Nyt grønt byrum på Lyngby Campus

torsdag 25 feb 21

Kontakt

Laura Utke Graae Jørgensen
Projektleder / DGNB-Konsulent Bygninger
CAS
93 51 35 53

Kemitorvet på DTU Lyngby Campus forvandles i løbet af de næste år til et grønt, sanseligt byrum.

En markant bassinhave som vartegn, en eventplads med en rumlig installation som samlingspunkt og en beplantningsstrategi, der gavner mikroklima og biodiversitet. Det er nogle af de centrale elementer i vinderforslaget til fornyelse af Kemitorvet på DTU Lyngby Campus. Fem teams var indbudt til projektkonkurrencen, og dommerkomitéen har valgt at kåre et forslag fra Marianne Levinsen Landskab som vinder. De skal i samarbejde med kunstnergruppen AVPD og Øllgaard Rådgivende Ingeniører stå for forvandlingen af torvet til et nyt, sanseligt og inviterende byrum til glæde for både studerende og ansatte, naboer og gæster. 

De fem forslag tolker på hver deres måde DTU’s særkende og leverer interessante bud på, hvordan det kan tænkes ind i det nye Kemitorv. En enig dommerkomite har fundet, at forslaget fra Marianne Levinsen Landskab har svaret mest overbevisende på konkurrencens vision og ønsker, og har derfor udpeget dette forslag som vinder,” fortæller formand for dommerkomiteen og prorektor på DTU, Rasmus Larsen.

Grøn identitet til det formelle og uformelle  
Vinderforslaget tegner et torv, som med enkle greb arbejder videre med den oprindelige landskabsplan på campus og får den til at pege ind i fremtiden. Dommerkomiteen roser forslaget  for både at være robust og fleksibelt med en fin balance mellem det formelle og det uformelle, og for at kunne rumme både de store fejringer og det spontant opstående møde. Med sin opdeling af det 135 meter lange torv skabes en klar grøn identitet styret af en velovervejet beplantningsstrategi, som skaber årstidsvariation og styrker biodiversitet og mikroklima.

”Vi er utrolig glade for at få lov til at forme det nye Kemitorv. Målet med vores konkurrenceforslag har været at skabe en pragmatisk æstetik, hvor sammenhænge mellem bygninger og beplantning, materialer og funktioner, flows og opholdsflader tilsammen skaber en lavmælt poesi i tråd med arven fra landskabsarkitekterne Ole og Edith Nørgård,” fortæller Marianne Levinsen. 

Bassinhave og eventplads
Det nye Kemitorv skal både favne de store begivenheder og skabe plads til fordybelse og pauser. To centrale attraktioner skal være medskabende til dette; ”Arenaen” og ”Bassinhaven”.

Arenaen er omdrejningspunktet på eventpladsen. Det er en rumdannende stålkonstruktion, der både er et kunstprojekt, en stedsmarkør og en multifunktionel konstruktion, og som kan benyttes til alt fra udstillinger og akademiske talks til sociale og kulturelle arrangementer.

Bassinhaven bliver torvets vartegn og et sanseligt møde- og opholdsområde med blomstertræer og flytbare borde og stole. Bassinhaven er indrammet af et lavt rektangulært vandbassin i sort granit på 15 x 17 meter med et vandspejl på 1,2 meter. Omkring vandbassinet er der plads til, at man kan sidde, så vandelementet bliver en nærværende og sanselig del af opholdet på denne del af torvet.

Det nye Kemitorv forventes at stå færdigt primo 2023.

Dommerkomité
Rasmus Larsen, prorektor, DTU, formand for dommerkomitéen
Sofia Osmani, borgmester, Lyngby-Taarbæk Kommune
Jacob Steen Møller, campusdirektør, DTU CAS
Ina Borup Nørløv, arkitekt, sektionsleder, plan- og projektudvikling DTU CAS
Signe Cold, arkitekt MAA, fagdommer
Thomas Nybo Rasmussen, arkitekt MAA / landskabsarkitekt MDL, fagdommer

De fire øvrige konkurrenceforslag er indleveret af:

SLA i samarbejde med NIRAS Rådgivende Ingeniør og Institut for Fremtidsforskning.
LYTT Architecture A/S i samarbejde med In SITU og Strunge Rådgivende Ingeniør.
Vega Landskab ApS i samarbejde med lenschow & pihlmann, Eduard Troelsgaard Rådgivende Ingeniør og Lightscapes.
BOGL ApS i samarbejde med ARKI_LAB og Wissenberg Rådgivende Ingeniør.

Konkurrencerådgiver: ARKITEKTKONKURRENCERDK ApS ved Anne-Mette Bølling.

Download dommerbetænkningen