Istykkelse ved Arktis

DTU bidrager til Forsvarets analyse af en styrket indsats i Arktis

onsdag 13 nov 13
|
af Sabina Askholm

Kontakt

Michael Linden-Vørnle
Astrofysiker og chefkonsulent
DTU Space
45 25 97 61

Kontakt

Niels Andersen
Direktionsmedlem med særligt ansvar for erhverv og myndighed
DTU Space
45 25 97 83
Forsvaret har netop startet arbejdet med at undersøge, hvordan indsatsen i Arktis kan blive styrket. DTU bidrager med viden og ekspertise.

DTU’s ekspertise vil spille en væsentlig rolle, når Forsvaret i det kommende år skal finde nye løsninger på de mange og ofte meget udfordrende opgaver i Arktis. Og der er nok at tage fat på. Ud over kerneopgaverne, militært forsvar og suverænitetshåndhævelse, er der opgaver, som er helt centrale for det civile samfund, herunder redningsberedskab, fiskeriinspektion og havmiljøberedskab.

Med en lang tradition for polarforskning, en bred vifte af faglige kompetencer og mange års erfaring i forskningsbaseret rådgivning af myndigheder vil DTU bidrage til analysen på en lang række områder. Og engagementet er naturligt nok blevet forankret på Institut for Rumforskning og -teknologi (DTU Space) samt det tværgående center Polar DTU.

”Det store geografiske område, de ofte ekstreme vejrforhold og den meget sparsomme infrastruktur gør det oplagt at se på, hvordan vi kan få bedre overvågning og kommunikation i Arktis ved hjælp af satellitter og ubemandede fly. Effektiv kommunikation og overvågning af de storeområder er en grundbetingelse for stort set alle aktiviteter, for eksempel redningsaktioner og miljøindsats,” siger Niels Andersen, vicedirektør for DTU Space og leder af Polar DTU.

Forsøg er i gang
DTU har allerede i flere måneder samarbejdet med Forsvaret for at gennemføre forsøg og afprøvninger af bl.a. satellitovervågning. Under redningsøvelsen SAREX Greenland Sea 2013, der blev gennemført i Grønland i starten af september, blev der indsamlet satellitdata, der nu danner grundlag for at planlægge yderligere forsøg.

”I samarbejde med Forsvarets Center for Operativ Oceanografi og det europæiske rumsamarbejde (ESA) fik vi indsamlet gode satellitdata under SAREX-øvelsen. Med udgangspunkt i disse data og vores erfaringer fra øvelsen har vi lavet en liste over yderligere afprøvninger, der skal gennemføres. Det er et rigtig godt udgangspunkt for den analyse, som Forsvaret nu går i gang med,” siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space og tovholder for DTU’s bidrag til Forsvarets analyse.

DTU Space har modtaget en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Innovation for at støtte Forsvarets aktiviteter med forsøg og afprøvning, men også for at se på, hvordan eksisterende og fremtidige platforme og systemer (fx satellitter og ubemandede fly) kan bruges både militært og civilt – såkaldt dobbelt-anvendelse eller ’dual-use’.

”Der er mange udfordringer forbundet med at leve og arbejde i Arktis, og det gælder om, at den infrastruktur, vi bygger op, skaber mest mulig værdi for alle - såvel Forsvaret som det civile samfund. Derfor vil vi også have fokus på at skabe så megen synergi som muligt ved at se på alle muligheder for dobbelt-anvendelse,” slutter Niels Andersen.

Relaterede Videoer  

Vis flere