingsprogram Horizon 2020, og det har båret frugt. Senest modtog DTU-forskere fire ud af ti danske Consolidator-grants fra Horizon 2020’s Excellence-program Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Og i november fik DTU en europæisk førsteplads inden for bioøkonomi med seks projekter til et samlet budget på mere end fem mio. euro.

Tidligere på året blev DTU koordinator for fem Innovative Training Networks og partner i et postdoc-program i samarbejde med Eurotech Alliance-universiteterne under Horizon 2020. Det placerede DTU på en delt førsteplads i Europa i forhold til ITN.

”De mange EU-projekter åbner nye døre for netværk og indflydelse på den langsigtede forskningsdagsorden. Vi tror, at DTU har et langt større potentiale i EU, end vi har set hidtil i Horizon 2020. Og fremadrettet vil vi overføre resultaterne til også at komme de større ansøgninger til de danske fonde til gode,” siger Katrine Krogh Andersen, der er forskningsdekan på DTU.

Mange hjemtag
Ifølge Katrine Krogh Andersen skyldes de øgede EU-hjemtag i år det skærpede fokus blandt DTU’s forskere, og at de har ydet en stor indsats med flere meget velkvalificerede ansøgninger. DTU deltager løbende i en lang række EU-samarbejder, -ansøgninger og -projekter. Derudover gør støtteteamet på DTU’s centrale forskningskontor forskere opmærksomme på aktuelle EU-kald og understøtter skrivning og optimering af ansøgninger til EU-fonde.

På det mere strategiske niveau er DTU i tæt kontakt med de europæiske beslutningstagere inden for forskningspolitik og -bevillinger. Det sker gennem Uddannelses- og Forskningsministeriet, men i høj grad også gennem alliancer og partnere. DTU deltager således aktivt i tre strategiske lobby-platforme i Bruxelles: Copenhagen EU Office, Eurotech Brussels Office og European Energy Research Alliance (EERA).

Sensor testes i europæiske lande
Et af EU-projekterne, som DTU har fået inden for bioøkonomi, hedder VIVALDI og er et banebrydende forskningsprojekt, der udvikler en sensor til at diagnosticere sygdomsfremkaldende bakterier. Projektet er så lovende, at EU har givet ansøgningen topkarakter ved evalueringen. Nu skal sensoren afprøves i praksis i forskellige lande i Europa.

Med sensoren kan man opnå en hurtig test på stedet og straks slå alarm i tilfælde af inficerede dyr eller fødevarer og dermed stoppe spredning af infektionssygdomme. Bag sensoren står DTU sammen med firmaet Dianova.