Brain tumour

Forbedret celleterapi skal styrke behandling af hjernekræft

onsdag 03 feb 21
|
af Tom Nervil

Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond udvikler forskere fra DTU Sundhedsteknologi en ny type celleterapi, som har potentiale til at kunne redde livet for patienter med ellers uhelbredelige hjernetumorer.

Hvert år bliver knapt 300 danskere diagnosticeret med den mest ondartede form for hjernekræft, glioblastom. Patienterne har en gennemsnitlig levetid på omkring 14 måneder efter, at diagnosen er blevet stillet. Kun 10 procent overlever fem år. 


Derfor søger et nyt forskningsprojekt, som har fået støtte af Danmarks Frie Forskningsfond, at øge overlevelsesgraden for patienter, der er diagnosticeret med glioblastom. 
Terapien, som kaldes kimær antigen receptor (CAR) T-celleterapi, skal udnytte immunsystemets kraft gennem genetisk om-programmering af immuncellerne, så de kan genkende og dræbe tumorceller.

 

"Det foregår ved, at man høster nogle immunceller, T-celler, fra patienterne, som man genetisk modificerer, så de udtrykker en immunreceptor, som hedder en CAR. Den type receptor er nemlig kræftsøgende. Så når man sætter de modificerede T-cellerne tilbage, kan de finde tumorcellerne og slå dem ihjel," siger Maria Ormhøj, der er postdoc på DTU Sundhedsteknologi.

"Hvis vi lykkes, så har vi en rigtig effektiv og sikker behandlingsstrategi med helbredende potentiale til patienter med hidtil uhelbredelige hjernetumorer."
Maria Ormhøj


Det er en helt
ny behandling på området, som har et enormt potentiale, idet det tidligere er vist, at den har en 90 procent responsrate i børn med uhelbredelig blodkræft. Den store udfordring i forhold til hjernekræft er at få T-cellerne til kun at angribe kræftceller. 


Forbedrer menneskets immunsystem

"Det er svært at finde et godt mål for CAR-receptoren, da mange af de mål, som man gerne vil gå efter på tumorcellen, også sidder på rask væv. Det betyder, at man potentielt kan angribe rask væv, og det kan være livsfarligt," siger Maria Ormhøj.


Derfor vil projektet udvikle en ny platform, som skal sikre produktionen af CAR-T-celler med en forbedret effektivitet. Forskerne vil også udvikle en helt ny type CAR-T-celler kaldet TRUCKs, som ikke direkte angriber kræftcellerne, men derimod stimulerer andre immunceller til at angribe tumoren. 


"Vi vil bruge hele menneskets immunsystem til at genere et respons mod tumoren og forstærke CAR-T-celleterapien, og det er ret unikt. Hvis vi lykkes, så har vi en rigtig effektiv og sikker behandlingsstrategi med helbredende potentiale til patienter med hidtil uhelbredelige hjernetumorer," siger Maria Ormhøj.


Forskerne håber, at resultaterne fra projektet kan overføres til patientbehandling inden for de næste fem år. Fremadrettet kan projektet med stor sandsynlighed også komme andre kræftpatienter med solide tumorer til gavn.


 

Fakta

Om projektet:

Forskningsprojektet, som skal løbe over to år, er et bredt samarbejde mellem forskere på DTU og forskere fra University of Heidelberg i Tyskland samt en læge på patologisk afdeling på Odense Universitetshospital og en hjerneforsker fra Harvard Medical School i USA.  

 

Om Maria Ormhøj:

Postdoc Maria Ormhøj fra Institut for Sundhedsteknologi ved DTU står i spidsen for forskningsprojektet ”Dual ImmPACT – production of CAR T cells with superior therapeutic efficacy against glioblastoma”, som skal udvikle en ny form for immunterapi med helbredende potentiale for patienter med glioblastom.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere