The mini roll coater from DTU Energy Conversion has become an export success

Spinoff fra DTU Energikonvertering skabte eksportsucces

fredag 09 maj 14

Forskere fra plastsolcelleafdelingen SOL på DTU Energikonvertering har udviklet en lille trykmaskine, der løste problemet med at have nok testmateriale - en såkaldt 'mini roll coater'. Trykmaskinen blev en eksportsucces.

DTU Energikonvertering forsker intensivt i organiske materialer, herunder plastsolceller. Da det er nødvendigt at kunne reproducere forskningsresultater og opskalere til industrielle formål, når forskerne skal bevise en teknologis industrielle potentiale og gøre den rentabel, udviklede DTU-forskerne en lille trykkemaskine til at løse den opgave – en såkaldt ’mini roll coater’ (MRC).

Tidligere kunne forskere håndlave 5-10 testsolceller i løbet af en halv dag. Med MRC’en kan de massefremstille 200-400 celler på halvanden time, og da roll coateren også kan bruges til både materialescreening og ’printed electronics’, der bruges til applikationer som fleksible displays, intelligente etiketter og animerede plakater, er den blevet en lille eksportsucces i sig selv.

"Vi har i et par år arbejdet med ark-til-ark produktion af testceller, men vi vil opdatere hele testafdelingen til rulle-til-rulle, og MRC har vist sig at være en rigtig god maskine til at teste forskellige blæktyper"
Dr. Monika Voigt, leder af Solar Fab of the Future.

Eksporten står den lille spinoff-virksomhed FOM Technologies for. Firmaet blev stiftet den tidligere innovationsmedarbejder på DTU Energikonvertering Torben Nielsen og Martin Kiener, der har en baggrund i printindustrien. De har licens til at sælge MRC-maskinen i hele verden, og de gør det godt, for branchen efterspørger velfungerende, nemme og billige maskiner som mini roll coateren.

MRC var første valg
En af kunderne er Solarfabrik der Zukunft under Bayerisches Zentrum für Angewandte Energieforschung e. V. (ZAE Bayern) på Erlangen Universitet. Her bruges MRC f.eks. til forskning i både organiske plastsolceller og forskning i print med funktionel blæk og ’printed electronics’, der kan bruges til applikationer som fleksible displays, intelligente etiketter og animerede plakater.

Afdelingen moderniseres i øjeblikket, og MRC blev indkøbt som en af de første nye maskiner.

”Vi har i et par år arbejdet med ark-til-ark produktion af testceller, men vi vil opdatere hele testafdelingen til rulle-til-rulle, og MRC har vist sig at være en rigtig god maskine til at teste forskellige blæktyper”, siger Dr. Monika Voigt, leder af afdelingen Solar Fab of the Future.

ZAE Bayern er ligesom DTU Energikonvertering i top-fem indenfor forskning i plastsolceller, og selv om ZAE Bayern med Monika Voigts ord har en lidt anden forskningstilgang til plastsolceller end DTU, så er det et kvalitetsstempel i sig selv, at den nye MRC blev opfundet og udviklet på DTU.

”Samtidig er MRC en god maskine, som er let at håndtere, nem at bruge og hurtig at rengøre”, siger ph.d.-studerende Luca Lucera, afdelingens daglige bruger af MRC på ZAE Bayern.

Gode svenske erfaringer med MRC
Mini roll coateren bruges også i Nordsverige, hvor Andreas Sandström fra Umeå Universitet i Nordsverige har samme gode erfaringer med MRC. Han stiftede i samarbejde med professor Ludvig Edman firmaet Lunalec AB, der fremstiller lysemitterende elektrokemiske celler (Light emitting electro chemical cell, LEC) ved rumtemperatur ved hjælp af rulle til rulle trykmetoder.

Lunalec AB fremstiller organiske elektrokemiske celler baseret på lysende og ledende polymerer ved hjælp af LEC-teknologien, og de svenske forskere samarbejdede i flere år med solcelleforskere fra DTU Energikonvertering for at få styr på rulle-til-rulle teknologien.

“Anvendelse af mini roll coateren har været en del af den materialeforskning i organiske LEC, som Lunalec AB er baseret på. Maskinen er god til at håndtere materialescreening, test af materialers filmdannelsesegenskaber samt til opbygning af arkitektur,” fortæller Anders Sandström.

Relaterede Videoer  

Vis flere