Prestigefyldt pris til forskning i erhvervsliv og verdensmål

torsdag 12 nov 20

Kontakt

Francesco Rosati
Lektor
DTU Entrepreneurship
45 25 60 21
Lektor Francesco Rosati har modtaget Tietgenprisen fra Danish Society for Education and Business. Prisen gives til skarpe unge hjerner for at hjælpe dem videre med deres forskning inden for samfundsvidenskab eller humaniora.

Lektor Francesco Rosati fra DTU Entrepreneurship modtog d. 11. november - sammen med en forsker fra Københavns Universitet - årets Tietgenpris fra Danish Society for Education and Business (DSEB). Prisen, der er på 500.000 kroner, går til yngre forskere som anerkendelse af en betydelig forskningsindsats inden for erhvervsrettet humaniora og samfundsvidenskab. Det er første gang, en forsker fra DTU modtager den.

Francesco Rosati modtager prisen for sin forskning i, hvordan erhvervslivet kan bidrage til at opfylde FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Bestyrelsesformand for DSEB,Torben Möger Pedersen, fremhæver Francesco Rosati for at levere viden, der kan understøtte udviklingen af kommercielle løsninger på store globale samfundsudfordringer:

”FN’s verdensmål har tydeliggjort vigtige udfordringer. Men de fleste forsøg på at omsætte verdensmålene til handling har fokus på, hvad regeringer og myndigheder kan gøre. Derfor ligger der et stort potentiale i at understøtte erhvervslivet i, hvordan de kan bidrage til indsatsen,” siger han.

Og formand for priskomiteen, Jakob Roland Munch, supplerer:

”Francesco Rosati fokuserer på et yderst relevant tema om FN’s verdensmål, og han har allerede etableret sig som en velpubliceret og velciteret forsker.”

Francesco Rosati vil anvende midlerne til at dykke yderligere ned i vilkårene for entreprenørskab.

”Forskningsprojektet skal undersøge de institutionelle, organisatoriske og individuelle faktorer, der driver eller forhindrer entreprenørskab og innovation inden for FN’s Verdensmål,” forklarer han.