Photo: Colourbox.com

Kostråd bygger på den samlede videnskabelige viden

tirsdag 17 sep 13
|

Fødevareministeren lancerer den 17. september ti officielle kostråd. Kostrådene læner sig op af den samlede videnskabelige viden, som peger på, at danskerne skal spise mindre salt, mere fisk og mindre kød. Opdateringen af det videnskabelige grundlag er præsenteret i en rapport fra en arbejdsgruppe, som har været ledet af DTU Fødevareinstituttet.

De officielle kostråd er udarbejdet af Fødevarestyrelsen for at fremme danskernes sundhed og reducere risikoen for kostrelaterede sygdomme som hjerte-karsygdomme og overvægt. De seneste officielle kostråd er fra 2005, og den 17. september præsenterer Fødevareministeren de nye officielle kostråd.

Inden lanceringen har en arbejdsgruppe bestående af ledende danske eksperter indenfor ernæring, kost og sundhed udarbejdet en rapport, hvor de gennemgår den videnskabelige litteratur på området og derudfra opdaterer det videnskabelige grundlag for de danske kostråd.

”Resultaterne viser helt overordnet, at flere af de sammenhænge, som dannede grundlag for de tidligere 8 råd om kost og fysisk aktivitet, er blevet styrket. For eksempel anbefalingerne om, at danskerne bør spise mindst 75 gram fuldkorn om dagen og bevæge sig minimum 30 minutter om dagen”, siger professor Inge Tetens fra DTU Fødevareinstituttet, som har ledet arbejdsgruppen.  

Skru ned for salt og rødt kød    

Eksperterne i arbejdsgruppen vurderer, at der nu også er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for nye anbefalinger om, at danskerne bør spise mindre salt, at danskerne bør spise cirka 350 gram fisk om ugen, og at danskerne skal spise maximalt 500 gram magert rødt kød om ugen. Rødt kød er defineret som kød fra firbenede dyr. De 500 gram er spiseklart kød - det vil sige kød, der er tilberedt ved stegning eller kogning.  

”I arbejdet har vi lavet en såkaldt ernæringsmæssig helhedsvurdering. Vi har systematisk gennemgået den videnskabelige litteratur om sammenhænge mellem indtaget af forskellige fødevarer og livsstilsygdomme. Vi har også inddraget litteratur om fysisk aktivitet. Det er kun i de tilfælde, hvor der er overbevisende eller sandsynlige sammenhænge, at vi har medtaget det i grundlaget for at opdatere kostrådene”, fortsætter professor Inge Tetens.

I 2010 opdaterede Norge sine officielle kostråd, og arbejdsgruppen har taget udgangspunkt i erfaringerne fra den norske kostrådsgruppe. Arbejdsgruppen har også inddraget viden om danskernes nuværende kostvaner og de igangværende opdateringer af de nordiske næringsstofanbefalinger.

Læs mere

Se rapporten: Evidensgrundlaget for danske råd om kost og fysisk aktivitet (pdf). Rapporten henvender sig til professionelle indenfor organisationer og institutioner og til enkeltpersoner, der arbejder med sund kost og fysisk aktivitet på et vidensbaseret grundlag.

Læs pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om de 10 nye kostråd.

Ved lanceringen af kostrådene, som foregår på DTU den 17. september, præsenterer professor Inge Tetens fra DTU Fødevareinstituttet arbejdsgruppens konklusioner, og afdelingschef Gitte Gross fra DTU Fødevareinstituttet forklarer, hvor gode danskerne er til at følge de enkelte kostråd.

Relaterede Videoer  

Vis flere