Roskilde: ChillCan gør lunkne øller kolde

onsdag 29 jun 16

Lunkne øl er noget enhver gæst på Roskilde Festival gerne vil undgå. Og interessen var nærmest overvældende, da fire studerende fra DTU tilbød at lære deltagerne på Roskilde Festival at bygge af en skumbeklædt tønde ved navn ChillCan, som kan køle øl ude n brug af strøm. De studerende havde planlagt tre workshops, men efter de to første søndag og tirsdag var de 55 medbragte byggesæt revet væk.

"På baggrund af erfaringerne fra sidste år har vi ændret designet en smule, så den er lettere at bygge og desuden mere robust og ‘festivalvenlig’"
Magnus Held, studerende

ChillCan anvender princippet om ’fordampningskøling’, der i århundreder har været brugt til at holde madvarer kolde ved hjælp af solens varme. Princippet er velkendt: Hvis man stikker en våd finger op i luften, føles huden kølig, når vandet fordamper fra fingeren.

ChillCan er fremstillet af et ventilationsrør med låg beklædt med Rockwool og et låg, der er beklædt med polyetherskum. Når stenulden og skummet gøres vådt og stilles i solen, begynder vandet at fordampe, og denne proces køler rørets indre ned til - i bedste fald - 8 grader under den omgivende lufttemperatur. Effekten er størst, når vejret er tørt og varmt.

Principperne bag
”Ved vores workshops i campingområderne gav vi festivaldeltagerne mulighed for at bygge deres egen ølkøler med plads til 38 dåseøl. Undervejs fortalte vi om principperne bag fordampningskøling og perspektiverne i at køle med fordampning,” fortæller Magnus Held, som er en af de fire DTU-studerende bag ChillCan.

Magnus Held læser ligesom resten af teamet på DTU’s bacheloruddannelse, og han var også på Roskilde Festival i 2015 med et lignende projekt under navnet CoolBox.

Forbedret model
“På baggrund af erfaringerne fra sidste år har vi ændret designet en smule, så den er lettere at bygge og desuden mere robust og ‘festivalvenlig’,” siger han.

Successen var hurtigt hjemme - på den første workshop søndag tog det kun en halv time før de første 35 ChillCans var taget i brug af festivalgæster. De sidste 20 fik hurtigt ben at gå under den anden workshop tirsdag.


Relaterede Videoer  

video thumbnail image

Vis flere