Fotokredit: Joachim Rode

DTU udnævner ny direktør for DTU Compute

fredag 06 feb 15

Kontakt

Anders Overgaard Bjarklev
Rektor
45 25 10 00

Kontakt

Rasmus Larsen
Prorektor
Rektoratet
45 25 10 10
DTU har med virkning fra 15. februar ansat professor Rasmus Larsen som ny institutdirektør for DTU Compute. Han kommer fra en stilling som sektionsleder og forskerskoleleder samme sted.

”Jeg ser frem til samarbejdet med Rasmus Larsen, som vil blive en markant leder for DTU Compute på både de indre og ydre linjer,” siger DTU’s rektor, Anders Bjarklev, i forbindelse med udnævnelsen.

”Rasmus har bevist sit værd som forsker, han er en erfaren og dygtig underviser og vi kan forvente, at han vil blive en aktiv deltager i den offentlige debat om samfundets udfordringer og DTU’s bidrag til deres løsning.”

Selv ser Rasmus Larsen en væsentlig rolle for DTU Compute både internt på DTU og i en bredere samfundsmæssig sammenhæng:

”Forskningen på DTU Compute er bygget op om en kerne af excellent videnskab, der omsættes i teknologisk lederskab hos os og vores partnere, og som medvirker til at løse samfundets problemer i tværvidenskabelige indsatser,” siger han.

”DTU Compute har en bred faglighed indenfor matematik, statistik og computer science og har ansvaret for en betydelig andel af DTU’s undervisning. Instituttet er derfor en kerneenhed i samarbejdet om udviklingen af ingeniørfaget og udfoldelse af dette i de kommende årtier.”

Den nye institutdirektør forventer desuden at stå på mål for DTU og DTU Compute i den offentlige debat:

”Som universitet skal vi proaktivt tage del i den offentlige debat om de udfordringer, samfundet står over for, vores forskning og uddannelser og vores rolle i rådgivning og innovation,” siger han.

Rasmus Larsen er civilingeniør og tog en ph.d. fra DTU i 1994. Han har arbejdet en periode for Novo Nordisk og siden 2000 som lektor og professor på DTU. Han modtog Statoil-prisen i 2008, han er medlem af ATV og han har haft længere forskningsophold ved Stanford University, University of California San Diego og Linköpings Tekniska Högskola. Siden 2005 har han været forskerskoleleder ved instituttet.

I studietiden var Rasmus Larsen valgt til Studenterforeningens Seniorat som økonomisenior og ledende senior. Han deltog i stort omfang i det skandinaviske studentersamarbejde.

Relaterede Videoer  

Vis flere