DTUs tokamak NORTH, som sommerskolestuderende kommer til at lave eksperimenter ved

Gymnasieelever får viden om fremtidens energiløsninger

fredag 26 jun 20

Kontakt

Søren Bang Korsholm
Seniorforsker
DTU Fysik
20 64 55 61
DTU-forskere giver gymnasieelever indsigt i fusionsenergien, som kan blive fremtidens bæredygtige energikilde, og viden om, hvordan de selv kan bidrage til at løse FN’s verdensmål.

Forskere i hele verden arbejder i disse år intenst på at kunne realisere deres viden til at opbygge et kraftværk drevet af fusionsenergi. Fusionsenergi er en efterligning af solens energiproces og sker ved at sammensmelte lette atomkerner i modsætning til den spaltning, der finder sted i atomkraftværker. Forskerne er kommet langt, men mangler endnu at løse de sidste udfordringer, før den bæredygtige energiform er helt i mål. 

Blandt disse forskere finder vi Søren Bang Korsholm, DTU Fysik, der brænder for at formidle sin viden og står bag en ny stor indsats, som i de næste fire år skal gøre elever i gymnasiet og de ældste folkeskoleklasser klogere på fusionsenergi. Den nye formidlingsindsats kan nu realiseres, da Novo Nordisk Fonden har bevilget knap fire mio. kroner til projektet, der starter i september og vil fortsætte de næste fire år. 

"Vi vil turnere rundt på landets gymnasier og præsentere eleverne for fusionsenergien gennem oplæg og eksperimenter."
Søren Bang Korsholm

”Det kommer først og fremmest til at ske i vores roadshow, der nu skal opgraderes. Vi vil turnere rundt på landets gymnasier og præsentere eleverne for fusionsenergien gennem oplæg og eksperimenter. Og undervejs vil vi også berøre, hvordan eleverne kan tage en naturfaglig uddannelse efter gymnasiet, der giver dem mulighed for selv at bidrage til at løse FN’s klimamål om de energiudfordringer, verden aktuelt står overfor,” siger Søren Bang Korsholm.  

Forskningsfaciliteter i verdensklasse inddrages

For de særligt interesserede gymnasieelever vil der hvert år blive afholdt en fem dage lang sommer-camp, hvor eleverne får adgang til at lave eksperimenter på DTU’s avancerede forskningsudstyr til fusionsenergi.

DTU har nemlig sin egen tokamak, en lille fusionsenergireaktor med tilhørende måleinstrumenter. Den vil blive inddraget i de opgaver, deltagerne på sommerskolerne skal udføre. 

Som supplement til roadshow og sommerskole vil en ny hjemmeside bidrage med yderligere information om fusionsenergi og perspektivering af dens muligheder. Der vil også være inspiration til de fremtidige karriereveje inden for området og portrætter af rollemodeller, der skal bidrage til at øge interessen for en naturvidenskabelig uddannelse hos de unge.  

Endelig indeholder projektet en indsats, der skal klæde gymnasielærerne på til at kunne inddrage fusionsenergi i deres undervisning. Det sker bl.a. i en række webinarer, som afvikles uden for gymnasiernes normale undervisningstid for at så mange lærere som muligt kan deltage. Endelig vil der hvert efterår blive afholdt en 3-dages-camp på DTU for 15 gymnasielærere som inspiration til undervisning i fusionsenergi.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere