Photo: Colourbox.com

D-vitaminniveauer kan sammenlignes på tværs af studier og lande

torsdag 05 nov 15

Viden om en befolknings D-vitaminniveau er vigtig for at kunne vurdere, hvor stor en andel, der har eller risikerer at udvikle D-vitaminmangel og for at kunne udarbejde fødevarestrategier til at sikre en optimal D-vitamintilførsel. Ved at benytte en standardiseringsmetode er det muligt at sammenligne eksisterende D-vitaminmålinger på tværs af studier og lande. Det viser et nordisk projekt, som forskere fra DTU Fødevareinstituttet har sat i gang.

Viden om en befolknings D-vitaminstatus er vigtig for at kunne vurdere, hvor stor en andel, der har eller risikerer at udvikle D-vitaminmangel.

D-vitaminstatus måles som D-vitaminindhold i blodet, men der findes mange forskellige analysemetoder til at bestemme D-vitaminniveauet. Analysemetodernes kvalitet kan være svingende, og til trods for, at der er viden om, hvor nøjagtige de enkelte analysemetoder er, har det hidtil været vanskeligt at sammenligne resultater på tværs af analysemetoder og således også på tværs af undersøgelser.

Standardiserede nordiske data 

I et nordisk projekt har forskere fra DTU Fødevareinstituttet sat et enestående samarbejde i gang med partnere fra Danmark, Norge og Finland for at afprøve en metode til at standardise eksisterende D-vitaminmålinger fra forskellige studier, hvor forskellige analysemetoder har været benyttet.

Projektet viser, at det er muligt at sammenligne eksisterende D-vitaminmålinger på tværs af studier og lande ved at benytte en sådan standardiseringsmetode.

Sammenligning af forekomsten af D-vitaminmangel er afgørende for at kunne udvikle fælles effektive fødevarestrategier for at mindske forekomsten af D-vitaminmangel i den nordiske befolkning. Samtidig er flere sammenlignelige data nødvendige for at opnå et bedre vidensgrundlag om befolkningernes D-vitaminstatus.

Analysemetoden

I projektet blev et udvalg af de oprindelige blodprøver fra tre nationale helbredsundersøgelser fra Danmark, Finland og Norge og fra et dansk interventionsforsøg sendt til standardisering efter et internationalt D-vitamin standardiseringsprogram, VDSP.

De udvalgte blodprøvers D-vitaminindhold blev genanalyseret efter VDSP-protokollen. En standardiseringsligning blev udarbejdet for hver undersøgelse på baggrund af de udvalgte blodprøver og anvendt på resten af datasættet for hver undersøgelse. Herefter har det været muligt at sammenligne resultaterne på tværs af de enkelte undersøgelser.

Forskerne fandt, at der er en bedre overensstemmelse mellem D-vitaminniveauerne i de tre nordiske lande, efter de blev standardiseret sammenlignet med før standardiseringen af de enkelte undersøgelser. 

Arbejdet viser nødvendigheden af at tolke resultater af målinger af D-vitaminniveauet med forsigtighed – specielt når man ønsker at sammenligne resultater fra undersøgelser, der har benyttet forskellige analysemetoder. Sammenligning af D-vitaminniveauet på tværs af studier og lande kræver en standardiseret metode.

Læs mere

Projektet er nærmere beskrevet i en videnskabelig artikel i Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation: Standardizing serum 25-hydroxyvitamin D data from four Nordic population samples using the Vitamin D Standardization Program protocols: Shedding new light on vitamin D status in Nordic individuals (pdf).

Projektet er finansieret af Nordisk Arbejdsgruppe for Ernæring, Mad og Toksikologi (NKMT), Nordisk Ministerråd, University College of Cork, Irland, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Rigshospitalet-Glostrup, Danmark, Oslo Universitet, Norge og Helsinki Universitet, Finland.

Læs også om, hvordan D-vitaminmangel i vintermånederne næsten kan undgås ved at drikke mælk og spise brød beriget med D-vitamin i DTU Fødevareinstituttets nyhed fra den 8. maj 2014: D-vitaminberigelse af mælk og brød virker.

Relaterede Videoer  

Vis flere