En milepæl for DTUs bidrag til verdens største fusionseksperiment

fredag 17 apr 20

Kontakt

Søren Bang Korsholm
Seniorforsker
DTU Fysik
20 64 55 61
Forskere fra DTU Fysik skal udvikle et CTS-målesystem til ITER, verdens største fusionseksperiment. Nu har 15 eksperter netop vendt tommelfingeren opad og godkendt deres arbejde. Foran ligger 12 måneder til at færdiggøre designet af systemet, der skal skabe en bedre forståelse af fusionsplasmafysik.

Siden 2014 har Seniorforsker Søren Bang Korsholm og et team af kolleger fra DTU Fysik arbejdet målrettet på at udvikle et vigtigt CTS-målesystem til ITER, verdens største fusionseksperiment, og nu er en vigtig milepæl på vejen mod det endelige mål nået. Teamet er lige kommet gennem Preliminary Design Review (PDR) som var kulminationen på flere års arbejde med design, analyser, modellering og konstruktion af prototyper.

De foregående års arbejde blev grundigt gennemgået og analyseret i 4 uger af 15 eksperter fra blandt andet Fusion for Energy (F4E) og Iter Organisation (IO), og efterfølgende er de kommet med flot tilbagemelding af resultaterne af den hidtidige indsats.

”PDR var den foreløbige kulmination på vores design-, udviklings- og analysearbejde siden 2014 på CTS-målesystemet. Det har været et rigtig godt teamwork på DTU i samarbejde med konsortiepartneren IST fra Portugal under en EU-forskningskontrakt med Fusion for Energy. Vi har samarbejdet med både F4E og ITER Organisation om, hvordan designet kan integreres i ITER”, siger Seniorforsker på DTU Fysik, Søren Bang Korsholm.

At gennemføre et PDR midt under en Corona-krise har været en ekstra udfordring, men takket være rigtig godt samarbejde i DTU-teamet og rigtig mange samarbejdssessioner over videolink, kom teamet igennem de 15 eksterne eksperters review med et rigtig godt resultat – bedre end han havde turdet håbe på, selvom han godt vidste, at de havde gjort det godt, forklarer Søren.

Målinger under barske forhold

"Udviklingen af målesystemer til ITER er udfordrende på grund af de meget barske forhold inde i en fusionsreaktor – både i forhold til at kunne måle noget, men også i forhold til holdbarhed og mulighed for vedligehold med videre"
Seniorforsker Søren Bang Korsholm

CTS-målesystemet skal give indsigt i ITERs fusionsplasma og fusionsprocesser. Det er vigtigt, for at optimere ITERs drift og skabe en bedre forståelse af fusionsplasmafysik. Derudover skal resultaterne fra CTS-systemet være med til at optimere designet af kommende fusionskraftværker. 

Men det er en kæmpe udfordring og stiller meget høje krav at udvikle instrumenter til en fusionsreaktor, da de skal fungere under ekstreme forhold lige ved siden af et fusionsplasma på 200 mio. grader celsius, magnetfelter på 5-10 Tesla, i et vakuumkammer og under neutronbestråling.

”Udviklingen af målesystemer til ITER er udfordrende på grund af de meget barske forhold inde i en fusionsreaktor – både i forhold til at kunne måle noget, men også i forhold til holdbarhed og mulighed for vedligehold med videre. Dette kombineret med de naturligt høje krav til dokumentation, verifikation, kvalitetssikring med mere, stiller store krav til holdet bag udviklingen. Samtidig er det spændende at vide, at udnyttelsen af ITER som næste skridt mod et egentligt fusionskraftværk forudsætter målesystemer som vores”, fortæller Søren.

Selvom en milepæl er nået, er de endnu ikke helt i mål. Teamet er nu sikkert på vej mod afslutningen af designaktiviteterne og det endelige mål ligger i marts 2021.

”Nu er vi på vej ind i den sidste fase af vores design, og vi forventer at komme igennem Final Design Review til marts 2021” siger Søren.

Fakta om CTS-Systemet

Med CTS-systemet til ITER vil man være i stand til at måle på dynamikken af de hurtige heliumkerner, der dannes i fusionsprocesserne i ITER. Det gøres ved at sende en fokuseret mikrobølgestråle på 1 MW ind i plasmaet og derefter observere med en række spejle hvordan mikrobølgerne vekselvirker med partiklerne i plasmaet. DTU Fysiks forskere og teknikere har installeret og udnytter CTS-systemer på nuværende europæiske maskiner, og det er den erfaring, der udnyttes i udviklingen af ITER CTS-systemet.
 

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere