Grundforskningscenter vil gøre oral medicinering mere effektiv

fredag 10 apr 15

Kontakt

Anja Boisen
Sektionsleder, Professor
DTU Sundhedsteknologi
45 25 57 27
Med indvielsen af grundforskningscentret IDUN kan en ny forskning inden for medicinering med nano- og mikrokapsler nu begynde. Målet er at finde metoder til at få svært opløselig medicin ind i kroppen på folk med bl.a. HIV, diabetes og tarmsygdomme.

Med overværelse af repræsentanter fra det private erhvervsliv, bestyrelser, universiteter og fonde blev dørene officielt åbnet til DTU’s grundforskningscenter IDUN tidligere i dag.

Over de næste seks år vil centeret, Intelligent oral Drug delivery Using Nano and microfabricated containers, modtage op til 56 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond til at forske inden for medicinering med nano- og mikrokapsler. Det skal gøre det nemmere for mennesker med diabetes, HIV og tarmsygdomme at tage medicin, der ofte er svært opløseligt og/eller for let nedbrydeligt.

Vi vil designe mikro-kapsler

”Det nye er, at vi vil designe mikro-kapsler, der kan indeholde medicin, som man kan sluge i stedet for at blive stukket med en sprøjte. Udover at kapslerne skal være små, skal de også have en form og belægning, som gør, at de orienterer sig mod tarmen og hæfter længe nok til tarmvæggen. Hvis vi kan få kapslerne til at sidde længe nok i tarmen, vil dele af dem nemlig gå i opløsning og frigive medicinen, som så kan bevæge sig ind i blodbanen og videre ind i kroppen,” siger Anja Boisen, der er centerleder i IDUN.

I dag foretrækker de fleste oral medicinering, fordi det er mest behageligt og nemt for patienten. Men der er imidlertid en række forhindringer i forhold til at give medicin oralt. For eksempel nedbrydes medicinen i det syreholdige miljø i maven, hvorfor medicinen må gives via blodbanen.

Bittesmå værktøjskasser
Med professor Anja Boisen i spidsen skal centeret designe såkaldte ’containere’ på kun få mikrometer til at gøre oral medicinering mere effektivt. ’Containerne’ skal fungere som bittesmå værktøjskasser, designet med indvendige rum til bio-aktive stoffer.

De næste år skal Anja Boisen udforske og afprøve grænser for, hvad der kan lade sig gøre sammen med sit kommende team, der vil bestå af 20 forskere, ph.d’ere og postdocs fra DTU og Institut for Farmaci på KU. Forskerne skal bl.a. finde ud af, hvordan de får medicin ind i de små kapsler, hvordan kapslerne hæfter sig til tarmvæggen, og hvad det betyder for dem, der skal bruge medicinen.

IDUN er et ud af tre grundforskningscentre på DTU som Danmarks Grundforskningsfond i oktober 2014 investerede 170 mio. kr. i. Udover IDUN har Danmarks Grundforskningsfond også investeret i grundforskningscentret ’Silicon Photonics for Optical Communications’ (SPOC) og ’Center for Hyperpolarization in Magnetic Resonance’. I forvejen har DTU to andre såkaldte Centers of Excellence, nemlig Center for Nanostructured Graphene (CNG) samt Center for Individuel Nanopartikel Funktionalitet (CINF).

Læs mere: Stærk satsning på teknisk og naturvidenskabelig grundforskning

Relaterede Videoer  

Vis flere