Foto Mikal Schlosser

Risiko og handlemuligheder i en fremtid med mere vand

onsdag 29 jan 20

Kontakt

Karsten Arnbjerg-Nielsen
Professor
DTU Miljø
45 25 14 50
Doktorafhandlingen ’Panta Rhei - Non-stationarity in planning, designing, and operating urban drainage systems’ kan læses her.
Professor Karsten Arnbjerg-Nielsen har siden 2008 arbejdet med ekstremregn og oversvømmelser i Danmark. Nu har han samlet forskningen i en doktorafhandling.

’Panta rhei’ – ’alting flyder’ – er en påstand, som tillægges den græske filosof Heraklit, der levede 400 år før vor tidsregning. Med de ord beskrev han verden som kaotisk og i konstant forandring, og det er jo yderst relevant i disse år, hvor klimaet ændrer sig med ekspresfart, og vi har travlt med at tilpasse os nye vejrmæssige vilkår.

Vand har det med at anrette enorme skader, hvis det flyder ind, hvor man ikke ønsker det. Så Panta Rhei er et velvalgt navn til det store europæiske forskningsprojekt om hydrologi, som professor Karsten Arnbjerg-Nielsen har deltaget i de senere år. Han har i det hele taget beskæftiget sig indgående med risikoen for oversvømmelser, og hvordan vi håndterer den. Panta Rhei er derfor også en del af titlen på hans doktorafhandling, som han forsvarede den 28. januar.

Det hele begyndte i 2002, hvor et usædvanlig voldsomt regnvejr skabte store oversvømmelser i Greve syd for København. Som rådgivende ingeniør hos COWI var Karsten med til at undersøge sagen.

"Vi taler meget om temperaturer i forbindelse med klimaændringerne, men det, der kommer til at påvirke os mest, er vandet."
Karsten Arnbjerg-Nielsen

”Det var, undskyld udtrykket, utrolig spændende. Vi havde snakket om et voldsomt regnvejr, som forekom i 1959, og nu oplevede vi selv et, der var lige så stort. Men de næste år kom der flere tilsvarende andre steder i landet, og jeg begyndte at interessere mig for, hvad pokker det var, der skete,” fortæller han.

Hvor meget regn kan vi forvente i fremtiden, hvordan vil det bidrage til oversvømmelser, og hvilke indgreb bør vi lave fra centralt hold for at ruste os imod dem? Det er den slags spørgsmål, Karsten i samarbejde med flere ph.d.-studerende har forsøgt at besvare ved hjælp af statistiske modeller.

For et år siden fik han mulighed for at tage et halvt års orlov og opholde sig på det tyske GeoForschungsZentrum i Potsdam, hvor nogle af verdens bedste folk på dette område arbejder. Og det blev en fantastisk chance for ham til at skrive forskningsresultaterne sammen til en doktorafhandling.

Diger eller natur

Karsten har flere gange udtalt sig i medierne og blandt andet gjort sig til talsmand for, at diger ikke altid er den bedste løsning på problemerne:

”Digebyggerier går ud over naturen – strandenge kan ødelægges, naturområder som Vadehavet vil lide skade, og husejere kan komme i voldsomme konflikter om, hvor højt der skal bygges, og hvem der skal betale regningen,” siger han og tilføjer, at diger i øvrigt også giver en falsk tryghed.

”Der kommer altid en hændelse, som diget ikke kan modstå. Der er meget stor forskel på en ’almindelig’ stormflod og noget, der måske sker hvert 150. år, så hvad skal vi bygge til? Og hvis vi pakker alle de store byer ind i diger, hvor skal naturen så være? Måske er der nogle huse i mindre kystnære byer, som vi ikke vil beskytte. Hvor går grænsen? Hvis man overlader beslutningerne til de lokale, får man diger overalt. Eller også bliver det sådan som i mange andre lande, at de fattige bor i de oversvømmelsestruede områder.”

Det er i dag let at udpege områder, hvor risikoen for oversvømmelse er for stor til, at man bør bygge boliger i området. Alternativt kan man konstruere huse, som er fuldstændig oversvømmelsessikre – hvis altså beboerne til enhver tid er sig risikoen bevidst og husker at lukke døre og vinduer. Men mange huse er blevet bygget alt for tæt ved havet eller på lavtliggende grunde uden tanke for risikoen for oversvømmelser. Det bør man efter Karstens mening straks stoppe med, og så forestår der i øvrigt en stor politisk opgave med at beslutte, efter hvilke kriterier man vil sikre det eksisterende byggeri.

Mange områder blev oversvømmet ved tsunamien i Japan i 2011 og lagt permanent under vand. Det vil sandsynligvis ske flere steder i fremtiden. Foto Karsten Arnbjerg-Nielsen
Sendai i Japan efter tsunamien i 2011.

Fra regnvand til havvand

Selv arbejder han videre med nye typer af statistiske modeller, som forstår regnvejr på en bedre måde, ligesom han ser på nye naturbaserede metoder til at håndtere regnvandet i byerne. Og han inddrager nu ikke bare regnvand, men også havvand i sine modeller.

”Hvis vi holder Parisaftalen – og det er jo endda et stort spørgsmål – så ser vi ind i en fremtid, hvor vi kommer til at fordoble vores udgifter til regnvandsoversvømmelser. Men omkostningerne vil blive mere end hundrededoblede, når havvandet stiger. Det skal vi simpelthen forholde os til,” siger han.

Årstidernes faste cyklus kan ændre sig dramatisk, og flere voldsomme hændelser kan komme samtidig. Der er nok af risikoscenarier at forholde sig til for en hydrolog:

”Vi taler meget om temperaturer i forbindelse med klimaændringerne, men det, der kommer til at påvirke os mest, er vandet.”