Ny drone kombinerer egenskaber fra helikopter og fly

torsdag 28 maj 15

Kontakt

Michael Linden-Vørnle
Astrofysiker og chefkonsulent
DTU Space
45 25 97 61

Kontakt

Jakob Jakobsen
Ekstern konsulent
DTU Space

Kontakt

Per Knudsen
Professor
DTU Space
45 25 97 18
Prototypen på en ny hybriddrone er netop blevet afsløret ved en konference i Odense. Projektet er ledet af DTU Space, og DTU bidrager bl.a. med en højpræcisions-navigation, der betyder, at dronen manøvrerer med en nøjagtighed på ned til fem centimeter.

Efter 14 måneders udvikling er den første protoytype af dronen Smart UAV netop blevet præsenteret på Hans Christian Andersen Airport i dag ved dronekonferencen Nordic UAS Event.

Og den ligner langt fra en traditionel drone. Med et unikt design med to rotorer i kroppen og to bevægelige rotorer på vingespidserne er den i stand til både at flyve som en traditionel multirotor/helikopter og som et almindeligt fly, hvor al opdrift kommer fra vingerne.

Egenskaberne gør dronen i stand til at lette og lande lodret fra jordoverfladen og flyve langt med forholdsvis høj hastighed. Samtidig er den udstyret med en særlig præcisions-GPS, der gør den i stand til at manøvrere med en nøjagtighed på ned til fem centimeter – noget som ikke er muligt med almindelige droner.

Kan flyve langt og svæve

”Hybriddronens fordel er, at den både kan flyve langt og stå stille i luften, mens den tager billeder eller foretager målinger. Det kan give rådgivende ingeniører, kommuner samt andre myndigheder og firmaer mulighed for at indsamle data hurtigere og mere præcist end tidligere. Samtidig kan politi og beredskab anvende Smart UAV’en til at få overblik over en katastrofesituation og indsætte redningshelikoptere eller brandfolk, hvor de gør mest nytte,” siger Michael Linden-Vørnle, leder af DTU Space DroneCenter, som faciliterer droneforskningen på DTU.

Måle vandhøjder
Bag Smart UAV’en står DTU Space og DTU Miljø, der arbejder sammen med Støvring-virksomheden Sky-Watch A/S, Innovationsfonden og den amerikanske flyproducent Boeing, der yder faglig sparring. Sammen færdigudvikler de prototypen i 2016, hvorefter Sky-Watch A/S sender dronen på markedet under navnet Muninn VX1.

Efter planen skal den første prototype flyve over Mølleåen nord for Ganløse. I første omgang skal den bære udstyr til at måle vandhøjder, som skal bruges til at indsamle viden om bl.a. vandstigninger, temperaturprofiler og vandstrømninger. Dermed kan man skabe overblik over, hvordan man bedst kan beskytte sig mod f.eks. oversvømmelser.

Med andre former for udstyr kan Smart UAV’en hente vandprøver på svært tilgængelige steder, give et overbliksbillede af store ildebrande, detektere hestehuller på strande eller finde forulykkede. Industrien kan bl.a. bruge hybriddronen til inspektion af vindmøller og boreplatforme eller som trafikmonitorering. Dronen kan udstyres med forskellige typer måleudstyr på op til 1,5 kg.

Et nyt industrieventyr
”Vi er gået ind i projektet, fordi vi gerne vil være med til at skabe et nyt industrieventyr, og fordi vi gerne vil udvikle en fleksibel forskningsplatform. Projektet giver DTU’s studerende og forskere mulighed for at udvikle og udnytte droner til forskning i højpræcisions-navigation, test af nye sensorsystemer og til at løse konkrete opgaver inden for f.eks. miljø, monitorering og kortlægning,” siger Kristian Pedersen, direktør for DTU Space.

Innovationsfonden har investeret syv millioner kroner i det treårige projekt som afsluttes i 2017.

Læs mere på Sky-Watch A/S's hjemmeside.

Relaterede Videoer  

Vis flere