Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

På vej mod vaccination mod campylobacter i fjerkræ

torsdag 12 dec 13
|

Kontakt

Håkan Vigre
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
40 60 13 03
Fjerkræ er en væsentlig kilde til infektioner med campylobacter hos mennesker. Et ph.d.-projekt i DTU Fødevareinstituttet har udviklet værktøjer, der kan bidrage til en fremtidig effektiv vaccinationsstrategi i fjerkræproduktionen.

Campylobacter er i dag den fødevarebakterie, som gør flest mennesker syge i Danmark og i mange andre lande. Fjerkræ er en væsentlig smittekilde til infektionssygdomme med bakterien, og strategier til at mindske antallet af sygdommene er derfor højt prioriteret i adskillige lande.

Med ph.d. Ana Belén García Clavero’s projekt er et pc-værktøj udviklet til beslutningsstøtte for valg af vaccinationsstrategi mod campylobacter i fjerkræproduktionen. Værktøjet er udviklet på baggrund af kvantitative diagnostiske metoder og computerbaserede modeller, og i fremtiden kan det bidrage til udvikling af en omkostningseffektiv vaccinationsstrategi, der kan reducere antallet af campylobacter i inficerede kyllinger.

Fokus på vaccine  

Campylobacter findes i tarmkanalen hos dyr, primært i fjerkræ, men også i kvæg og svin, og kan også findes i miljøet. Bakterien gør ikke dyrene syge, men ved slagtning kan den spredes fra tarmindholdet til kødet.

Traditionelt har kontrol af campylobacter i fjerkræproduktionen fokuseret på at undgå, at kyllingeflokken bliver inficeret fra omgivelserne. Men i ph.d.-afhandlingen er fokus rettet mod strategisk brug af vacciner mod campylobacter i allerede inficerede kyllingers tarmkanal.

Beregner sandsynlighed for campylobacter

Det konkrete pc-værktøj er udviklet i softwaret HUGIN, og her integreres viden om forskellige kontrolmetoders effekt og omkostninger.  Værktøjet kan bruges på både besætnings- og flokniveau og integrerer betydningen af årstiden i forhold til forekomsten af campylobacter med tilstedeværelsen af for eksempel fluenet, øvrige vaccinationer og historisk viden om tidligere infektioner mod campylobacter i besætningen.

På baggrund heraf beregner værktøjet sandsynligheden for forskellige mængder af campylobacter i fjerkræflokken på slagtetidspunktet ved brug af forskellige kontrolmetoder. Efterfølgende sammenligner modellen omkostningerne ved forskellige kontrolmetoder med det forventede merafkast for slagteklare kyllinger med en lavere forekomst af campylobacter. 

Afhandlingen giver desuden en omfattende gennemgang af bekæmpelsesstrategier for campylobacter i hele fødevarekæden.

Læs mere

Se Ana Belén García Claveros ph.d.-afhandling: Campylobacter vaccination of poultry: Clinical trials, quantitative microbiological methods and decision support tools for the control of campylobacter in poultry (pdf).                                 

Ph.d.-afhandlingen hører under et større projekt der har fokus på at udvikle vaccine til fjerkræ mod campylobacter, CamVac-projektet, som er finansieret af Det Strategiske Forskningsråd. Læs mere om CamVac-projektet.  

Relaterede Videoer  

Vis flere