Sam-Klang (Foto: Stine Ljungdalh)

Kunstner og DTU-forskere gør det usynlige synligt

torsdag 12 aug 21

Kontakt

Franz Maria Heuchel
Postdoc
DTU Elektro

Kontakt

Finn T. Agerkvist
Gruppeleder, Lektor
DTU Elektro
45 25 39 41

Kontakt

Stine Ljungdalh

28 22 27 54

Stineljungdalh@hotmail.com

Et nyt kunstværk på DTU er skabt i samarbejde mellem forskere i akustik og en kunstner, der er optaget af at synliggøre det usynlige. Værket er en hyldest til H.C. Ørsteds interesse for både naturvidenskab, filosofi og kunst. 

Navnet på det nye kunstværk er ’Sam-Klang’. Ligesom resten af kunstværket er navnet inspireret af H.C. Ørsted, der gennem sit liv bl.a. opfandt mange nye ord, som ofte var sammenskrivninger af to selvstændige ord. Eksempelvis ordene hverdagssprog, rumfang eller billedkunst, som vi stadig anvender i dag. 

Med kunstværket synliggøres det usynlige, lyden. Lyden bliver både visualiseret digitalt på en LED skærm og analogt med vibrationsmønstre i sand på en metal-plade. Begge dele sættes i gang, når to stemmer i rummet i sam-klang er i harmoni. 

”Rent praktisk består kunstværket af tre elementer, hvoraf det ene er en mikrofon på en scene. Når mikrofonens to mikrofonhoveder fanger stemmerne i rummet, bliver de i første omgang gengivet digitalt på kunstværkets LED skærm,” forklarer kunstneren bag værket, Stine Ljungdalh.
 
Her gengives stemmerne som ’støj’ på skærmen, indtil stemmerne fra to personer bevæger sig på samme harmoniske frekvens. Så skifter gengivelsen til en geometrisk figur, eksempelvis en cirkel. 

”De harmoniske frekvenser sætter derefter gang i det vibroakustiske instrument, der er kunstinstallationens tredje element. Instrumentet består af en sekskantet metalplade med sand på. Når pladen påvirkes af lydens frekvenser, vibrerer den, hvorved sandet danner harmoniske diagrammer, der har samme geometriske form som dem, der i første omgang blev vist på den digitale skærm,” siger Stine Ljungdalh.

Forskerne har udviklet nye algoritmer
For at kunne opbygge kunstværket, har det været nødvendigt at udvikle algoritmer, der kan fange input fra to stemmer på én gang og samtidig definere, om klangen fra de to stemmer er harmonisk. 

”Der eksisterer flere algoritmer, der kan fange et enkelt lydinput, f.eks. en stemme og definere, om den befinder sig i en harmonisk frekvens. Men vi har til kunstværket udviklet en ny algoritme, der kan fange input fra to forskellige stemmer og samtidig afgøre, om deres frekvenser er i harmoni,” siger Franz Maria Heuchel, forsker på DTU Elektro.

Hvad er så en harmonisk frekvens? Til definition af dette har forskerne taget udgangspunkt i de toneintervaller fra musikkens verden, som har en harmonisk klang og brugt dem til at definere, hvornår to stemmer er i harmoni.  

Inspireret af H.C. Ørsteds interesser
Kunstværket afspejler den livslange interesse, som H.C. Ørsted havde for de såkaldte Chadni-figurer, der er de mønstre, som dannes i sand på en vibrerende metalplade. I Ørsteds tid blev vibrationerne skabt ved at stryge en violinbue på metalpladen, hvorefter lydfrekvenserne startede pladens vibration. 

”Sam-Klang er derudover inspireret af H.C. Ørsteds helhedssyn, der omfattede både naturvidenskab, filosofi, litteratur og musik. Ved at forene videnskaben om akustik med et kunstnerisk udtryk håber vi at bidrage til refleksion over naturvidenskabens betydning. Derudover har vi på et lidt mere filosofisk plan været fascineret af at kunne visualisere den usynlige lyd,” siger Stine Ljungdalh. 

Sam-Klang skulle egentlig være indviet som en del af H.C. Ørsteds fejringen i 2020. Men som så meget andet er planerne blevet udskudt og indvies derfor først nu.
 
Kunstværket er blevet til med støtte fra William Demant Fonden, Statens Kunstfond, Grosserer L.F. Foghts Fond og Statens Værksteder for Kunst. 

Sam-Klang (Foto: Stine Ljungdalh)

Sam-Klang (Foto: Stine Ljungdalh)

Fotos: Stine Ljungdalh / Tilhører DTU.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

Mød Elektroteknologi til Åbent Hus på DTU.

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere