Postdoc Filippo Bosco, forskningsminister Morten Østergaard og lektor Haiyan Ou.

Priser til innovative DTU-forskere

torsdag 14 mar 13
|

Kontakt

Haiyan Ou
Lektor
DTU Fotonik
45 25 37 82

Det Strategiske Forskningsråd uddelte i mandags to priser, der begge gik til forskere fra DTU.

Postdoc Filippo Bosco og lektor Haiyan Ou kunne gå glade hjem fra årsdagen i Det Strategiske Forskningsråd. De fik nemlig begge en Strategic Research Award for deres forskning, og dermed stod der DTU på begge de uddelte diplomer.

Filippo Bosco fra DTU Nanotech modtog prisen for sit arbejde med at udvikle nano-detektorer til blandt andet at opspore sprængstof, og han fik ros for sin evne til at forske tværfagligt. ”Filippo Bosco er et forbillede for andre unge forskere,” sagde forskningsminister Morten Østergaard i sin begrundelse.

Den anden pris gik til Haiyan Ou fra DTU Fotonik, der forsker i at gøre LED-lys mere energieffektivt og behageligt at se på. Hendes fokus på at give samfundet og miljøet gavn gennem innovativ forskning gav gevinst, da Morten Østergaard kunne overrække prisen sammen med 75.000 kroner til det videre forskningsarbejde.

Mere om prisoverrækkelsen

Her er de to begrundelser for tildelingen af Strategic Research Awards, overbragt af ministeren for forskning, innovation og uddannelse, Morten Østergaard:

På trods af sin unge alder har Filippo Bosco markeret sig som en meget dynamisk forsker med vidtrækkende strategiske forskningsresultater. Hans arbejde på tværs af kulturer og nationaliteter og evne til at kombinere videnskabelige discipliner, gør Filippo Bosco til et forbillede for andre unge forskere.

Med sit internationale fokus og sin særdeles innovative tankegang har Haiyan Ou gjort sig verdensførende på sit felt og skabt potentiale til samfundsmæssige og miljømæssige gevinster. Hun er drivkraften bag to patenter og en nystartet iværksættervirksomhed, og hendes tværvidenskabelige og energiske mentalitet gør hende til et lysende eksempel for forskere i Danmark.

Læs mere på ministeriets hjemmeside.

Relaterede Videoer  

Vis flere