Photo: NASA

DTU overvåger soludbrud for NASA

torsdag 05 nov 15

Kontakt

Kristoffer Leer
Post doc
DTU Space

Kontakt

Susanne Vennerstrøm
Seniorforsker
DTU Space
45 25 97 57

Følg rumvejret

Samarbejdet med NASA giver forskerne fra DTU Space data om soludbrud, som de deler på websitet www.rumvejr.dk.

DTU Space hjælper NASA med at overvåge soludbrud og forudsige rumvejret. I foråret hædrede NASA de danske forskere for deres indsats.

I USA holder NASA øje med solen året rundt. Det sker på rumagenturets Goddard Space Weather Research Center, som udsender advarsler, når særlig kraftige udbrud af røntgenstråling, gasser eller ladede partikler er på vej mod Jorden. Men når sidste mand på vagten har fri kl. 24 lokal tid, så er der ingen til at holde øje med solen. Undtagen om torsdagen. Her overtager to forskere fra DTU Space i Lyngby på skift opgaven.

”Vi starter kl. seks om morgenen dansk tid – om vinteren er det kl. fem – med et ’handshake’ fra NASA, som er en briefing på mail om de seneste solaktiviteter,” fortæller postdoc Kristoffer Leer, der sammen med seniorforsker Susanne Vennestrøm hjælper NASA. I de følgende otte timer overvåger forskerne de data, de modtager fra NASA’s satellitter, skriver dem ind i NASA’s webbaserede logbog og bruger efterfølgende oplysningerne til at forudsige rumvejret.

Soludbrud skaber rumvejret

Solens udbrud skaber det, man kalder rumvejret. Udbruddene kan potentielt gøre skade på satellitter og medvirke til forstyrrelser i vores kommunikation og GPS-signaler. I særlige tilfælde kan solens udbrud endda forårsage nedbrud af strømforsyningen på Jorden. En mere fredelig og ganske smuk bivirkning af soludbrud, er nordlys, der ved særlig kraftige udbrud også kan ses på danske breddegrader.

”Hvis vi opdager, at et soludbrud er på vej, så bruger vi fysiske modeller til at beregne dets omfang, retning, hastighed og den potentielle påvirkning af rumvejret,” forklarer Kristoffer Leer.

"Hvis vi opdager, at et soludbrud er på vej, så bruger vi fysiske modeller til at beregne dets omfang, retning, hastighed og den potentielle påvirkning af rumvejret."
Postdoc Kristoffer Leer, DTU Space

Når vagten slutter for DTU Space-forskerne, kontakter de NASA’s morgenvagt på Goddard Space Weather Research Center, og sammen gennemgår de solens seneste aktiviteter og diskuterer, om der er grund til at udsende en notifikation, som advarer om et forestående soludbrud.

”Notifikationerne bliver primært brugt af NASA selv, der har mange satellitter og missioner, hvor de skal tage højde for soludbrud og sørge for at beskytte deres udstyr,” siger Kristoffer Leer.

Adgang til NASA’s data

Samarbejdet med NASA giver de to forskere fra DTU Space adgang til data om soludbrud - ikke kun om torsdagen, men alle ugens syv dage. Informationerne bruger de til at forudsige rumvejret, og de lægger forudsigelser, nyheder og øvrige data ud på websitet rumvejr.dk til glæde for den danske offentlighed:

”Den er tilegnet alle, der har en interesse i soludbrud og rumvejr. Det kan både være højpræcisions-GPS-virksomheder, som er afhængige af eksakte målinger, eller den helt almindelige borger, som er interesseret i chancen for at se nordlys i Danmark,” siger Kristoffer Leer og uddyber, at man på websitet også kan følge soludbruddenes indvirkning gennem data fra DTU Spaces 15 geomagnetiske målestationer på Grønland.

Ligesom vejrmeteorologer kan tage fejl i forudsigelserne af sol, vind og regnmængder, så kan rummeteorologer også kæmpe med at få omsat data til præcise forudsigelser af rumvejret, fortæller Kristoffer Leer.

”Når der er flere soludbrud i gang, kan det være svært at adskille dem og forudsige deres påvirkning af vores rumvejr.”

Rummeteorologer kan også blive fuldstændig overrumplede som i januar i år, da et udbrud uden varsel ramte Jorden.
”Pludselig havde vi en solstorm, ingen havde set komme. Det hænder en gang imellem, og de bliver kaldt for ’snigere’. Selv da vi sammen med NASA gik alle data igennem forud hændelsen, var der intet, der afslørede, at udbruddet var på vej.”

NASA hædrer de danske forskere 

I foråret 2015 blev Susanne Vennerstrøm og Kristoffer Leer hædret af NASA for deres indsats og samarbejde med de amerikanske kolleger på Goddard Space Weather Research Center. Danskerne modtog diplomer med ordlyden:

“In recognition of extraordinary flexibility and creativity in providing unique, reliable and cost-effective space weather services to NASA”. (Givet i anerkendelse af deres utrolige fleksibilitet og kreativitet i forbindelse med leveringen af enestående, pålidelige og omkostningseffektive rumvejrs-tjenester til NASA. Red.)

Relaterede Videoer  

Vis flere