Foto: Saanize

Studerende udvikler antiviralt værktøj

onsdag 20 maj 20

Kontakt

Diplomingeniørstuderende Orion Pilo
s152259@dtu.dk 

Diplomingeniørstuderende Markus Iversen
s175042@dtu.dk


To DTU-studerende har udviklet et kobberbaseret værktøj, der skal mindske smitte med coronavirus gennem overflader som håndtag og dankortmaskiner.

Hver gang man tager fat i et dørhåndtag, er man potentielt i risiko for at blive smittet eller sprede vira. Men det vil to diplomingeniørstuderende på 6. semester fra Proces og Innovation, Markus Iversen og Orion Pilo, lave om på.

De har udviklet et lille værktøj, som de kalder den antivirale hånd eller ”No Touch”, og det er nu centrum for deres nystartede virksomhed Saanize. Værktøjet er nemt at holde på og har både en krog, man kan tage fat i håndtag med, og en spids til at trykke på knapper.

Man kan enten sætte værktøjet fast i en nøglering eller i sin bælteclips, så man kan have det med sig og overalt og bruge det i dagligdagen for at undgå at komme i kontakt med overflader, som bliver brugt af mange mennesker. Det er lavet i messing, et kobberbaseret metal, som er valgt, fordi det virker antiviralt og er slidstærkt, fortæller medstifter af Saanize, Orion Pilo:

”Messing er stærkt nok til at åbne døre, og materialet sørger samtidig for, at værktøjet ikke bliver en smittebombe.”

I slutningen af marts gik de studerende i gang med at brainstorme, udføre 3D-tegninger og udvikle prototyper. Nu er værktøjet sat i produktion i Danmark, hvor det bliver vandskåret i messing. Det betyder, at alle kanter er rundede af, så der ikke opstår snavs nogen steder.

Kobber nedbryder virus

Redskaber til at åbne døre er ikke en ny opfindelse. De studerendes antivirale hånd er lavet af en legering med kobber. De metalliske ioner i kobber er i stand til at nedbryde cellevæggene i vira og bakterier gennem et fænomen kaldet oligodynamisk virkning.

”Virus og bakterier, som rammer overfladen, bliver ustabile og har derfor ikke mulighed for at overleve i særlig lang tid. Derudover har vi gjort værktøjet smalt for at skabe en så lille berøringsoverflade som muligt. Det gør, at risikoen for smittespredning er minimal,” siger Orion Pilo.

Stigende interesse for Saanize
Da Markus Iversen og Orion Pilo udviklede prototypen, var det først og fremmest familie og venner, som var interesserede i at bruge værktøjet, men efter deres produkt er sat i produktion, kan de knap nok følge med den store efterspørgsel.

”Vi modtager henvendelser fra både større og mindre virksomheder, privatpersoner og skoler, som er interesserede i at købe værktøjet. Flere har også kontaktet os for at investere i produktet eller hjælpe med at distribuere det til andre lande. Men lige nu fokuserer vi på at ramme markedet i Danmark,” siger Orion Pilo.

I fremtiden har de to opfindere allerede planer om at udvikle flere produkter i kobber, som på samme måde kan være med til at begrænse direkte berøring med overflader for at mindske smittespredning med vira.