Foto: IBM

DTU skal undervise i den kunstige intelligens Watson

onsdag 05 nov 14

Kontakt

Lars Kai Hansen
Professor, sektionsleder
DTU Compute
45 25 38 89
Som det eneste universitet i Norden er DTU udvalgt af teknologivirksomheden IBM til at udbyde kurser i det selvlærende it-program Watson.

Fra foråret 2015 kan kandidatstuderende på DTU specialisere sig på en ny måde inden for kognitiv computing: Det sker gennem et 13 ugers kursus i IBM’s kunstige intelligens Watson. Kurset bliver udbudt af DTU Compute i samarbejde med IBM. DTU er blandt de 15 universiteter uden for USA – og det eneste i Norden – der skal undervise i Watson.

Watson er et avanceret computerprogram, som kan forstå spørgsmål og samtidigt sammensætte enorme mængder af data på en fleksibel måde, akkurat som en menneskehjerne. Blot endnu hurtigere. Watson blev verdenskendt i 2011, da den kunstige intelligens vandt i quizprogrammet Jeopardy over to amerikanske mestre. Siden har IBM udbredt udnyttelsen af Watson til mange seriøse formål fra blandt andet diagnosticering af kræft og udvælgelse af den rette behandling over kundeservice til e-handel og analyser.

Selvlærende it er på vej frem

Kognitiv computing dækker over selvlærende it-systemer, som kan interagere naturligt med mennesker, og det er et veletableret forsknings- og undervisningsområde på DTU. Kognitiv computing er i høj grad på vej ind i virksomheder, hvor systemerne kan hjælpe med at håndtere big data.

"Ved at lægge Watson i hænderne på morgendagens innovatører, slipper vi kreativiteten løs i det akademiske miljø. "
Anders Quitzau, innovationschef, IBM Danmark

Det nye Watson-kursus giver de studerende en ny og spændende tilgang til kognitiv computing, siger Lars Kai Hansen, professor ved DTU Compute:

”Vi får en unik platform til at præsentere vores studerende for kognitiv computing. De får mulighed for at være kreative ved at udvikle apps, der udnytter Watsons kunstige intelligens. Det kan være sjove og underholdende apps, som eksempelvis en DJ eller apps til medicinske formål, der kan forudsige udviklingen af et sygdomsforløb hos en patient,” forklarer Lars Kai Hansen.

IBM glæder sig til at se, hvad de studerende kan få ud af at arbejde med Watson:

”Ved at lægge Watson i hænderne på morgendagens innovatører, slipper vi kreativiteten løs i det akademiske miljø. Når de tager Watsons intelligente services i brug og anvender dem til at udvikle nye løsninger, kan vi få løst vigtige og komplekse opgaver,” udtaler Anders Quitzau, innovationschef, IBM Danmark.

Relaterede Videoer  

Vis flere