Foto: Kaare Smith

Abeo nomineret til Europas bedste universitets spin-out virksomhed

torsdag 16 maj 13

I 2010 blev virksomheden, Abeo A/S, etableret på baggrund af en ny let betonteknologi opfundet af professor Kristian Hertz fra DTU. Virksomheden er nu blevet nomineret til den fornemme pris som ’Europas bedste universitets spin-out’. Vinderen kåres i Bruxelles d. 4. juni.

Prisen som ’Europas bedste universitets spin-out’ gives til en europæisk virksomhed, der har formået at tage en opfindelse fra en forskningsinstitution og omsætte det til en succesfuld virksomhed. Det er organisationen Science|Business, der er stiftet af de to business schools INSEAD og ESADE i samarbejde med Microsoft og BP, som står bag prisen.

Baggrunden for nomineringen af den danske virksomhed er et nyt banebrydende betonelement, som Abeo har udviklet til brug i bl.a. bolig- og kontorbyggeri. Fordelene ved det nye betonelement er, foruden en række helt nye arkitektoniske muligheder, både lavere byggeomkostninger og CO2-udslip.

I december indgik Abeo sin første licens- og produktionsaftale med den danske betonelementproducent, Perstrup Beton Industri. Med licensaftalen bliver Perstrup den første fabrik, der producerer de nye ’SL-Dæk’, som elementerne bliver kaldt.

Fabrikken til produktionen er i øjeblikket ved at blive etableret på Djursland og forventes fra efteråret at kunne levere til de første byggeprojekter.

Det er femte år, at prisen for den bedste spin-out i Europa uddeleles i Bruxelles. Hvis det lykkes Abeo at vinde, vil det ikke være første gang, at Abeo får international opmærksomhed. I 2010 blev Abeo kåret til verdens mest lovende cleantech virksomhed ved ’VM i Cleantech’, der blev afholdt i Silicon Valley i USA, og året efter udpegede Dansk Aktieanalyse Abeo som en af de danske virksomheder med størst vækstpotentiale.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere