Andreas Hougaard Laustsen

25 mio. kr. til udvikling af rekombinant modgift mod slangebid

fredag 27 nov 20

Kontakt

Andreas Hougaard Laustsen
Lektor
DTU Bioengineering
29 88 11 34

Wellcome

Wellcome er en politisk og økonomisk uafhængig global velgørende fond, der finansieres af en investeringsportefølje på 26,8 milliarder. Strategien omfatter økonomisk støtte, lobbykampagner og partnerskaber, der skal finde løsninger på aktuelle presserende udfordringer på sundhedsområdet. Læs mere på fondens hjemmeside.
En bevilling på 25 mio. kr. fra Wellcome giver ofre for slangebid håb om bedre og mere sikker behandling.

Forgiftning forårsaget af slangebid er en overset tropesygdom, der hvert år påvirker 2,5 millioner mennesker på verdensplan – med Afrika syd for Sahara som en af de absolut hårdest ramte regioner i verden. Her forværrer manglen på effektive modgifte sygdomsforløbene efter slangebid markant.

Mange ofre modtager ikke effektiv behandling og risikerer enten at dø eller få varige mén. Da det oftest er unge fra de fattigste befolkningsgrupper i udviklingslandene, der forgiftes af slangebid, er det ikke kun ofrene, men også ofrenes familier, der lider under det, da de kan risikere at miste en forsørger. Derfor har slangebid både stor negativ indvirkning på folkesundheden og store socioøkonomiske konsekvenser.

Lektor Andreas Hougaard Laustsen, som leder forskningsgruppen Tropical Pharmacology Lab ved DTU Bioengineering, er specialiseret i antistofteknologier og toksinologi og har i en årrække været førende inden for den internationale forskning i modgifte. Han er kendt for at have ført an inden for udviklingen af de første fuldt humane antistoffer mod både slange- og edderkoppetoksiner og for at være den førende ekspert i gift fra den sorte mamba. Han er begejstret for de muligheder, midlerne giver for at booste forskningen, og for bedre at kunne hjælpe ofre for slangebid:

"Vi håber, at vi ved at bringe de rekombinante modgifte tættere på klinikkerne kan forbedre behandlingen af slangebid markant"
Lektor Andreas Hougaard Laustsen, DTU Bioengineering

“Vi er ekstremt glade for at have fået tildelt midlerne fra Wellcome. Det er ikke alene et stort skulderklap til vores forskning, men også en fantastisk mulighed for at videreudvikle forskningen i modgift ved hjælp af antistofteknologi. Vi håber, at vi ved at bringe de rekombinante modgifte tættere på klinikkerne kan forbedre behandlingen af slangebid markant,” siger Andreas Hougaard Laustsen.

Håb for fremtidige ofre for slangebid

De modgifte, der findes i dag, kan fremstilles til at være effektive til at neutralisere slangegift. Men fordi modgiftene er baseret på blandinger af antistoffer, der typisk stammer fra blod fra immuniserede heste, kan de være forbundet med stor risiko for bivirkninger, og de er dyre at fremstille.

Derfor har forskere fra DTU Bioengineering siden 2016 arbejdet hårdt på at udvikle en ny generation af modgifte. Disse nye modgifte, som kaldes rekombinante modgifte, er baseret på 100 procent humane antistoffer og nanostoffer, som kan fremstilles ved hjælp af fermenteringsteknologi, og som ikke er forbundet med samme sikkerhedsrisici som konventionelle modgifte.

H. C. Ørsted-postdoc Timothy Patrick Jenkins, Tropical Pharmacology Lab, er overbevist om, at forskergruppen vil nå sit mål.  Han siger:

"Efter min mening er dette projekt slangebidsforskningens svar på Apollo 11-missionen til månen. Udfordringen er stor, men vi er overbeviste om, at vi med vores erfaring og innovative tekniske tilgange kan overvinde den og udvikle en banebrydende ny behandling."

Rekombinante modgifte er ikke kun sikrere og nemmere at producere end nuværende modgifte, men også designet til at være mere effektive ved behandling af forgiftninger forårsaget af slangebid, samtidig med at de er bredspektrede og effektive mod mange slangearter.

Slangebid sker hurtigt, og ofrene er ofte usikre på, præcis hvilken slangeart de er blevet bidt af. Og selv hvis det lykkes at identificere slangen korrekt, er det ikke sikkert, at den matchende modgift umiddelbart er tilgængelig. Derfor har denne nye type modgift, der kan designes til at dække et bredt spektrum af slangearter, et stort potentiale i forhold til at redde både liv og lemmer.

Det, at man ved hjælp af bioteknologi kan gøre livet bedre for mange mennesker, er en stor motivationsfaktor for postdoc Charlotte Rimbault, der siger:

“Rent videnskabeligt er det ekstremt givende at være en del af et så ambitiøst projekt – og løse store samfundsmæssige problemer i ulandene ved hjælp af avanceret bioteknologi.”

I de næste fem år vil Andreas og hans team bruge midlerne fra Wellcome til at udvikle bredt neutraliserende paneler af humane antistoffer og nanostoffer mod de vigtigste toksiner fra alle de medicinsk vigtigste slangearter i Afrika syd for Sahara. Ved at neutralisere disse vigtige toksiner kan man undgå de væsentligste kliniske manifestationer ved forgiftning. Forskerne håber, at de ved projektets afslutning vil være klar til at fortsætte med den kliniske udvikling.

Illustration of the development of recombinant antivenom

Figur 1: Konceptuel illustration, der viser, hvordan DTU-forskere vil udvikle en bredspektret rekombinant modgift, der kan neutralisere giftstoffer fra flere slangearter. Det forventes, at en sådan modgift vil være baseret på humane antistoffer, nanostoffer, og udvalgte små molekylehæmmere, som i kombination kan neutralisere forskellige typer af slangegiftstoffer, der hver indeholder store paneler af forskellige toksintyper.

Forskerne

Andreas Hougaard Laustsens speciale er antistoffer, toksinologi og modgifte mod slangebid. Han er medlem af Det Unge Akademi og er modtager af Villum Young Investigator og PI for ERC Starting Grant MABSTER. Han har en ph.d.-grad fra Københavns Universitet og er uddannet civilingeniør fra DTU. Andreas er også medstifter af seks biotek-virksomheder og er blevet kåret til Danmarks Sejeste Ingeniør, han kom på Top 10-listen over biotek-iværksættere under 30 i Europa i 2016, på top 6 over akademiske iværksættere under 35 i Europa i 2017, kom på top 30 på Forbes Liste i 2017 og på top 35-listen over iværksættere under 35 fra MIT Technology Review 2017.

 

Timothy Jenkins er H.C. Ørsted COFUND-stipendiat på Tropical Pharmacology Lab og arbejder med antistofteknologier og toksinologi.  I sin forskning beskæftiger han sig især med implementering af alternative stilladsproteiner, såsom DARPins og nanostoffer, samt avancerede bioinformatiske og AI-værktøjer i medicinsk behandling. Han modtog for nylig Otto Mønsted Fondens forskerpris ‘Den lyse Idé’.

 

Charlotte Rimbault er postdoc ved Tropical Pharmacology Lab. Hun har specialiseret sig i mimeriske antistoffer såsom monoklonale antistoffer, og hun er især interesseret i at udvikle antistoffer eller mimetiske antistoffer med unikke biofysiske egenskaber, som gør dem mere effektive.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere